Forskolen Saltø Skovvænge 45

 

 

Forskolen Saltø Skovvænge 45 Matrikel 7c

Forskolen er bygget i 1914, og var en skole for elever fra 1 -2-3-4 klasse.

Det var en skole der kun blev undervist af kvinder. Den første lærerinde var Gerda Christensen, senere kom Ingeborg Johanne Hansen.

Den der har været der længst var Abelone Kirstine Mortensen, hun var født i Aulum i Jylland, datter af Bager Jens Hareskov Mortensen og hustru Mette Marie født Jacobsen. Hun er uddannet på Københavns semenaium i 1927 og kom til forskolen i 1929.

Hun blev gift med Johannes Iversen en gang i begyndelsen af 40 - erne og kom således til at hedde fru Iversen. Johannes Iversen var kontormand i Næstved. Børnene kaldte hende ellers frøken Mortensen. De fik aldrig nogle børn. 


Mine brødre fortæller.

 

John var venstrehåndet og blev tvunget til at skrive med højre hånd og hver gang blyanten røg over i den forkerte hånd, fik han et rap over fingrene af en blyant eller lineal.De skrev med pen og blækhus og jeg kan fortælle at John HADEDE at gå i skole der omme, fordi han blev tvunget til at skrive med den forkerte hånd. Han har mange gange været på grådens rand fordi han skulle i skole. Han har også prøvet at tisse i bukserne fordi han ikke turde spørge om at få lov til at gå ud og tisse. En gang kunne han ikke få et tekststykke til at gå op, så han skrev det rigtige tal i stykket af fra fasigtslisten, men hun fandt ud af det og han blev sat op på øverste bord lige ved kateteret. Han har også fået skældud af Hr. Iversen fordi han drillede pigerne når de skulle hoppe sjippetov. Johns skolegang blev først bedre efter han fik Lærer Del som fik han til at gå videre på Lille Næstved skole.

 

Min broder Ole blev sat bagerst for han var dum, han kunne ikke følge med, han er ordblind, men det er der jo ikke noget der hed dengang.

Der var ingen af mine brødre der kunne lide Fru Iversen, hun var streng og meget upædagogisk, og til tider meget urimelig.

Dog husker de at Hr. Iversen var en god fortæller og en dygtig tegner han dekorerede tavlen til jul og fortalte juleevalangelet så det blev meget spændende. Han kom også ind når de skulle synge, for at spille på orglet.

De har også prøvet at sidde efter, så blev de send ned til første klasse, og det var meget nedværdig i deres øjne. Så skulle de skrive en bestemt linie så og så mange gange.

Mange gange følte mine brødre også at der var forskel på hvem man var. Der blev gjort forskel på børn der kom fra gårdmænd og selstendige, og så på arbejderbørn.

Susanne Møller Petersen fortæller og har skrever følgende om sin skoletid i forskolen.


Jeg har adskillige anekdoter om fru Iversen, som ganske rigtigt havde meget få pædagogiske evner.– Men det var vist heller ikke noget, man gik meget op i - i 1950’erne.

Fru Iversen gjorde meget forskel på eleverne.... Bl.a. var jeg absolut ikke nogen ørn til regning, - og hun gad derfor ikke hjælpe, hvis man havde problemer, - men til gengæld var jeg ret god til at tegne.... Og så fik jeg skam lov til at bruge de hele og nye Filia-farver – mens de, der ikke var så dygtige,skulle bruge de gamle knækkede.... Sikken undervisning!

Jeg blev engang i en regnetime spurgt om, hvad 4 x 0 var.... og jeg sagde: 4! –Så bad fru Iversen mig gå udenfor døren. Der stod jeg så et stykke tid – og hun kaldte mig ind igen, - og spurgte, om jeg havde noget med ind. Det havde jeg jo ikke – og så bad hun mig igen om at gå udenfor... og det fortsatte hun med i alt 4 gange. Og hver gang spurgte hun: ”Har du noget med?”.... Da jeg sidste gang kom ind – lød spørgsmålet: Og hvad er så 4 x 0 ? ”. Jeg havde ikke fattet en bønne af, hvad formålet med at jeg skulle udenfor døren var. Så jeg svarede jo derfor ”4”! – Og så blev hun godt nok gal...og sagde, at hun opgav at lære mig noget. Så på det tidspunkt brød jeg sammen og græd. Men trøst fik man intet af, - og heller ingen forklaring på regnestykket. Meningen med, at jeg kom ind 4 gange uden noget, var måske ok, - men jeg forbandt selve det, at skulle udenfordøren - mere som en afstraffelse end som en forklaring og hjælp til et regnestykke...

Jeg husker også, at man (selvfølgelig) ikke måtte gå på toilettet i timen, - og lille Erik var i 1.klasser. Han havde helt sikkert et behov for at komme derud, men havde fået at vide, at han måtte vente. Sådan var det..... Og hvad gør man så, når man skal? Man tisser i bukserne – på bænken, hvor man sidder! Pludselig kunne man høre en svag rislen fra Eriks plads, – og så bredte der sig ellers en lille sø under ham. Stakkels, stakkels Erik. Hvor havde jeg dog ondt af ham. For selvfølgelig blev han skældt voldsomt ud.

Jeg var ikke ferm til håndgerning, - det ville være synd at sige, - og at lære at strikke var bestemt meget svært for mig.... Fru Iversen gik altid rundt mellem pultene med et ørneblik, alt mens man sad der og forsøgte at gøre strikketøjet så pænt som muligt. Og man blev helt skræmt, når hendes trin stoppede ud for ens plads. Og MEGET nervøs. Og hvad sker der så? Jo, selvfølgelig kommer man til at ”tabe en maske” af bare nervøsitet. Det skulle man aldrig have gjort, - for i løbet af nul komma fem hev hun en lineal frem, – og så lød der et smæld ned over mine fingre. Av-av-av... Det gjorde godt nok nas...og sved og hævede! Så kunne jeg lære det, kunne jeg!!! Eller hvad? – Den form for afstraffelse gjorde altså bare, at jeg den dag i dag absolut ikke kan strikke, – og hvis jeg får et strikketøj i hånden, får jeg med det samme klamme, svedige fingre. Så det var det, fru Iversen opnåede ved den belæring. - Trist.

Jeg var heldigvis ganske god til diktat – og fik næsten altid UG. Hvilken lettelse, at der dog var noget, man var god til. Og så havde fru Iversen også et system med fine  mærker , der blev klistret ind i diktatbogen, når man havde opnået 10 UG’er. Nej, hvor var det skønt at få en blomst, en elefant, en stjerne eller noget helt fjerde sat ind i sin bog. – Det allerbedste var dog, at når der ikke var flere mærker på fru Iversens ark, skulle der jo købes nogle nye oppe hos købmand Røge. Og den, der blev sendt op efter dem, var den, der havde flest UG’er. Hurra for det, - for jeg var ret tit den heldige. Det var simpelthensådan en stor ting at få lov til at gå til købmand – I SKOLETIDEN!!!
 
Så det var sådan lidt
Gyngerne og Karrusellen at gå i skole dengang. Var man dum til noget – blev man nedgjort, – og var man dygtig – blev man fremhævet. Joh, pædagogik var en by i Rusland!

Som Conny så rigtigt fortæller, var ordblindhed ikke anerkendt/kendt dengang. Og det gik også ud over Åge Kristensen, som havde det problem. Nej, hvor er han dog blevet skældt ud mange gange, – og jeg mener også, at han af og til fik en på siden af hovedet pga sit handicap. Han har i hvert fald grædt mange bitre tårer i sin skoletid. Desværre var vi andre jo ikke klogere, - vi syntes da også, at han var dum - og man var nok ikke altid lige sød ved ham. Dog havde jeg virkelig ondt af ham, engang han fik næseblod. For fru Iversen forlangte, at han skulle lægge sig ned på ryggen – og blive liggende til det var stoppet!!!! Og min erindring er så, at det jo ikke hjalp overhovedet, - men blodet løb bare ned i halsen... og Åge var ved at blive kvalt – og hostede og nærmest kastede blod op i kaskader. Jeg kan stadig se det for mig: Åge liggende der – grædende– og med en masse blod ud over sig. Det syntes jeg godt nok var synd for ham. Og meget ulækkert....

En anden episode, jeg husker, er engang, hvor fru Iversen blev MEGET vred på os alle sammen. Jeg kan desværre slet ikke mindes over hvad, - men hun begyndte at græde – og gik derefter ind i privaten.Og så sad vi ellers der og gloede. Ingen turde sige noget – eller rejse sig....... Jeg syntes, vi sad der meget, meget længe før der skete noget. – Men endelig komhun ind i skolestuen igen – helt forgrædt og sagde bare, at nu kunne vi køre hjem og fortælle vores forældre, at vi var blevet sendt hjem, fordi var havdeværet uartige. Jeg husker dog, at der blev noget ballade over det, - men det skete et par gange, at hun brød sammen midt i en time.

Ja, det var et par fortællinger fra min tid i forskolen....

Det må dog lige tilføjes, at der da bestemt også var hyggelige dage derovre. Især op til jul, hvor vi fik lov til at lave julepynt, der blev hængt op i skolestuen. Og hun læste også somme tider historier for os, - det var hun ret god til.

Og så er der ingen tvivl om, at Fru Iversen så absolut foretrak piger frem for drenge. Piger kunne tillade sig lidt mere, før hammeren faldt. Nu var det jo heller ikke ligefrem uartigheden, der var i højsædet dengang. ALT var jo ”

kæft – trit - og retning”. Og man opførte sig ordentligt, - i hvert fald pigerne. Jeg var heller ikke altid bange for hende, - og hun har da skrevet i flere af mine veninde/poesibøger.

