Fodby sogn under 2 verdenskrig.
Under 2 verdenskrig var der Rationeringsmærker, mørklægning og knaphed på visse vare. Ellers mærkede man ikke meget til besættelsen, i Fodby sogn. Drengene blev udstyret med Træsko og træskostøvler, og skosåler blev forsynet med jernbeslag på tå og hæl. Fædrene fik deres jakkesæt vendt.
Et akut problem var cykeldæk og slanger og nogle puttede halm i dækkene, hvis de ikke kunne få slanger til cyklen. De blev ofte lappet mange gange, og hvis det gik helt galt kunne man køre på faste dæk.
For eksempel af træ. Cyklen var en forudsætning for at kommer rundt i sognet, hvis man da ikke lige havde en hest og vogn. Ellers tog man toget fra Fodby station og håbede på at der ikke var sabotage den dag.
Nogle få havde hamstret kaffe, men de fleste havde ikke kaffe. Man forsøgte sig med forskellige erstatnings produkter, så som Danmark eller Richs. Ja nogle forsøgte selv at riste Cikorie eller byg på en pande og lave kaffe af det.
Når man skulle bage, var der ikke hvedemel nok, så brugte man bygmel at bage med. Man havde for det meste en gris eller to som man slagtede og lavede blodpølse og deslige af.
Tobak kunne man heller ikke få og det ramte rygerne hårdt. Man røg tørrede kirsebærblade, i en pibe og det kunne godt bruges. Nogle prøvede at dyrke tobak, med mere eller mindre held.
Sæbe var også svært at få, så nogle lavede selv sæbe. Noget skrækkeligt sæbe der ikke kunne bruges til håndsæbe. Opfindsomheden var stor når det gjaldt om at erstatte andre produkter. Eks. Brugte man fiskeskind til sko, da man ikke kunne få læder. Man brugte tørv til at fyre med, da man ikke kunne få kul.
Priserne steg voldsomt under krigen, når der var meget få vare, var der mange der var villig til at betale store summer for at for de dem. De betød at den almindelige mand havde svært ved at betale, for det de havde brug for.
Salget ved stalddørene steg voldsomt, selvfølgelig var det ulovligt, men så behøvede landmanden ikke sende det til byen. Der opstod også det man kaldte bukkevare. Det var vare købmanden satte til side og solgte til særligt udvalgte kunder, ofte uden rationeringsmærker. Navnet bukke vare skyldtes, at købmanden skulle bukke sig ned under disken for at finde varen.
Folk kom også mere samme under krigen, her i Bistrup opstod Ungdomsforeningen. En halv snes unge, samlede i Bistrup skole. De ville drøfte om det var muligt at danne en Ungdomsforening. Man blev enige om at indkalde til et møde i Bistrup skole.
Der mødte ca. 30 unge fra Bistrup, Skraverup og Stenbæksholm op. Man blev enige om at oprette foreningen og der blev valgt en bestyrelse bestående af 5 medlemmer.
1. Lærer Høgsvig, Bistrup, formand, Kasserer .
2. Frede Hansen, Skraverup, næstformand.
3. Kirsten Larsen, Almagergaarden, Stenbæksholm.
4. Erna Nielsen, Bøvingslyst, Bistrup.
5. Kontorist A. Hansen, skovridergården, Saltø skov.
Man holdt foredrag , sang den Danske sang skat, spille komedie og skuespil, der blev opført på skolen eller i Forsamlingshuset for hele sognet. Man holdt fællesmøder for alle i skoledistriktet, med tombola og foredrag. Man lavede cykelture heldagsudflugter, men man sørgede for at komme hjem før spærretid.
Efterhånden kom der også mange fra Fodby til møderne, man havde simpelthen et behov for at være sammen og værne om det Danske.
Fra slutningen af Januar 1945 Blev der ved Rappenborg skov kastet våben ned. Her havde ejeren af Karrebærstorp teglværk, stillet et tomt hus bag teglværket til rådighed, til opbevaring og ompakning af våbnene. På Saltø mark var der en mergelgrav til de tomme containere. Da man havde fyldt den op sejlede man dem ud på havet og druknede dem.
Senere blev de fisket op og genbrugt blandt andet til lukomstønder og drikketrug, faldskærmene blev i første omgang gemt på overdrevsgården og senere druknet på dybt vand.
Natten mellem den 21. Og 22. Februar var der planlagt nedkastning for første gang ved Dronning Margretes høj nord for Rappenborgskoven. Kodeordet Daniel kom i den første aftenudsendelse, og snart efter var modtagegruppen alarmeret.
Jeg ved at mor hadede disse nedkastninger, mor og far boede hos morfar og mormor på dette tidspunkt. Morfar havde en mindre gård nede ved Saltø, så de boede lige i nærheden af hvor der blev kastet ned. Der blev en nat buldret på døren, man spurgte om far kunne komme og hjælpe til med at fælde et par træer. Nogle af falskærmene var landet i træerne. Far arbejdede på dette tidspunkt i skoven.
Man fik hurtigt savet træerne omkuld, som faldskærmene var landet i. Mor var rædselsslagen, for hvad nu hvis far blev taget og i værste fald skudt. Hvornår kom der en tysk patrulje og bankede på døren og slæbte far med. Far havde jo se nogle af de der var med og kendte nu til en hel del omkring nedkastningerne.
Når der var nedkastninger kunne far og mor ikke sove, de kom 2 gange for at få far til at fælde træer. Hvad morfar sagde til tingene, ved jeg ikke.
Når far talte om det, var der et særligt lys i hans øjne, men mor lukkede af og sagde det var forfærdeligt. Far viste os hvor træerne var fældet og i hvilken mergelgrav de tomme containere var smidt i.
Der var heller ikke mange der viste hvad Bistrup skole gemte under krigen lærer Høgsvig fortæller:
Min kone vågner en nat ved en banken, og lukker op. Ude i mørket står en høj mand og siger: