Barndommens glade lege.

Vi gik udenfor tidligt om morgenen for at lege hele dagen og kom hjem, når det var mørkt. Så fik vi kartofler, frikadeller, opbagt sovs, øllebrød, sagosuppe og fisk. Vi havde ikke mobiltelefoner. Vi drak vand fra haveslangen og ikke fra en flaske. Vi spiste brød med smør, drak sodavand med sukker, men blev ikke overvægtige, eftersom vi altid legede udenfor. Vi faldt ned fra træer, skar os, brækkede arme og ben, slog tænder ud, men ingen blev sagsøgt efter disse uheld. Det var netop uheld! Man kunne ikke give andre skylden – kun en selv. Vi havde ingen børnesikring på medicinflasker, døre eller skabe, alligevel klarede vi os. Jeg ved ikke hvordan man opdrager børn i dag, men børn i dag har en skemalagt fritid og skolegang, de skal nå så meget. Det skulle vi ikke, der var plads til at lege og fantasere og udfolde sig.

Vi legede meget nede ved Saltø å, og på den anden side af åen, på Frederik Hansens lille trekant, hvor vi byggede huler og klatrede i træer. Der var ingen der druknede, vi passede på hinanden. Hulerne blev bygget ved skrænten ved Herman, Bistrupgade 16. Det var også her den gamle kilde lå i gæret ind til Saltø mark, den løb ned i åen, i et sumpet område. Med våde sokker til følge. Her lå også Frederik Hansens lille grusgrav her boede digesvaler og isfugle. Frederik brugte gruset til sine køer, det var spændene at følge isfuglen hurtige dyk i åen. Digesvalernes flotte opvisning i flyvningens kunst. En dag havde Svend Papøre Frederiks karl, skudt en isfugl. Frederik blev så gal så gal der var ingen der skulle røre hans isfugle.

Ellers samledes vi på bakken ved Willy Møller Bistrupgade 35 og lavede sanglege, boldspil, eller rundbold og dåseskjul. Køllen til rundbold var en gammel beskidt fastelavnskølle. »dåseskjul«, »krongemme« der lignede hinanden lidt, idet de alle havde en fange, der efter at have talt til hundrede kunne gå på jagt. Når han eller hun havde set et offer, måtte han tilbage til sit sted, der for eksempel var tegnet i gruset, og råbe: En-to-tre-for-Jytte!« Se, så var Jytte forpligtet til at lunte ind i kredsen, hvor hun nu var fange I dåseskjul stod der en dåse midt i cirklen. Kunne man nå frem til den og sparke den ud, så måtte fangeren først have fat i dåsen før han kunne råbe én ind i kredsen, og så gjaldt det om at være væk En anden af legene var Antonius. Legen udspillede sig så at sige tværs over et hus. Et hold befandt sig på hver side. Bolden skulle nu kastes over huset, og holdet på den anden side skulle forsøge at gribe bolden så råbte man ”Antonius kommer” altså hvis far ikke havde migræne. Der skulle helst kastes så hårdt og så langt, at det modsatte hold ikke kunne gribe, for når et hold havde grebet tre gange, fik de retten til at list sig rundt om huset og overraske det modsatte hold ved at råbe ”Stå” Så her kunne man virkelig snyde, så der blev udsat en spion sikke diskussioner der kunne udspille sig her. Så var der Kludermor deltagerne stiller sig i en rundkreds med hinanden i hænderne. En person er "Kluddermor." ”kluddermor” stiller sig uden for rundkredsen således at "Kluddermor" ikke kan se rundkredsen. Personerne i rundkredsen skal nu filtre sig sammen. Når cirklen er filtret sammen råbes der på "Kluddermor:" "Kluddermor, Kluddermor, kom og hjælp." Kluddermors opgave er nu at filtre cirklen ud så de står i den oprindelige kreds. Deltagerne må ikke slippe grebet med deres sidemand under legen. Så var der boldlegen op af vægen boldtremsen jeg husker er Odense Bogense Middelfart Bum, Assens Fåborg Svendborg Bum, Nyborg Kerteminde Ringe Bum, Rønne Bum. Der forgik med 3 underhåndskast og  1 overhåndskast ved bum.  Så var der Rødkål  Hvidkål  Blomkål  Bum, Spidskål  Rosenkål  Brunkål  Bum. Persille Karse  Purløg  Bum, Gulerødder  Bum.

Hilsen Conny Larsen

Den spanske syge hærger Fodby Sogn 1918.

Første Verdenskrig, der i foråret 1918 gik mod sin afslutning, var årsag til, at den spanske syge, fik sit navn. Information om epidemien blev censureret i de krigsførende lande. Spanien var neutral, og var nogle af de første, der skrev om sygdommen i avisen. Derfor Den spanske syge. Den angreb, mest unge mennesker, mellem 15 og 40 år. Mange fik en svær, betændelse i luftrørsforgreningerne, ofte med en dødelig lungebetændelse til følge.

Sygdommen var en Influenzavirus. Den satte sig varige spor. Den høje dødelighed blandt forsørgere betød, at mange børn måtte opfostres andre steder. Familier fik ødelagt deres økonomi, og måtte måske afhænde deres forretning, eller gå på fattiggården.

Fodby sogn var hårdt ramt i efteråret 1918, man havde lukket Fodby skole i slutningen af oktober, fordi lærer Andreasen og frk. Bang var syge af sygdommen. I slutningen af november så man sig nødsaget til at lukke både Fodby og Bistrup skole, fordi halvdelen af børnene ikke var i skole. Dette var ikke fordi, de var syge, men forældrene holdt dem hjemme, af frygt for, at de skulle blive det. Der var lang juleferie dette år.

Her i sognet døde 4 unge mennesker.

Den 4. november døde Mejeribestyrer Frederik Christensen 38 år Fodby.

Den 11. november døde Karen Sofie Hansen født Jacobsen 31 år Bistrup Peter Martin Hansens kone.

Den 12. november døde Maren Sofie Jensen 27 år, født Hansen Sofus Jensens kone Kærsgård Fodby

Den 27. december dør Knud Lund Hansen ungkarl 25 gårdbestyre i Fodby.

Alle med en uges sygdom før døden indtraf. De var alle unge stærke og sunde.

Heldigvis var der også mange der overlevede sygdommen der som regel tog 3 uger med efterfølgende træthed til følge.

Kirkebøger, Næstved Tidende 1918

At finde sig en livsledsager i ældre tid.

Ældre tiders regler, for indgåelse af trolovelse og ægteskab, var strenge. Man giftede sig ikke under sin stand, og ikke med beslægtede. Personer der var indbyrdes, beslægtede til og med fjerde led, kunne ikke gifte sig. Det vil sige at to personer med fæles tipoldeforældre, ikke indgik ægteskab.

Var man datter fra en gård, ja så skulle man helst, have en gårdmandssøn, der have udsigt til egen gård. Husmandbørn var ofte i tjeneste på en gård, og var således heldig hvis han blev gift med en gårdmandsdatter. Det var således letter, for de jordløse, selv at vælge, her skulle med ikke, tage hensyn til den prestige, de fulde med.