Det havde man vel ikke bedt hende gøre, hvis man ikke kunne lide hende....

Da Fru Iversen sluttede sin gerning i Skraverup Forskole, gav hun da også bl.a. Kristians Inge en af sine brocher, - og jeg mener også, Smedens Anne fik et eller andet smykke. På det tidspunkt, gik jeg ikke i forskolen mere.... Jeg holdt kontakten ved lige - som tidligere fortalt, - og hun broderede også nogle meget fine dækkeservietter til mit bryllup – og så var hun altid opmærksom, når jeg havde fødselsdag. Og da jeg fik Kenneth, huskede hun også altid ham – endda også med gave til hans konfirmation, - så hendes eftermæle skal bestemt ikke kun være negativt.

Jeg er sikker på, hun angrede sin væremåde som lærerinde, hvilket hun jo også gav udtryk for, da vi var ovre til hendes 90 års fødselsdag.

Kirkebøger susanne møller mine brødre

Gartneriet Saltø Skovvænge 41

 

Matrikel 8a Skraverup.

 Saltø Skov Vænge 41

På matrikel 8a lå et hus, Jeg ved ikke om huset er revet ned eller har fået et andet nr. med hvis man kikke på de gamle kort så lå der et hus der og de nyeste kort så ligger der intet. I dag er det udflyttet til jordlodet på Saltø Skovvænge. På de gamle kort er fæsteren i begyndelsen af 1800- tallet Jens Hansen og selve jordlodet er ligger i Saltø Skovvænge, og hedder i dag Saltø skovvænge 41. Det har i dag matrikelnummer 8a, og er bygget i år 1900. I jordebøgerne fra Saltø gods står Ole Bertelsen som boende og fæster på matriklen og jordlodet.

Ole Berthelsen født Karrebæk i år 1800 og er søn af min tip 3 oldeforældre, Bertel Olsen og Maren Larsdatter. Han bliver gift i Karrebæk i 1 august 1829 med Bodil Olsdatter, hun er født den 13 maj 1805 i Karrebæk. Hendes forældre er Ole Ditlevsen og Maren Christensdatter.

Ole Bertelsen står allerede som ungkarl og fæster i Skraverup da de bliver gift så han har allerede på dette tidspunkt været bosat i sognet. Så i 1834 er husstanden således:

Ole Berthelsen husmand
Bodil Olsdatter husmoder

Maren Olsdatter ( døbt Berthelsen) datter født 5 marts 1833 Skraverup

I 1940 har de fået et barn mere Ane Marie Berthelsen født 25 november 1935 Skraverup. Husstanden er således:

Ole Berthelsen 40 Husmand
Bodil Olsdatter 35 Husmoder
Maren Olsdatter 7 datter
Ane Olsdatter 5 (også døbt Berthelsen)

Husstanden i 1845 er der ikke de store forandringer:

Ole Berthelsen 45 født Karrebæk sogn, husmand og daglejer
Bodil Olsdatter 40 født Karrebæk sogn, hans kone
Maren Olsdatter 12 født Fodby sogn, datter
Ane Marie Olsdatter født Fodby sogn, datter

 

Hustanden 1850 her er Maren flyttet, hun er tjenestepige hos Hans Rasmussen og Maren Kirstine Nielsdatter, Fodby det er en gård der i sin tid lå efter købmanden Søndervej. De havde jord langt ude mod Bistrup.

Hun bliver i 1859 den 18 marts, med Anders Olsen fra Karrebæk.

 

Husstanden er således:

Ole Berthelsen 50 Karrebæk Sogn, husmand,
Bodil Olsdatter 45 do husmoder
Ane Marie Olsdatter 15 Fodby Sogn, barn

Ole Berthelsen dør 24 sep. 1859 59 år gammel. Ane Marie Berthelsen (Olsdatter) bliver gift med Christen Olsen fra Karrebæk, i Fodby kirke 4 november 1859. Christen Olsen er født den 16 august 1829 i Karrebæk og hans forældre var Ole Andersen og Bodil Hansdatter. De flytter ind hos Bodil Olsdatter der nu lever af jordloden.

I skiftet står der:

Anmeldelsen

År 1859 den 25 september blev det anmeldt at gårdmand Ole Berthelsen i Skraverup i går er død 59 år gammel, efterladende sig hustru Bodil Olsdatter og i ægteskab avlede børn,

En datter Maren Olsdatter 26 år gift med Anders Olsen Karrebæk

En datter Ane Marie Olsdatter 24 år.

Men får ???? Samtykke ???? I uskiftet bo.

Husstanden er således i 1860

Bodil Olsen 55 Karrebæk sogn, husmandsenke, husmoder
Christen Olsen 31 do hendes svigersøn
Ane Marie Berthelsen 25 Fodby sogn, hendes datter

I tiden indtil 1870 har Ane og Christen fået 2 børn:

Maren født 11 november 1860 og Ole født 2 november 1864

F. T. 1870
Bodil Olsen 55 husmandsenke husmoder
Christen Olsen 41 arbejdsmand husfader
Ane Marie Berthelsen 34 hans kone
Maren Kirstine Christensen 9 deres barn
Ole Christensen 6 deres barn

De får endnu et barn Jens Christensen født 4 August 1875.

F. T. 1880

Bodil Olsen 75 husmandsenke, lever af sin jordlod,
Christen Olsen 51 hus bestyrer
Ane Marie Berthelsen 44 hans kone
Jens Christensen 4 deres barn

Maren er flyttet efter hun er konfirmeret til Glumsø, og Ole er nu tjenestedreng hos Jens Nielsen og Ane Dorthe Nielsdatter Skraverup.

Bodil Olsdatter dør 9 apr. 1880, og i skiftepapirerne står der følgende:

År 1880 den 10 april.

Samme dag anmelder gårdbestyrer Christen Olsen, at hans svigermoder husmand Ole Berthelsens enke Bodil Olsdatter 75 år er i går afgået ved døden ???? Aftægt for anmelderen, efterlader sig ikke tilstrækkelig til begravelsen.

De får endnu et barn 2 oktober 1880 Niels Peter Christensen.

F. T. 1890

Christen Olsen 60 husfader, husmand, jordbruger
Ane Marie Berthelsen 55 hans kone
Jens Christensen 14 barn
Niels Peter Christensen 9 barn

I år 1900, bliver der opført et stuehus med sidebygning på Saltø Skovvænge 41, den jord Christen Olsen havde. Så de er formodentlig flytte der om, og det gamle hus er sikkert revet ned omme i Skraverup.

 

F. T. 1901

Christen Olsen f. 16/8 1829 Karrebæk , 
Ane Marie Olsen f. 25/11 1835 Fodby sogn
Jens Christensen 4/8 1875 Fodby sogn

Niels Peter er flyttet han bliver konfirmeret i Karrebæk så noget tyder på at han har været i tjeneste der nede.

Jens Christensen bliver gift med Sidse Jørgensen i Karrebæk den 13 september 1904. Hun er datter af husmand Hans Jørgensen og hustru Karen Pedersdatter. Hun er født 13 september 1875 i Karrebæk. De får en søn, Hans Christensen født 10 juli 1905 i Skraverup.

Christen dør 21 nov. 1910, og i skiftet står der:

År 1910 den 21 november anmelder husmand Jens Christensen af Skraverup at hans fader lejehusmand Christen Olsen i går er afgået ved døden 81 år gammel. Afdøde der var under alderdomsunderstøttelse, efterlader sig ikke større værdier, end der vil gå til begravelsen, der bekostes af afdødes enke Anne Marie, født Berthelsen til hvem boet derefter på anmelderens begæring derefter bliver udleveret.

F. T. 1911

Jens Christensen
Sidse Marie Christensen født Jørgensen 13/ 9 1875 Karrebæk
Hans Christen Christensen f. 10/7 1905 Fodby sogn
Ane Marie Olsen slægtning Jens Christensens moder.

F. T. 1916

Jens Christensen
Marie Christensen
Hans Christensen
Ane Marie Olsen slægtning

Ane Marie dør 27 7 1916, i dødsanmeldelsen står der:

År 1916 den 28 juli anmelder husmand Jens Christensen skraverup at hans moder ane Marie Berthelsen enke efter Christen Olsen der døde 20 november 1910 er afgået ved døden den 27 juli 80 år gl. afdøde ejede ikke store værdier end der vil medgå til begravelsen der bekostes af anmelderen derfor har begæret boet udlagt. Boet er udlagt som begæret.

Folketællingerne 1921, 1925, 1930 er enslydende
Jens Christensen landbruger
Marie Christensen hustru

Jens dør 8 maj 1959

Sidse Marie dør 16 apr. 1937

Hans Christensen bliver gartner i Hjortekær i Lyngby det ligger inde ved dyrehaven, der lå omkring 10 gartnerier ved dyrehaven. Han bliver gift med Karen Kirstine Andersen født 28 november 1907, hendes forældre var gartner Oluf Peter Andersen og Oda Mathilde Henriette Høgelund. De bliver gift i Kongens Lyngby den 25 december 1928.

De overtager stedet, Saltø Skovvænge 41 og får skøde 15-2 1943, købesummer er 8550 kr. der er 3 ha. Og 6684 m2. Det bliver et lille handelsgartneri.

 kirkebøger folketællinger akavalier online john larsen jette melgard