Historien om fodbygård.

Fodbygård var en gammelt sædegård. En sædegård er en stor gård hvor ejerens kunne bo. Til sædegården var knyttet nogle privilegier, først og fremmest skattefrihed og tiendefrihed for jorden. Indtil enevældens indførelse i 1660, var en sædegård forbeholdt de adelige. Derefter kunne alle eje en sædegård forudsat at den havde mindst 200 tønderland hartkorn indenfor en afstand af 2 mil.

Fodbygård er nævnt første gang i 1272, og voldstedet af det ældre Fodbygård ligger vest for det gamle Fodbygård mellem landevejen og Bøssevænge skov, ca. 4 km. Nordvest for Fodbygård.

Fodbygård bestod af en firkantet gårdtomt, ca. 140x140 m , omgivet af en gravsænkning, Voldstedet blev udgravet af Nationalmuseet i 1950-erne, her blev der afdækket rester af et stenhus, 20 x 13 m, med kælder og dele af stolpebyggede huse, bindingsværkshuse og brønde. Alle bygninger er omgivet af både en indre og en ydre voldgrav. Man fandt også en jordfæstegrav fra yngre romertid inden for voldstedet.

Manden der havde gården var Oluf Lange, han var biskoppens foged, på Fodbygård og Bjernede. Det var Len under Roskilde biskoppen, og Fodby Len var et temmelig stort gods. Under dette hørte hele Fodby by med dens 20 gårde og 3 gårdsæder (en jordlejer eller husmand) og dernæst samtlige gårde i Bistrup og Skraverup byer der var 14 og 5 og 2 gårde i ydernes. Så var der 3 gårde og møllen i Holløse og Guderup by med dens 3 gårde. Og til sidst Ebbe mølle med Ebbegård.

Oluf Lange har stedet indtil 1310 hvor efter hans søn overtager det Ole Olufsen Lunge. Det er altså et len der arves, og han har det til 1340 hvor Jep Olesen Lunge får det overdraget. Jep Olesen Lunge har det indtil 1370, hvor efter man i en periode ikke ved ret meget om stedet, ud over at det stadig hører under Roskilde Biskoppen.

Så i 1536 har kronen fået overdraget stedet, og bønderne i Fodby, Bistrup og Skraverup blev under reformationen lagt ind under Saltø. Reformationen er betegnelsen for den omvæltning af kirken der skete i 1536, da man overgik fra katolicismen til protestantisme.

Fodbygård blev forlenet til kongens ridebud Laurens van der Mølle og hans hustru Karen Nielsdatter. De ligger begravet i Fodby kirke men gravstenet er nu borte, men den blev afskrevet i en præsteindberetning 1755. Stenen lå udenfor koret og forsvandt efter 1917.

Laurens van der Mølle skulle afregne Fodby len med:

165 skæpper, 24 pund rug og byg.
12 ½ grise
6 ½ får
12 ½ lam
6 ½ gæs
92 høns.

I 1598 fik lensmanden på Saltø gods ordre til at lægge den ledige Fodbygård ind under Saltø og bortfæste den. Det blev Mikkel Andersen og slottet i København skulle have 24 kapuner (kastreret Hane). Siden nævnes Anne Gødske i 1621 og senere Annike Parchmands året efter. Fodbygård overgik til Roskilde kapitlet og blev under dette til efter Svenskekrigene.

Under Svenskekrigen 1657-60 belejrede Svenskerne Harrestedgård, og de svenske ryttere var spredt over Hyllinge , Vallensved Førslev M.fl. Sogne. Da de efter fredsslutningen drog hjemad fulgte de landevejen forbi Fodbygård.

Her stod den daværende beboer Poul Christensen, i sin stal og kikkede på den gennem en halvdør, da en af rytterne skyder ham en pil i brystet. Det sker den 19 februar 1660. Han blev begravet i Fodby Kirke, med en grå sandsten som tidligere lå i skibets gang nu i våbenhuset vestvæg.