Bedstemødre og gamle tanter, var som skabt, til at være på udkik og skaffe sig oplysninger, om en passende brud, til sønnen eller datteren. Huset døtre, havde ikke muglighed, for selv at vælge en ægtefælde. Ægteskabet blev arrangeret, af de to slægters, ældre mandlige medlemmer, med råd, fra familiens ældre kvindelige medlemmer. De to unge, blev naturligvis spurgt, om det passede dem, men man forventede, at det passede dem og at man svarede JA. Piger der svarede NEJ kunne risikere at blive truet eller slået til trolovelse med den mand der passede familien.

Frieren kunne være en enkemand der var meget ældre end pigen. Men det vigtigste var han havde en god gård! Der kunne være flere døtre i familien, man skulle skaffe ægtemænd til. For noget af det værste der kunne overgå en, var at forblive ugift, og blive kaldt skyggetante. Som regel måtte hun spise nåden brød, i familien. Man kunne derfor risikere, at selv om han bedre kunne lide en yngre datter, ja så måtte han tage den ældste datter i huset, hun skulle afsættet først.

Som regel var de unge i familien overbevist om, at deres slægt, valte den rette og at det var gud, der ville afsløre, den sande ægteskabelige kærlighed.

Ægteskabet gav i den tid, kvinden den højst opnåelige status. Den ugifte pige tilværelse, var ikke misundelsesværdig. Var hun ikke velstående, kunne hun blive tjenestepige elle leve som skyggetante hos familien, hvor hun måtte spise nåden brød. Ægteskab var og blev datidens bedste garanti, mod ydmygelser og økonomisk elendighed. Man mente, at pebersvende og pebermøer skulkede, fra den gifte stands møje og besvær. De ville stå til straf efter døden. De gamle piger, blev til Viber og drengene til bekkasiner.

Det var dyrt at stifte hjem, de unge havde ofte, ældre at forsørge, eller måtte overtage en ejendom, men en aftægtskontrakt, men den tidligere ejer. De skulle forsørges til deres dages ende.

Enker var myndige, det vil sige at de havde en personlig økonomisk rådighed. Det havde ugifte kvinder ikke. Enker kunne disponere over en gård eller et hun som hun ville. Der var dog ofte, en klausul om, at hvis en ny fæster, overtog gården, skulle han gifte, sig med enken, eller en af enkens døtre.

Skrevet af Ruth Gunnarsen 1987 

I herremandens magt og vold.

I 1770-80 var sognet beboere fattige bønder der boede i usle lerklinede huse, der kun gav ringe ly. Faldefærdige rønner med forrevne stråtage, små og snavsede stuer til mennesker og dyr. Tavelige møbler, ingen haver, ingen blomster ingen hygge.

Folkene var fattige forarmet, forslidte, ofte udhungret, krumbøjet af slid. De gik ofte rundt med et sløvt blik. De var ofte henfalden til laster. Kvinderne var uden sans for renlighed var ofte trældyr og tit med en redefuld, af beskidte unger. De fik ofte den samme skæbne, som deres forældre. En fortvivlet kamp for tilværelse.

Bonden dengang var fra sit 4 til sit 40 tyvende år stavnbundet til sin hjemegn. Kun drenge under 4 år og mænd over 40 var fritaget fra dette bånd. Som regel var de af gode grunde forhindret i at benytte sig af denne såkaldte ”frihed”. Bonden og han alene var værnepligtig, men der var ikke nogen, faste regler for dette, han var ofte i herremanden vold og magt.  Når han havde aftjent sin værnepligt så var han forpligtet, til at fæste en gård. Her var der ikke nogen faste reger, med godsejeren fastsatte selv vilkårene, størrelsen, og plaseringen. Bonden kunne ikke selv vælge hvilken går han kunne tænke sig.

Foruden sin egen går skulle han også drive herremandens gård, ved det såkaldte hoveriarbejde. Han var i den grad underlagt sin arbejdsgivers luner og ofte herskede der en vilkårlig fordeling, af hoveriarbejdet. Det hele afhang af godsejerens karakter og moral. Bondens tid på sin egen gård, var den der var den, der blev til overs fra herregårdsdriften.

Landsbyerne var den gang tæt sammenbyggede, jorden til gården var ofte 10 – 12 fjerntliggende steder og alle gårde blev drevet i fællesdrift. Drift planen var primitiv, redskaberne ofte elendige, besætningen små udsultede. På markerne kom der lidt og dårligt korn, mejeriudbyttet var tarveligt. Foruden den såkaldte indermark var der fællesarealerne til græsning af dyr. Mange køer måtte nøjes med de enkelte græsstrå på disse marker.

Når bonden så stor midt i høsten, på sin egen mark ja så måtte han ofte drage af og høste for herremanden, for at få hans høst i hus. Først når dette var besørget, kunne han tænke på sit eget. Men selv om kornet var tjenligt til at køre ind måtte han ikke køre det ind. Herremanden skulle først udtage det han skulle have i tiende. Dette blev gjort på marken hvor det stod, det kunne godt tage lang tid, før han indfandt sig på marken.

Endelig skal det også noteres at bonden var herremandens hustru undergiven, han fik ofte hånlighed at føle. Det er da ikke så underligt at han ofte søgte trøst i flasken. Man må beundre at der fra disse hjem udgik hæderkronede soldater, der blev dække med medaljer.

Skrevet af JustitsrådHenrik Jacob Wulff (10. april 1841 på Østergård i Malle Sogn ved Løgstør – 3. juni 1922 i København) var en dansk politiker, journalist, forfatter og jurist.

Går man ind gennem porten, ser man stuehuset foran sig, bindingsværk, med halvdøre og vinduer der ikke kan åbnes. Møddingen ligger inde i gården, i gården ligger også brønden

Går man ind af halvdørene i stuehuset, træder man ind i en lille forstue, med bræddeloft og stengulv, efter dette følger stuen, det daglige opholdsrum. Langs den ene væg står alkoverne. Bedstefar og et større barn i den ene og resten af børnene i den anden. Den mindste i vuggen hos forældrene i deres sovekammer et lille rum adskilt fra stuen af brædder. Alkoverne består nederst af halm der blev vendt hver dag ellers kom der rotter og mus i, som lavede langhalmen om til hakkelse, så en underdyne og en overdyne der var et forhæng for hver alkove. En vinternat kunne der ligge et glinsende lag rimfrost på ydervægen.

Bilæggerovnen stå i vægen ud til køkkenet, den gabede altid efter tørv. Langs den anden væg står langboret med bænke. Under langbordet var der stivere hvor man ofte gemte nybagt brød, for det rakte længere jo ældre det blev. Husfaderen for enden og over ham et lille skab hvor han her sine værdier, tobak brændevin og andet. Ved siden af ham sad karlen, der havde et lille kammer i stalden. Pigen sov i kammer ved køkkenet. Karlen og pigen havde deres skeer i vinduet på en lille krog, mellem måltiderne.

Gulvet i stuen var af lerstampet, slidte og vindskæve, det var svært at holde rent, da de skrående mænd hakkede og spyttede hvor de ville. I hjørnerne og sprækker dukkede rotter og mus op med deres efterlandskaber om natten. Desuden gik alle ind med træsko på, også den dag der blev muget ud under grisene. Da vinduerne ikke kunne åbnes var der en tung og støvet lugt.

Ved bilæggerovnen stod en god stol, her sad bedstefar og frøs. I et andet hjørne var rokken her sad moderen når hun havde en ledig stund. I Forstuen var døren til storstuen her stod dragkister langs vægen, til opbevaring af diverse klædningsstykker og uld. Ellers brugt man den kun til gilder.

Køkkenet var koldt og klamt med åben ildsted og et bord samt et fadebur. I skorstenen hang fårekøller og pølser til røgning. Ved bilæggerovnen var der en jernlem ind i den. I bryggerset der er i forlængelse af køkkenet står også bageovnen. Som kun blev brugt når der skulle bages brød eller andet. Det var altid faderen der fyrede op i ovnen for sæt nu at der var en lille utæthed eller musehul i ovnen, det kunne lægge en gård helt øde af ild. Man havde ikke råd til brandforsikring. Man risikerede også indespærring på livstid for ildspåsættelse. I bryggerset blev der også brygget øl.

Gårdspladsen er brolagt, med den store mødding der ligger betænkelig nær brønden, her kunne man stå på den lune lukkede gårdsplads og arbejde. Når portene var lukke og stænget om aftenen var der sikkert for tyve og ransmænd.

Mod øst ligger kostalden, det er et mørkt og skummelt sted, her står køerne i to rækker i hver sin bås med hovedet mod ydervægen. Ved siden af kostalden var foderloen. Her havde karlen sit kammer, så var han tæt på dyrene, og kunne holde øje med dem.

Mod syd følger hønsehuset og huggehuset, værkstedet, hvor en stor del af de simple brugsting blev fremstillet. Nord for kostalden ligger der et tørvehus til gårdens brændsel og en vognport til vogn slæde og mark redskaber.

Hestestalden er indrettet i sydlængen, ved siden af det såkaldte hakkelelseshus, hvor halm fodret blev skåret til hakkelse til hestene. Resten af denne bygning er lade, som er delt op i skillevæge en for hver kornart. Det var også her kornet blev tærsket og renset. Grisen havde et rum nær køkkenet her fodrede konen grisen med rester fra køkkenet.

Denne morgen kom frostvinden med et svidende slag, og ruskede vredt i den gamle gård. Små vildfarende vindstød kom pilende ind mellem kostalden og stuehuset. Det var alligevel en festdag i dag, grisen skulle slagtes. Det var stadig mørkt derude, under nogen hylene og skrig fra grisen blev den transporteret over i bryggeres. Luften flængedes af et hyl, der gennemskar mørket, da grisen blev stukket af en kniv. Pigen på gården stod straks stå klar med spanden, for at opsamle blodet til den populære ”blodpølse” eller ”sort pølse”. Til blodpølse anvendte man rugmel eller byggryn. De halvkogte gryn kom man i blodet sammen med skåret flæsk, tørrede pærer, allehånde, merian og lidt løg.  Det var den store dreng der i dagens anledning havde fået lov at blive hjemme fra skole, der rørte i blodet, den skulle røres hele tiden.

Når grisen var tømt for blod skulle huden skoldes i bryggerkarret og derefter skrabes. Konen i huset havde stået og kogt vand til dette brug. Grisen var helt ren, da solens første stråler kom ind af den halvåbne dør, herefter hængte man den op på en stige, og man tog indvoldene ud. Man lagde grisen på langbordet, for skulle grisen være kold, inden man skar den ud. Der var en vis overtro på gården, så når man tog indvoldene ud slog man et kors på grisens hjerte og lunger så blev man fri for onde øjne. Men allerede i løbet af dagen var der travlhed i bryggerset, med at smelte fedt (til at smøre på brødet og stege i), rense tarme (som skulle bruges til pølser) og anden mad. Døren var altid lukket når man rensede tarmene ellers kunne man risikere at tarmene sprang.  

Når grisen var kold, blev kødet derefter enten kogt og hældt over med stegesky, eller det blev saltet, tørret eller henkogt. Kødet blev opbevaret i krukker, saltkar I forbindelse med slagtningen blev der også lavet blodpølse, medisterpølse.

Kødet blev skåret ud eller hakket med en krum kniv eller en økse. Af det hakkede kød lavede man pølser. Karle og børn blev sat til at snitte pølsepinde, som man lukkede pølserne med og i gården var luften tyk af duften fra krydderier, løg og kogende pølser, samt fedt. I saltkaret lå også risene, som blev brugt til at slå ”de uartige børn med” det må have gjort frygtelig ond, nå huden brast og saltet kom ind.

Den daglige drik var øl, vandet bar sundhedsfarligt, da møddingen lå tæt på brønden. Det blev drukket af den fælles ølkande ved måltiderne morgen, middag og aften, og kanden stod dagen igennem på langbordet i stuen. Tjenestepigen skulle sørge for, at den hele tiden var fyldt, så enhver, som måtte være tørstig, kunne få sig en tår. Det var store mængder af øl, der blev drukket på en gården, og øl brygning var derfor ét af huemoderens større arbejder, som blev udført jævnligt igennem hele året.

En tidlig forårsmorgen mens mosekonen bryggede lystigt over mosen begyndte husmoderen sit store arbejde med ølbrygningen. Øllet blev brygget af humle, malt og vand. Humlen gav øllet smag og virkede tillige konserverende, mens malten gav øllet dets styrke. Om efteråret drog humlekræmmere, hvoraf de fleste kom fra Fyn, rundt i hele landet og solgte humle.

Malten blev lavet af byg og krævede et temmeligt stort forarbejde af husmodrene. Først blev bygkernerne overhældt med vand i et kar. Det kaldtes at sætte "i støb". Efter 24 timer blev vandet tappet fra. Den udblødte byg, grønmalten, bliver bredt ud på tæt ved skorstenen, hvor den vendes flere gange om dagen. Når byggen spirer, er det klar til tørring ved varm røg i maltkøllen. Den tørrede malt blev malet eller skrået i en kværn, det var et par af børnene der blev sende til møllen for at kværne det.

Vandet, som blev brugt til brygningen, skulle være blødt, og man var derfor nødt til at hente det i den nærmeste kilde eller å. Vandet blev hentet aftenen forinden bryggedagen. Det blev fyldt i bryggerkarret, og brændet blev lagt til rette, så alt var klar til at blive tændt op med det samme om morgenen.

Det første hold kogende vand blev brugt til at rengøre og skolde karrene. Samtidig blev humleurten kogt med vand over ildstedet. I det store bryggerkar, som stod på en trefod, var der i den ene side af bunden et hul. Herigennem gik en tapstang, som fungerede som prop. På bunden af karret lagdes som si et lag skoldet halm, der blev holdt på plads af nogle store sten.

Malten blev hældt op i bryggerkarret med så meget vand, at det fik konsistens som grød. Efter en times tid blev der hældt mere kogende vand på, og efter endnu en time kunne den første portion, urt, tappes i mindre kar. Urten smagte sødt og godt, og det var en fast skik, at mændene skulle smage den.

Efter den første tapning skulle der hældes et nyt hold kogende vand i bryggerkarret. Hvor godt øllet blev, var naturligvis afhængig af, hvor store mængder vand, der blev tilsat ved hver tapning. Der blev tappet 3-5 gange. For hver tapning blev øllet tyndere både i styrke og i smag. Den første tapning kaldtes "gemmeøl" eller "gammelt" øl. Det skulle stå i mindst et par måneder, men vandt ved at stå i flere år. Det blev kun drukket ved højtider og fester. Den anden tapning kaldtes "mellemøl" og blev drukket af husfaderen og gæster. Den tredje tapning kaldtes "daglig øl", og den drak de øvrige medlemmer af hustanden af. Den fjerde tapning kaldtes "drikke" og blev serveret til middag og uden for måltiderne.

Derefter tilsatte man humleurten. Humleurten var vand kogt på humlens tørrede blomsterstande og derefter siet. Til sidst blev gæren tilsat, mens bryggen endnu var lunken. Det hele blev dækket til og stod i karrene til næste dag. Gæren blev gemt fra brygning til brygning. Gæren kunne gemmes ved at bruge en gærkrans. Gærkransen, som var sammensat af små stykker træ, blev lagt ned i øllet, når det havde gæret færdigt.  Gæren samlede sig så i gærkransen, som blev taget op og hængt til tørre, og på den måde var den klar til brug ved næste brygning. Til allersidst skulle øllet "tyldes", dvs. hældes på tønder, og når øllet efter et par dage var faldet til ro, blev tønderne lukket med en prop.

De unges dansegilder et tilløbsstykke. Pigerne betalte intet, men medbragte mad, Rugbrød med godt pålæg. Det var en æressag for madmoderen og pigerne at have godt og rigeligt af mad med. Maden var bundet i et tørklæde, man havde jo ikke aviser dengang.

Hver karl måtte betale en mark, det var betalingen for øl brændevin og musik. De unge samledes når der var spist nadver i hjemmene. Dansen begyndte så snart der var kommet 10 -12 stykker.

Dansene bestod mest af en slags kvadriller, som blev udført enten af 4 par eller også af hele salen. I det sidste tilfælde hed det Engelskdansen og de dansene stillede op i to rækker, hver sit køn for sig, og en karl ud for hver pige. Endvidere blev der danset fangedans og springstykket. Den sidste bestod udelukkende af spring og sving.mod slutningen blev der gerne danset syvspring, der blev udført af 2 karle.

Senere kom rundansen til i krigens tid, da soldaterne kom ind til indkvartering på egnen. Så lærte de unge at danse vals, hopsa og skotsk. Forældrene kunne ikke lide de nye danse. Pigen og karlen kom i berøring af hinanden. Men det var jo nok det de unge syntes at kunne lide.

Efter hver dans gik 3 pægleflasker med brændevin i omgang blandt karlene, ligeledes en ølkande eller lerkrukke med øl. Musikken bestod af en eller to musikanter. En violin med tavelige toner, og måske hvis man var heldig en harmonika. Men det gjorde ikke noget når bare spillemanden holdt takten.

Dansegulvet var af ler, og var tungt at danse på især i fugtigt vejr. Når klokken var 10-11, blev der holdt et måltid. Hver pige tog sit madtørklæde, og satte sig hen på bænken langs vægen og dækkede bord, på hendes skød. Så kom karlene hen til dem, hver til sin kæreste, eller den pige han tjente på gården med, og spiste af hendes skød. Var der så en karl der ikke havde nogen at holde sig til kom han alligevel ikke til at mangle mad………….

 her kommer meget mere.............

Fiskekoner på Axeltorvet

Fiskekoner på Axeltorvet

Hvad man spiste Vinter og Sommer

Frokost (saakaldt Davre) mellem 7 og 8: En halv Spegesild og Øllegrød Middag: Om Mandagen Suppe med Porrer, Gulerødder eller Hvidkaal og Melklumper som kogtes for 2 Dage.
Tirsdag: Samme Mad opvarmet.
Onsdag: Kaal, som er kogt paa Saltmad, Gaase-, Lamme- eller Oksekød
Torsdag: Samme Mad.
Fredag og Løverdag: Ærter, graa eller hvide, til Eftermad Flæsket hvorpaa det er kogt.
Søndag: Mælkemad, Grød eller Vælling, til Eftermad stegt Flæsk.
Mellemmad Kl. 5: Et stykke Fedtebrød, hertil Svinefedt.
Aftensmad (Nadver) Kl. 7: Skiftevis hver anden Aften Bygmelsgrød og Gryngrød, som dyppes i afskummet Mælk eller Øl eller Øl og Mælk sammenblandet.
Om Sommeren, især Høstens Tid: Om Morgenen tidligt Kl. 5: Brød og Brændevin, førend Folkene gaar i Marken.
Til Frokost Kl. 7: En halv Sild og nykogt Bygmelsgrød med Surmælk
Til Mellemmad Kl. 9: Et stykke Brød med Brændevin.
Til Middag: Nykogt Vælling eller Grød og stegt Flæsk hver Dag.
Mellemmad Kl. 5: Et stort Stykke Smørrebrød, Brødet af 3/4-1 Punds Vægt med Ost eller Kød, saa dertil Brændevin.
Til Aftensmad (Nadver): Nykogt Gryngrød og Surmælk den ene Aften, den paa følgende Aften kold Grød med Surmælk, hvoraf Fløden er aftaget.

Bondens klagesang

Å, ja jeg arme bondemand,
hvad skal jeg dog gøre?
at styre folket ej jeg kan
med hele min forstand!
De går blot her og driver om
og ingen ting bestiller
og jeg må gå her som en stum,
jeg tør ej skælde dem.
For kommer jeg og siger noget til dem, så siger de lige straks:
"Ja giv mig, hvad jeg har fortjent, så rejser jeg" - Og nu på
denne tid kan jeg ikke godt undvære dem, og så må jeg gå og se
på det driveri.
./. Åja, Åja, Åjaja, det kan jeg ikke holde ud./.

Husmanden havde jeg dog ment,
at han forstod at tærske,
men foret, det er ikke rent,
enda det gik så sent.
Gud ved om ikke på min lo
han ligger nu og snuer,
for hele dagen kan jeg tro,
han tar den her med ro.
Nej sikken dog en mand, jeg har, han har ikke tærsket foret rent,
fordi han ikke gider slaget på det, og han kan ikke slippe op
om morgenen, enda han går her og snuer hele dagen.
./. Åja, Åja, Åjaja, sikke dog en mand jeg har.

Og så den dovne karl jeg har,
han går blot her og driver,
han holder bare mig for nar,
den fyr er ikke rar.
Men jeg jo tie stille må,
for ikke han skal rejse,
for hvor skal jeg en anden få,
det kan jeg ej forstå:
For nu er det lige den allerværste tid, og nu må jeg tåle
meget af sådan en fyr, men bi til vinter, så skal jeg nok få
bugt med ham. Så skal han ikke få andet end mælkebrød til davre
- og ingen brændevin.
./. Åja, Åja, Åjaja, bare det var vinter nu./.

Og så den store dovne dreng
han er slet ikke bedre.
Han er med karlen vist i flæng,
det er et værre slæng.
Jeg har så tit indlistet mig
og set han sad på koen!
med driveri han morer sig
jo det er ærgelig!
Og sådan en skal jeg enda give en hel klædedragt fra
øverst til nederst. Han skulle have en dragt prygl fra
øverst til nederst. Han fortjener ikke det halve af hvad han
kan æde, og sådan en skal jeg enda tale godt til.
.
/. Åja, Åja, Åjaja, han skulle rigtig nok have smør./:

Hvad hjælper det jeg rugen sår,
når hyrdedrengen sover,
og alle lammene og får - ne
rundt på rugen går?
Sådan en gruelig doven fyr,
han ærlig prygl fortjener,
og jeg tror næppe, jeg mig dyr,
undtagen han får tyr.
For lade ham ligge i vandgrøften og sove, så alle lammene og
fårene går og træder på den velsignede rug. Og sådan en skal
jeg enda give kost og logi og træsko, han skulle have klø,
skulle han.

./. Åja, Åja, Åjaja, han skulle rigtignok have klø./.

For mutter er det lige så slemt
med disse galne piger,
hun er sorrig så beklemt,
Ja så vemodig stemt.
Hun sige hun er blevet var,
de går ud af vinduet,
og det jeg nylig malet har,
ja den er ikke rar.
Ja nu har jeg stået og fedtet, og fedtet mig
selv til for at få malet et kønt fag vinduer, og så kryber
de ud for at komme ud til kæresten, og gnaver al malingen af

./. Åja, Åja, Åjaja, det er dog noget farligt rak./.

Når bare jeg ku træffe en,
der kom til mine piger,
jeg skulle ikke være sen,
men brække mig en gren.
Da kunne det jo rigtignok hænde,
at han sku få på trøjen,
han skulle smage min essens,
sådan at de ku kends.
For at jeg ku blive fri for den visit. For her må mutter gå og
passe på pigerne, og jeg må passe på mutter, for det rak
ku jo nemt tage fejl af mutter og en af pigerne, og så må jeg
gå her hver nat og stovse.

./. Åja, Åja, Åjaja, jeg får aldrig nattero.

Ja folkene jeg haver nu,
de er jo splittergalne,
de gør vist nar af mig i smug,
jeg bliver snart skalu!
Og jeg må gå så fredelig,
jeg tør jo ikke skælde,
før sommeren den er forbi,
så skal jeg vise mig.
For skal husmanden og karlen få hver en rigtig god rigel
af mig, og så vil mutter nok ekspidere pigerne, og så skal
drengene få hver en god dragt prygl.

./. Åja, Åja, Åjaja, bare der ej var så længe til./.

DET DAGLIGE LIV.

Det daglige liv, har nok i det forløbne århundrede, formet sig stille og roligt, Dmed de uregelmæsiheder krig, pest og anden ulykker kan medfører.Bønder har fra de ældste tider beklædt embedet som herredsfoged eller birkedommer.

I landsbyen har bonden jævnlig øvet ret og skel, når der var behov for det. Det forgik således, at man om søndagen, når gudstjensten var forbi, kunne man opkræve vidnesbyrd bland de kirkesøgende om ejendom, skel og rettigheder.

Dette kaldte man et sognestævne, formanden for sognestæbnet var præsten. Han og to vidner satte stævnet, hvorpå den der ønskede at vidne trådte frem, og bad de tilstedeværende kirkefolk vidne.
Sognepræsten nedskrev det og derefter underskrev han og vidnerne det.

Foruden sognestævnet var der bystævnet, hvor bymændene mødtes og under oldermandens ledelse drøftede sager, samt undersøgte og straffede overtrædelser af byens vedtægter.

I Bistrup hørte man under et gods, der udgjorde en særlig retskreds, en såkaldt birk, her var det birkefoderne, ansat af godsejeren, og var afhængig af disse. De har nok ikke været helt uvildige dommere.
I det 17. og 18. århundrede havde sognepræsten magt og myntighed til i visse forhold at tvinge sine sognebørn til offentlig at bekende deses synder.

Det fik Maren Niels Bødkers af Bistrup i 1698 en alvorlig påmindelse om da hun i Vallensved kirke måtte skrifte, "for hendes sigens, som hun i ".sognet har øvet på adskillige kvinder. Men Lisbeth Jørgen Hans af Kyse og karen Hans Ols, måtte dele skæbne med hende, for at have ladet sig bruge til hendes sigen.

Men i de fleste tilfælde var det som regel brud på det 6. og 7. bud  (du må ikke  bryde et ægteskab og du må ikke stjæle) der blev straffetmed offentlig skrifte.

Indimellem har ulykkerne for alvor ramt byen, det var når en landeplage tog fat, et eksempel er kvægpesten, den slap ingen for, når kvæg eller grise  døde, de var nemlig ikke altid man tog sig af de døde dyr men lod det ligge og ikke gravede det ned for når varmen kom opstod der farlig sygdom, både blandt menesker og dyr.

Når et dyr blev syg hentede man den kloge kone eller smeden der regeedes for den klogeste mand i byen.
På hjørnet af Bistrupvej og søndervej stod en gammel fredet tjørn plantet oven på en massegrav af kvæg for at vilde dyr ikke skulle rode i det den var ca. 250 år gammel, faldt i decemberstormen 1999. den blev fredet i 1960.

Det Muntre liv i Bistrup.

Høstskikkene levede langt op i det 18-århundrede, men er nu gået i glemmebogen, kun betegnelsen for det sidste neg og for de sidste koner og piger der bandt dem er bevaret, nemlig havrenakke, hvedefritte og rugkælling.
 
Hans Hansen Bistrup, 77 år gammel, fortæller i 1939 til dansk folkemindesamling at den person der bant dem også blev kaldt det, endvidere fortæller han at det sidste neg fik 2-3 bånd og blomster i tappen.

Så holdt man en glad aften den dag der var indhøstet med æbleskiver og punch. Det store høstgilde holdt man Mikkelsdag og novemberdag, her var der dans og musik.

Mikkelsdag falder den 29. september. Det skyldtes angiveligt at den første romerske kirke blev indviget på denne dato, desuden var det langt op i tiden skiftedag. St. mikal var ham der i det ny testamente kæmpede mod dragen og hans engle og fik dem smidt ud af himlen.

Novemberdag var når man havde slagtet og havde rigeligt med kød i huset. det var fast skik at alle der på nogen måde hørte gården til eller blot havde været med 2 eller 3 dage i høsten blev indbudt. der var mad fest og dans.

Senere fuldte tienegilderne, dette blev holdt i fastelavnsugen. De red fastelavn med ca. 30 ryttere i 1870, de red fastelavns mandag, fra gård til gård og samlede ind til gildet som ungdommen skulle holde om aftenen.

I optoget var der kongen, droningen, rideknægt, forriddere, en skorstensdejer og en kolvn. droningen var en pæn ung karl der linede en rigtig prinsesse, kongen var en hjemvendt amerikaner, desværre blev han om aftenen alt for tidligt fuld. gildet blev holdt på omgang i gårdene, hele sognets unddom var med og tit slog man katten af tønden også efter 1880.

Tiendegilder blev, som ovenfor nævnt holdt i fastelavsugen og fastelavn retter sig efter påsken, tidligst 1. febuar og senest 7. marts. Baggrunden for fastelavn er ikke kun at vinteren nærner sig sin afslutning men også grundet den gamle bestemmelse om fastetiden på 40 dage. det ver derfor sidste cance for at feste, spise og danse.

Når man havde en fest for gårdmænd og en for husmæmdene er det fordi de var i hvert sit lav, hvert lav hjalp hinanden inden for lavet, de var afhængige af hinanden.

Hans Hansen fortæller videre at når det passede musikken, holdt der i fastelavnsugen tiendegilde, ved dette gilde blev der indsamlet kongetiende af en vis mand der som regel var sognefogden, gårdmændende havde deres gilde og husmændene deres, Hans Hansen havde både gård og hus så han kom til begge gilder.
 
Kun de ældre kom til disse gilder, hvor man spiste først på aftenen, når man kom og så natten i gennem nød adskillige "knægte" og ellers morede sig med dans og kortspil til kl. 3-4 om morgenen. Gårdmændene gav 1 kr. til deres gilde og husmændene 2 mark til deres. Da kongetiende blev alløst omkring år 1900 kaldtes gildet kun omgangsgilde.

Noget ornelav kan hans hansen ikke mindes at der var i Bistrup, han har kun været til et ornegilde, det var med spisning og holdes om efterpret. Endvidere fortæller han at hvis det var vejr til det i påsken skulle ungdomen gerne i en eller anden stakkels have og spille boldt i påskedagene.

Kristihimmelfartsdags aften skulle ungdommen i skoven og pille maj, det vil suge at plukke liljekonvaller, der var også sang, spil og dans og ud på de små timervendte de hjem med bøgekvíste og grene i hænderne. Skt. hans aften var der bål hvor heksene red til Bloksbjerg, desuden majede man hørren. tiljul skulle der lægges em laks i hønseædet, hvorfor  melder historien ikke noget om.

Skt. hans er mellel den 23. og 24 juni, så var bondens værste travlhed overstået. Man brændte bål, danse om bålet, drengene løb tæt til bålet eller sprang igenem det. At man majede høren vil sige at man stak udsprunget løv i hvert hjørne af marken fordi lige så høj grenene var lige så høj blev hørren.

At pille maj vil sige at man gik i skoven og plukkede blomster og bøgegrene, dansede og sang, og når man kom hjem stak man grenene ind i stråtaget over porten eller døren. på denne måde håbede man på et frugtbart år.

Ungdommens største fornøgelse var at komme til marked i næstved, det var ikke værtshusene der trak, men visesælgeren, der solget viser som "fra Bergen ud i Norge " og ligende viser der blev brugt under malkningen.

 

Lidt om kvindens liv i Almindelighed.

Da skudsmålsbogen blev indført ved lov i 1854, kom en kvart million menneskers bevægelser under opsyn. Sognepræsten skulle påtegne ankomst til og fra sognet, og husbonden skulle anføre i hvilken periode tynedet gjorde tjenste hos ham.

Hvis skudsmålsbogen blev væk kostede det en bøde på mellem 10 og 40 kr. Det var et anselig beløb, da en årsløn lå mellem 80 og 150 kr. foruden kost og logi.
Bogen var et symbol på at man var tyende og måtte underkaste sig husbondens luner. Paragraf 22 og 27 i tyendeloven gav husbonden ret til at pryle sit kvindelige tyende indtil deres 16 år og sit mandlige til han var 18 år.

Man var underlagt husbondens og madmoderens luner, og nogle betragtede det som en ret at forlyste sig med de unge piger.

Uægte børn var ikke anset for at være i familie med faderen selv om han skulle betale til deres opvækst. Barnet havde hverken arveretigheder eller ret til at bruge hans navn. Moderen havde forældremyndigheden og barnet arvede hende og hendes familie.

Uægte børn kunne dog forvandles til ægte, enten ved at forældrene giftede sig eller ved at faderen officelt fik noteret, at barnet hørte til hans kuld.

Horebørnene var helt familieløse, lovgivningen anså dem for ikke at være i familie med hverken faderen eller moderen. Derfor var der kun ganske få horebørn, mødrene føder dem i hemmelighed og efterlader dem hos plejefamilier.

Mange kvinder valgte en udvej, nemlig arbort, men hvis det blev afsløret kunne man få op til 8 års straffearbejde i forbedringshuse. Fra 1879 risikerede man at få livsvarig fængsel.

Hvis en ugift gravid kvinde ikke kunne få hjælp af sine forældre eller få lov til at føde barnet hvor hun tjente, var der kun fattighuset tilbage. Her blev hun underkastet et grundigt forhør om hvem faderen var og hvor det var foregået. Hvis man ikke fandt faderen, måtte sognet betale og hun måtte ikke gifte sig når hun var på fatighjælp.

Hvis man fandt faderen og han ikke kunne betale, lod man ham arbejde beløbet af i et fængsel eller på en tvangsarbejdsanstalt.

Mange kvinder fik plads i huset, men det var købers marked fordi der var mange om budet, Til gengæld var det et job med visse fremtidsperspektiver, fordi kvindehænder var så nødvendige på landet, blev de ofte gift med husbonden.

Torvedagene.


Når Bistrups bønder tog til Næstved på Torvedagene Onsdag og Lørdag, var de sammen med bønder fra fodby, Vallensved og Karrebæk sogne.
På en ganske almindelig Torvedag var der fra tidlig formiddag til sen aften fuldt på alle beværtninger rundt om i byen.

Det kunne være hos Søllegaard der lå i Vinhusgade, og Jens Bar (Bagger) her samledes bønerne om Tevandsknægtene, eller det kunne være på de lidt finere steder så som Skandinavien (Akselhus).

En Tevandsknægt er en kop te med rom i, man betalte 60 øre for en potte te, romflasken stod hele tiden på boret til fri afbenyttelse. Det betød ikke noget at man kun fyldte koppen halvt med te.

Bønderne fra disse sogne, var efter nutidens begreb slemme til drik, det hørte til deres normale tilværelse, det var der ikke noget forkert i.

Foruden tevandsknægtene røg der også en snaps eller to ned til en portion smørebrød, der altid solgtes i portioner.

Hen på efetrmiddagen kunne de herrer godt blive lidt røde i hovederne og meget højrøstet.

På Skandinavien blev der spillet om penge, det var i kort eller kegler. I kort var det Hasard (Lanse), men spillerne rørte ikke selv kortene en udenforstående "lagde op" og alt som kortene faldt, skiftede sedlerne fra hånd til hånd.

I keglespillet var det også en udeforstående der brugte kuglen, altid en ekspert, der kunne vælte alle kegler. Man sad ved små borde, for enden af hver bane. Så vædede man om han kunne vælte de otte kegler eller ej. Man talte ikke sammen, kun kuglens rullen kunne man hører.

Desværre røg der altid en del penge på disse torvedage, og mange havde ikke ret meget i forvejen, De havde kun lige til dagen og vejen.

En gang om året var der Mikkels Marked i September, så stod hele bondelandet og byen på den anden ende. Fra en mil uden for Næstved og ind til bygrænsen kørte vognene i en tæt række og i hovedgaderne ind mod Akseltov blev man klemt frem af de mange menesker.

På torvet var der Gøgl og der var mange telte fra de handlene, som solgte alt fra sukkerstænger til levende gæs.