Marinus Hansen står som fæster i 1662 og det er sognepræsten i Roskilde Jens Frandsen Trojel der havde den i forvaltning. Som den næste ejer står Otto Pogwich, han var officer, og varetog forsyningerne under Københavns belejring. Han var medlem af krigskollegiet og var generalkrigskommissær for hele landet. Han blev assessor i højesteret samme år han købte Fodbygård. Han var ejer af en lang række herregårde, men hans private økonomi var så dårlig, at statens revisorer tvang han til at sælge gården og alt indbo. Han skyldte staten 16000 rdl., og var til sin død gældsarresant, hans søn gik da også fra arv og gæld.

Gården bliver solgt i 1694 til amtmand og kommandant på Bornholm, Johan Didrik von Wettberg. Han solgt den imidlertid videre til Jørgen Arenfeldt til Rugaard. Han var den berygtede heksejæger, som anvende tortur i sin forfølgelse af personer han mente var hekse. Han sælger dog gården videre til assessor Hans Drejer tillige med sortebrødrgaarden ved Næstved. Men da han tabte to retssager vedrørende jordskyld til købstaden, gik handlen tilbage igen.

I 1701 sælger Jørgen Arenfeldt det for anden gang til søløjtnant Erik Olsen Lygaard. Men da han siden hen bliver guvernør på guineakysten, sælger han både Sortebrødregaarden og Fodbygård med tilliggende gods til Frederik Schøder.

Så i 1711 kommer gården atter i handlen , men der blev dog ikke nogen ændring i ejerforholdet, da der var skifte over Christine Suur, Schrøders salige kærste, som havde haft gården et års tid. Fodbygård, Fodby og Skraverup blev sat på aktion, købt af Frederik Schrøder. Tænk at man bare solgte hele byer på aktion, men mennesker og det hele.

Næste ejer var Næstved købmanden Wilken Hornemand i 1712, som solgte i 1723 til Carl Adolf Plessen. Var en af kong Frederik den 5 rådgivere. Var venner med prins Carl og prinsesse Sofie Hedvig, Var reformvenlig og oprettede 16 skoler på sine godser til bønderne børn. Dør 1758 hvorefter Frederik Christian Plessen arver det. Det er dog en del af det Plessenske Fidikommis Godser.

Godset brænder i 1770 det er på dette tidspunkt en fire lænet gård opklinet af ler og med stråtag. Fodbygård flytter til sin nuværende plads.

I 1771 har Slægten Plessen det stadig, dog er det Christian Ludvig Scheel von Plessen der har det, og han sælger i 1803 til Peter Johansen de Neergaard. Der straks sælger det videre til Severin Stegler.

Severin Stegler overgiver sine rettigheder til Lars Olsen der var Købmand i Køge. Med gården fulgte 25 ½ td. Og med gården fulgte Fodby Kirke, 18 arvefæstegårde i Fodby, tillige med Ebbegaard og Ebbe mølle. Endelig var der 5 huse med jord på Fodby Old.

Gården er på dette tidspunkt hurtigt i handel igen i 1805 solgte Lars Olsen gården for 47000 rdl. til forvalter Jakob Christian Møller. efterfølger blev forpagter Niels Lund i 1818, hvis søn overtog den.

Nicolai R. Lund afhændede den i 1855 til Baroniet Gavnø, for 90.000 rd og ved Otto Reedtz-Thott død i 1863 blev den ved en aktion solgt til 100.250 rd, til H. E. Lage.

Hans enke solgte det igen da han var død i 1879, til Holger Reedtz for 275.000 kr. Holger Reedtz solgte det i 1886 til samme pris til H. L. Thomas Bencard, der var rentier. Denne solgte det videre i 1911 til H. E. Pille.

Efter Pille var greve Jørgen W. Ahlefeldt - Lauervig ejer af Fodbygård fra 1954 til 1963. Hvorefter direktør Arne Rendow købte gården. I 1966 køber Bøje Taagaard Nielsen gården, og i 1983 Køber Klaus Birger Liijegren Jonsson gården. I 2005 er ejeren Lone Annette Jonsson.

Takke forskellige Ildebrande er Gårdens bygninger nu af nyere Oprindelse. I 1905 brændte udlængerne, med den skånede hovedbygningen af bindingsværk. Denne blev ved ombygning omdannet som et led i avlsbygningerne.

I 1959-60 brændte den atter og blev genopbygget med morderne installationer. Den nuværende hovedbygning er opført, efter en brand i 1941.

Om Fodbygård.

Ud i Fodby Sogn er en liden hegnsgård kaldet Fodbygård. Liggende tæt ved landevejen til Næstved, af hvem denne er bygget vides ikke. Huset var næsten overalt af klinet ler og alle 4 længer tækket af strå.

Græs og markindretninger timelig god, men udsæden er kun ringe og desuden skal der svares tiende af alt hvad der arves. Ved gården er et liden vænge med underskov.

Om ejeren og beboerne har jeg ikke kunne finde nogen synderlig efterretning, undtagen disse få , som sig af kirkebogen og mundtlig beretning har samlet.

Laurits Bud som døde 1562 og hans enke som beboede gården til hendes død i 1592.
Anders Michelsen døde 1656.
Povel Christensen som døde 1660.
Hr. Otto Pogwish Lensmand over Saltø len.
Hr. Peder Retes
Hr. Arenfeldt.
Fru Edel Urne Mund som boede på Fodbygård 1697
Hans Drejer på Sortebrødergården Næstved
Frederick Schrøder som bor samme sted

Wilken Hornemand købmand i Næstved, som solgte gården Fodbygård til Hr. excellence hr. over kammer herre von Plessen.

Følgende beretning er skrevet og fundet af Læge Anton Marinus Christiansen.

4 December 1905.

Næstved Tidende 5 December 1905.

Søndag morgen ved halv otte tiden, mens mørke og en klam tåge, endnu hvile over Fodby egnen. Bemærkede man et ildrødt brandskær ud i retning af Fodbygård. Det var Fodbygård der brændte.

I den store ladelænge, der var fyldt med utærsket byg og agerfrø, begyndte det at brænde lidt før halv otte tiden. Godsejer Bencard og gårdens forvalter var netop på det tidspunkt i færd med at indtage morgenkaffen.

De løb naturligvis til laden, og forsøgte at slukke ilden. Men den havde allerede på dette tidspunkt fået godt fat i det brandbare materiale der var på loen. Loen stod hurtig i flammer, og bredte sig hurtigt mod syd i retning af hestestalden. Der var derfor ikke andet at gøre end at forsøge at redde besætningen.

Staldkarlen fik ved egen hjælp de 14 heste ud, samt 1 føl. Derefter gik man under godsejerens og forvalterens ledelse i gang med at få kvægbesætningen og svinene ud. Dette forgik ved hjælp af de mandskab der nu en gang befandt sig på gården.

Det lykkedes at få hele besætningen ud, før ilden begynde at knitre i træ lofterne, ca. 75 malkekøer en del ungkvæg og kalve, samt alle svinene. Bygningen lå mod nord og var indrettet efter nutidens krav til en stald af denne art. Det kneb dog med at holde kalvene og svinene borte fra de brænderne bygninger, de forsøgte gang på gang at vende tilbage til deres gamle herberg. De blev siden kørt til en gård i Lille Næstved som godsejeren ejede.

En halv time efter at branden var opstået, stod den nye ko og svine stald i brand. Det tog lang tid inden brandmandskabet kom til stedet, og endnu længere inden der mødte nogen sprøjter. Det var dog tvivlsomt om man kunne redde noget da det var bindingsværk og strå. Den første sprøjte var Fodbys den kom 3 kvarter efter branden var opstået, derefter kom Vallensveds sprøjte og 5 kvarter efter Herlufsholms sogns sprøjte, der kun stod en lille halv mil væk. Næstved brandvæsen kom trillende et stykke op af formiddagen.

Hovedbygningen blev forskånet for ilden og en endnu ældre bygning, der lå mod syd lige overfor kostalden blev redet. Den benyttestil bolig af forvalteren, kusken, gartneren.

Dette og så Hønsehuset blev tilbage, hestestalden og laden brændte ned til grunden. Kostalden der også indeholdt svinesti mejeriet med ishus og fodermagasinet, blev der kun de nøgne mure tilbage. Kostalden var opført i 1879 af Otto Reedtz Thott.

Hvordan branden er opstået ved man ikke, politiet havde hele dagen igennem afhørt folk på brandstedet. Men uden resultat, og man mener derfor af den kunne være påsat.

En stor mængde mennesker fra omegnen kom i løbet af dagen til stedet men køretøjer og brandtønder. Men dette var forgæves, og vejen ud over Gedebjerget var søndag aften, videns byrd på at den havde været genstand for vognkørsel og folkevandring, da den var forvandlet til det rene pløre.

Hovedbygningen på Fodbygård brændt .

En af de mest fremtrædende ejere af Fodbygård var Otto Pogwisch. Født ca. 1610. Hans fader var Hans Pogwisch og moderen var Karen Lauridsdatter Brockenhuus. Han ejede i sin storhedstid ca. 21 herregårde.

Under Københavns belejring, udmærkede han sig ved stor tapperhed som leder af adelskompaniet, der rummede veluddannede og modige adelsmænd. Han var en af de unge adelsmænd som Christian den 4 havde udvandt sig, til at varetage specielle opgaver inden for administrationen. Allerede i 1640 var han blevet hofjunker og var under krigen i Skåne fændrik ved hofkompaniet.

Da Frederik den 3 fik magten, stod han i forreste række, da der skulle uddeles embeder. Han var lensmand på Frederiksborg, og fik overdraget hvervet Generalkrigskommissær og fik hermed hele hærens forvaltning under sig.

Det var militæret der skulle bruge, de fleste penge, der blev betale til

Skatteopkræverne. Men skatteopkræverne magte ikke opgaven, de fik prygl og blev overfaldet, så Pogwisch satte hæren til at opkræve skatter med gevær. Det blev han absolut ikke populær af, han blev afskyet.

I 1649 gjorde han et godt parti, ved at gifte sig med Anne Cathrine Parsberg. Hun var datter at den politiske fremtrædende Oluf Parsberg. En anden af hans døtre var, gift med Laurids Ulfeldt, en broder til Corfitz Ulfeldt og havde således tilknytning til “svigersønnens parti“. Hans leveregler var at smigre hos alle som havde magt. Dette fald mange for brystet, der blev således talt om Parsberg og hans følge af logrende hunde. Heriblandt var altså Pogwisch.

Parsberg lånte en sum af 40000 rigsdaler af Ulfeldt, lige før denne flygtede, det var uden tvivl for at forhindre at staten konfiskerede pengene. Så det blev staten, man skyldte pengene. Men Parsberg døde umiddelbart efter og det blev Pogwisch der hang på gælden til staten.

Pogwisch havde i forvejen en dårlig økonomi, havde et stort forbrug, og spekulerede i herregårde. Det gav dog bagslag, under Svenskekrigene ødelæggelser.

I 1680 blev der sat revision på ham og de viste sig at han skyldte kronen 16000 rigsdaler. Det beløb blev beordret indbetalt øjeblikkelig.

Han stillede sit fornemme hus og kostbare indbo til auktion i København, herregårdene var for længst belånt, og det lykkede ikke at indfri gælden.

Det var en tung vandring for en af de mægtigste mænd i landet, ved siden af to retsbetjente at vandre i gældsfængsel, hvor han blev spæret inde med alskens krapyl. Det var så hårdt for han at han tog død i 1684, Begravet i Århus Domkirke.

Det var et sørgeligt endeligt for en så fremtrædende mand. Tilbage af de 21 herregårde han hade han kun Fodbygård, der var i en så ynkelig tilstand at den blev drevet af en forpagter, som havde som folkehold 1 tjenestepige og en halvvoksen tjenestekarl.