Landsbydrengene opholdt sig på torvet så længe de havde noget at købe for.De spiste basser eller suttede på sukkerstænger. Næstveddrengene grinede af dem, puffede til dem og kalde dem Bondefjols, Grødvom eller Flæskeprins.

Slagsmål kunne man ikke komme af sted med på torvet, så blev man stoppet. Når pengene var brugt op, gik man ud hvor trænglen var mindre til Østergade, Ringstedgade, og op omkring ST. Mortens Kirke. Det var her man for alvor sloges med Næstveddrengene.

Til hverdag lå Bistrupdrengene og Karrebækdrengene i evig krig med hinanden, men i Næstved holdt de altid sammen og sloges mod drengene fra Næstved. Landsbydrengene fik altid tæsk da drengene fra Næstved havde mere mod.

Det ende altid med at landsbydrengene flygtede i vild flugt ned til de store Kømandsgårde, hvor køretøjerne holdt til hjemtuern. Gårdskarlen holdt også med Landsbydrengene, han lod ikke nogen af bydrengene slippe ind.

Den person der fortæller om torvedagene er Lars Peder Poulsen. Han er født 2 juni 1866. Han forældre var Lars Poulsen og Ane Marie Larsen. Han boede på Theaslyst matrikel 10d Møllevænget.
Men alt dette er før det hed Theaslyst, gården er nemlig opkaldt efter den næste ejers kone. Denne var Peter V. Hansen og Ane Kirstine Dorthea Hansen.


Lars Poulsen

Lars Poulsen

Oversognet og nedensognet i 1880.

Følgende linjer er skrevet af Marie Christiansen, 3 november 1938 i Fodby, hun har genfortalt nogle historier, fortalt af Lars Peter Poulsen fra Bistrup. (naturligvis har jeg lavet dem mere nutidige i sproget.)

Sognet var skilt i to dele, der var oversognet der var Fodby, og nedensognet som var Bistrup, Skraverup og Stenbæksholm. Grunden til at man brugte denne betegnelse i 1870 og 1880-erne, var at man betragtede Fodby som den fine ende. Det var bøndergårde og gode mindre hjem, samt her lå kirken.

I nedensognet havde gårdmændene det vanskeligt, og det hændte at nogle måtte gå fra hus og hjem. Der gik også rygter, i nedensognet om at Fodby var Danmarks rigeste landsby.

De to dele af sognet havde heller ikke meget omgang men hinanden. Skete det at en Fodbyer have forvildet sig ind i et Bistrupselskab , ja så stod der en respektfuld stilhed og andagt omkring ham, og ham brød som regel tidligere op end de andre.

De var heller ikke så flittige kirkegængere i nedensognet, i hvert slet ikke når det var dårligt vejr. De var ikke kirkelig interesseret, ofte måtte de kirkelige handlinger aflyses, på grund af manglene tilslutning. Naturligvis var man ærbødig og retskaffen, det lå i opdragelsen, men det optog ikke sindene. De religiøse bevægelser var på Karrebæk egnen og hen af Skælskør til.

Man talte kun om kirken når det gjaldt offer, kirke - og præstetiende, man talte tit om hvordan man ved disse ydelser havde taget den gamle Pastor Mackespang og tidligere Schmidt ved næsen. Præsten viste man Ærbødighed, når han var tilstede, men ellers var han genstand for grin og nedrakning.

Mackespang var en gammel skikkelig mand, der var stillet noget i skyggen af nabosognets præster, Vallensved, Karrebæk og Marvede.

Det kunne ske at præsten ved festlige lejligheder blev indbudt til gilde i de finere hjem. Så manglede der ikke ærbødighed, men der stod en mystik omkring ham.

Når han talte lyttede man, og der var stilhed i stuen når han tav. Hvis der var nogen der ville tale uden om præsten, blev vedkommende hurtigt bragt til tavshed.

Ligeledes hvis præsten et øjeblik kikkede ind i øverstestuen, hvor dansen gik, så forsatte man nok dansen men man undlod trampe takten, som ellers var sædvane.

Det skete også at Pastor Mackespang kom på visit, og folkene på stedet de viste ikke hvilke ben de skulle stå på. Børnene flygtede ud i køkkenet, og turde knap nok trække vejret, indtil han var gået igen.

Respekten for overklassen var solidt indgroet. Det var med rædsel at man gik ned til Saltø Godskontor med arveafgiften, eller på Fodbygård med kirketiende. Man stod på strømpesokker og bankede på døren , svagt og forknyt, med lange mellemrum. Når man endelig kom ind og slap af med pengene, og vel ud igen, så følte man sig lykkelig og befriet. Man var sluppet for at blive til grin og eller at have fået skældt huden fuld.

Lidt om Sognerådet.

 

Det var kun gårdmændene der kom i sognerådet og det var genstand for stor omtale at den belæste Væver Hans Larsen ude på Møllevænget kom ind i sognerådet. Han var meget betænkelig ved sådan at komme ind i gårdmændenes lag. Ved det første møde var han meget nervøs og ulykkelig, skønt han var mere kvalificeret end de andre.

 

Sognefogeden boede naturligvis i Fodby, og han var den rigeste af dem alle, Jens Pæ’esen hed han. Han var en lille rundrygget mand , med et glat ,rødt ansigt, sammenknebet mund og små livlige øjne. Hele han væsen var præget af mild jævnhed og urokkelig fasthed. Han havde stor respekt hos alle.

 

Sognerådsformanden var også en fra Fodby, men senere blev det en fra nedensognet. Det var gårdmand Chr. Hansen fra Stenbæksholm, han kunne kun skrive sit navn. Men han havde en søn, Hans Chr. Hansen som lige var kommet hjem fra Hindholm Højskole. Han var en dygtig bonde, god til at tale og forholdsvis belæst, og så havde han en god håndskrift, der gik ry om i hele sognet.

 

 

På hans kvalifikationer blev faderen sognerådsformand. Senere blev det jo Peder Jensen i samme by. Han blev i en årrække en af sognets mest fremtrædende. Han var kendt i vide kredse og flere gange opstillet til folketinget.

Sognerådsmøderne blev holdt på omgang hos medlemmerne. Der var altid en vis spænding hos alle på gården, mens de syv vise holdt råd, om sognets ve og vel. Møderne blev altid holdt i Sovekammeret, det var dengang de fleste hjems stadsstue. Sengen var dækket af et blåternet lærredstæppe og i den øvrige del af stuen stod sofaen et bord og en enkelt stol.

 

Fik man gæster hed det værsgo at gå op i sovekammeret. I øverstestuen havde ingen siddepladser kun skabe og kister langs væggene, den blev kun brugt til sammenkomster og dans.

 

Hans Chr. Hansen førte protokols, og der blev drukket mange Thevandsknækte ved disse sognerådsmøder. Forhandlingerne blev af den grund noget højrøstet, og man kunne ikke undgå at hører hvad der foregik bag den lukkede dør. De fik ikke noget at spise kun en gang om året når ligningen fandt sted blev der sammenskudsgilde på mødestedet.

 

Jul i Sydsjælland.

 

 

Den 70-årlige Chr. Madsen fra Skraverup fortæller i 1937 om sin barndoms jul.

 

Man havde få fornøjelser på landet dengang og juletiden stod for mange som årets store begivenhed. Det første varsel om den forjættede tid, der stod for døren var julegrisens slagtning. Tidligt om morgenen kom landslagter Clausen ind på gårdspladsen, og så snart man hørte hans træsko på stenbroen var børnene udenfor.

 

Det var på en gang uhyggeligt og spændende, når slagterens kniv snittede i den hylende gris, og det tykke blod vældede ud i spanden. Pigerne og konerne tog så fat på at lave slagtemad, blodpølse, spegepølser, salteflæsk, finker, stege og de store sylter. Der var en overflod af mad som, man ikke sendte til på andre tider af året.

 

Børnene fik lov til at snitte pølsepinde, dem brugte man i stedet for at sy pølserne sammen. Der blev også bagt franskbrød, søsterkage og store klejner som blev stegt i fedt. Man bryggede som regel et kar øl, en gang om måneden, til jul bryggede man 2 kar.

 

Ved juletid var der også julemarked i Næstved. Denne ene Søndag om året var vores by omskabt til et eventyrrige. Regimentsmusik spillede på torvet, og der var stuvende fuldt af mennesker alle vegne. Der var lys i butikkerne og udsmykning med nisser og gran.

 

I en stadig strøm kørte kanerne ind i Næstved fra landet. Gårdmændene hilste højrøstet på hinanden, medens konerne fortvivlet forsøgte at holde sammen på deres mange børn.

 

De fleste staldede op i Købmandsgårdene, udenfor stod nogle af mændene og snakkede andre var samlet inde i butikken hvor de fik sig en dram. Konerne fik julegaver af købmanden, den gang fik hver kunde 1 pund chokolade, en almanak, et spil kort, og en flaske cognac. Købmanden stod velvillig bag disken og ekspederede de store ordre på appelsiner, dadler, figner konfekt og nødder.

 

Når indkøbene var overstået gik familierne på konditori, hvor børnene fik for 5 øre lagkage, og det var et stort stykke som dårligt kunne være i en barnemave.

 

I dagene før jul kørte man alt sneen ud af gårdspladsen, og der blev tærsket og malet korn, så man var sikker på at have korn nok til dyrene julen over. For man skulle holde fred og ingen hjul måtte dreje rundt i højtiden.

 

Inde blev der fejet og gjort rent og stuerne pyntet op med papirsblomster og levende lys. Husbonden huskede altid at få alle redskaber i hus, for ellers kom nissen julenat og hængte dem op på rygningen.

 

Om eftermiddagen juleaftens dag kørte man i kirke for at høre præsten. Man hold i hans avlsgård og gik over i kirken, hvor der var lys og mang kendt ansigter. Så sang man det kimer nu til julefest og andre jule sange.

 

Derefter gik det rast hjem til julemiddagen der bestod af risengrød og klipfiks. I risengrøden var der en mandel og den lykkelige finder fik en marcipangris med rød silkesløjfe.

 

Juletræ var der meget få der havde folk havde ikke plads, og tiderne var strenge i 90-erne og pengene var små. Folk var ikke så fordringsfulde.

 

Senere spillede de voksne kort og børnene fik julegodter og hjemmebagte pebernødder, og det bedste man fik lov at være oppe til kl. 12.

 

4 jule dag var alle børn inviteret til juletræ i skolestuen eller forsamlingshuset.. Der var højtlæsning og der blev danset polka, konta otte, klapvals, og lille fem. Der blev del ud af hjemmebag og kl. 10 overtog piger og karle gulvet til kl. 12.

 

Nytårs aften var en underlig aften, og der var brag og skud og andre løjer, så som at skille folk arbejdsvogne og redskaber, og sætte den op på tagene.

 

Den 6 januar var Helligtrekongers aften man tænde lys på boret og når de var brændt ud var julen ude og arbejdet begyndt igen. For den 7 januar kom hertu Knud og han var vred på julen.

fra jul i næstved 1949 

 Betragtninger om “De gode gamle dage“.

Hvor ofte har man ikke hørt ældre mennesker tale om “de gode gamle dage” Dengang da brændevinen kun kostede 37 øre og eller dengang man havde god tid. Man kunne tage den med ro, var ikke så forjaget, eller dengang sædeligheden stod højt. Vi taler om årene fra 1890 til 1920.

Fakta var at dengang, døde hver 7 mand af druk, ¼ af alle mænd over 15 havde alkoholmisbrug som dødsårsag. Derfor lagde man afgifter på, og forbruget faldt fra 32 mill. Flasker til 2 ½ mill. Flasker. Dette skete i 1914-18 hvor man under krigen havde mangel på fødevare. Drukkenskab svækkede også ansvarsfølelsen.

Angående sædeligheden er det hvis så som så med den, hvis man kikker i kirkebogen er der temmelig mange der er født uden for ægteskab så, det er hvis ren romantik tækning.

Man arbejde 10 timer om dagen og uden weekender, hvor fik man så den gode tid fra. Et eksempel var lukkeloven fra 1908 der fastsatte at butikker skulle lukke kl. 20 om hverdagen og lørdag kl. 23.

I denne periode blev grundlaget for velfærdsstaten også grundlagt. Alderdoms understøttelse blev gennemført i 1897 og sygekassebevægelsen vokse sig stærk. Børnearbejde blev også i denne periode forbudt. Så fik man barselshvile i 4 uger med statsstøtte og enkepension fra 1913.

I denne periode fik man også septemberforliget i 1899, dette forlig resulterede i en langvarig og hård arbejdskamp mellem fagforbund og arbejdsgiver. Hvor også arbejdsløshedskasserne blev statsanerkendt.

Socialdemokratiet kæmpede hårdt for at få folk til at afvise fattighjælp da det betød tab af borgerlige rettigheder. Især stemmeretten, men hvis man var fattig sulten og uden hjem er fattig hjælp bedre end ingenting.

Sammenfattet af livet i begyndelsen af 1900 

Søndervej og Fodbygade

Søndervej og Fodbygade

Livet på en gård i Fodby Sogn.

Dette er inspireret af Jeppe Aakjær, Sten Stensen Blicher, frilandsmuseet, Danske bøndergårde og min ejen hjemmeside og dansk folkemindesamling

Den gamle firlænget gård, hælder slemt til siden, og er klinet op med ler. Stolperne er sønderslidte af vind og vejr. Gården ligger så vestenstormen suser om hjørnerne, så det knager i alle dens led. Her er ikke meget læ, men på en solskindsdag, ligger den lysende med sine hvidklinede væge og stråtag. Familien på gården består af mand, kone en pige og en karl, samt 5 børn. Lige fra vugge til 13 år. Desuden er der bedstefaren der er på aftægt.

Seneste kommentarer

07.11 | 12:33

Umiddelbart kender jeg ikke noget til disse personer. men måske en dag jeg støder på dem

07.11 | 08:47

Hej har et par og en enkelt person i Bidstrup, måske du kender noget til dem. De er fra starten af 1700. Søren Dybsøe er den ene og parret Søren Pedersen og Anne Sørensdatter.

på forhånd tak

25.10 | 08:17

Det er matrikel nr. 2 i Bistrup

25.10 | 07:28

Hej han boede bistrupgade 38 matrikel 2 gården brænde i 1901 og blev bygget op igen conny

Del siden