brylup mor og far

Mor og fars historie



Far er født i Fodby hvor forældrene var forsamlingshusværter og passede telefoncentralen. Faderen var desuden ringer og graver. Faderen var Hans Peter Larsen født 29 december 1874 i Saltøby og moderen var Maren Kirstine Marie Larsen født Stenbækaholm den 18 november 1887.

Far havde almindelig skolegang og er konfirmeret 7 oktober 1934. I sin skoletid havde han det ikke let, han var ordblind og lavede derfor en del skarnsstreger. Det kostede ham en del eftersidninger og bank med spansrør.

Han fortalte om en gang til nytår hvor de var nogle drenge ude og lave halløj. De skilte en hestevogn ad og bar den op på gårdens ladetag, og samlede den igen. Problemet var bare at gårdmanden havde set hvem der gjorde det, så farmor blev underrettet , og så måtte de op på taget og få den ned igen.

Efter konfirmationen kom han ud at tjene hos en gårdmand i øllerup. En dag hvor han sov til middag, blev han vækket af en kraftig brand og han var ved at indebrænde. De beskylde ham for at sætte ild til gården, men dette var dog ikke sandt for som far sagde hvorfor skulle han dog lægge sig til at sove hvis han viste at han skulle indebrænde. Far rejste samme dag ville ikke være der, han havde mistet alt under branden.

Derefter kom han til Tåstrup og var hos Julius Petersen, indtil han blev soldat. Han var hos husarene i København, hvor de den 9 april blev sendt til nordsjælland, hvor de så Tyskerne komme unden at nmåtte gøre noget. Han blev hjemsendt og senere genindkaldt i efteråret 1940.

Før han bliver soldat møder han mor i Fodby forsamlingshus, hvor der var dans.
Mor Olga Svensson er født 8 maj 1921 i Vedskylle og døbt i Tjæreby. Mormor og morfar flytter så til Saltø hvor mor kommer ud at tjene på møllegården i Saltø, hun er da 13 år og længtes forfærdelig hjem, skønt hun kunne se hjemmet fra sit værelse.
 
Hun er der i 3 år, og kom så til Stubberup hos gårdejer Per Larsen og havde rengøring hos sønnen Kres. Der var hun i 1½ år indtil hun flytter hjem til forældrene i Saltø på grund af graviditet. Mor sagde "det var et guds under at jeg måtte komme hjem" citat slut.
 
Per Svensson var meget ærekær og konservativ, det var kun fordi mors broder Svend Holger Svensson skrev hjem og sagde at han ville sørge for hende, hvis de ikke ville, at det kunne lade sig gøre, at hun kom hjem.
Morfar ville have de skulle giftes med det samme, men det ville hverken mor eller far de syntes de var for unge (17-18) år.

Far kom der under hele forløbet og har ikke på noget tidspunkt svigtet mor. De blev forlovet 23 december 1940 og min ældste broder er født 28 marts 1939 hos mormro og morfar, og lad mig lige sige at min ældste broder var alle dage mormor og morfars øjesten.

Far bliver indkaldt igen 1941 til militæret, mor er hos forældrene og da far kommer hjem maj 1942 bliver de gift den 13 juni 1942 i Vallensved kirke. De var hos mormor morfar indtil 1948 hvor de flytter ind i Bistrupgade 44-46. Far arbejder i skoven og malker hos Holger Poulsen. Han gik i skoven under krigen og har været med til at fælde træer med faldskærme i.
 
Han har ellers arbejdet på banen og hos tømrer Gerner Larsen Bistrup. I november 1948 flytter de ind i Bistrupgade 29 og her bliver de og får 8 børn hvoraf 2 er syge af muskelsvind og døde tidligt. I starten af 50-erne kommer far på Maglemølle og er der til han bliver pensioneret som 60  årig.

Livet var svært økonomisk med 8 børn og deraf 2 syge, men trods alle sorger og modgang har de haft et godt liv sammen, hvor de har støttet hinanden i gode og dårlige tider.
Far dør 67 år gammel slit op og meget syg.
Mor dør som 83 årig efter at have været pensionær hos sin søn og datter.

Hverdagsliv i familien Larsen

Mor og far har haft huset siden 1948, hvor de flyttede ind her med 3 børn.De lejede huset af Saltø, og købte først huset i 1960 for 12.500 kr. Der var et køkken, et soveværelse, et lille kammer, en hverdagsstue, og en stadsstue. Der var lokum omme i brændehuset, som far tømte og mor hun skurede til den store guldmedalje.

Alle mine brødre har boet i det lille kammer, efterhånden som de blev store nok, til at flytte ind der,det var et rum på 3 gange 4 meter, og til sidst stod der 4 senge. Der var ikke meget plads til overs derinde, men jeg tror at drengene havde det udmærket.

Far måtte hver nat vække en af drengene, for at få ham til at gå ud at tisse. Ellers sov han, og kunne ikke mærke at han skulle tisse. Til sidst byggede far et rum oppe på loftet, og så flyttede nogle af drengene der op.

Vi havde ikke noget fjernsyn før langt oppe i tiden, nej vi hørte hørespil i radioen, og vi sad klinet til den radio. Vi hørte gøngehøvdingen, og andre børnebøger, eller krimier eks. Skriget og far han skulle altid høre middagskoncert med Palmehaveorkestret.

Far arbejdede på Maglemølle og kom træt hjem, og tog en lur foran kakkelovnen efter aftensmaden. Der var ikke mange penge i vores hjem, så vi fik tit mælkegrød eller rigeligt med kartofler, og knap så meget kød.
Mor havde nok at gøre med vores syge lillesøster. Hun havde muskelsvind, og kunne ikke gå og kunne dårligt sidde op. Hun havde ikke mange kræfter og skulle hjælpes hele tiden. Hun var tit syg af lungebetændelse og andet. Da hun døde som 7 årig, kom mor over hos Emil Madsen, hvor hun arbejdede med frilands grønsager.

Drengene byggede tit huler, de havde bygget en hel borg ude i skoven  sammen med fætter Jens, hvor de tit legede.
Ellers skulle skolen passes: De fleste har haft Høgsvig, og ind imellem har der også vanket øretæver af ham. En af dem husker særligt en gang, da han fik en øretæve af ham. Drengene havde spillet fodbold i frikvarteret, og da det var slut, skulle de have gymnastik. En af drengene skyder til bolden og vinden tager den og rammer ham i nakken, og så vankede der en øretæve.

Tit og meget ofte fik vi våde fødder eller vi faldt i gadekæret, fordi vi skulle springe fra sten til sten, eller skubbe til en isflage. Men der er aldrig nogen der er druknet.

Far kørte på mortorcykel, en NSU. En gang da far havde fået en flænge i panden, kørte han på skadestuen på mortorcyklen, eller han satte en af os op bag på cyklen og så af sted til lægen.

Når mor skulle vaske, forgik det ved at hun kogte tøjet i en gruekedel vi havde og så stod hun ellers med vaskebalje, vaskebræt og skurede. Det var hårdt arbejde, at få tøjet rent, og jeg ved at mor hadede det.

I køkkenet stod der et gammelt komfur med en kentaur på ovnlågen, en mand der var halv hest og halv mand, hvor mor lavede al maden vi fik. Da far syntes at nu kunne det være nok med det gamle komfur, købte han et gaskomfur. Men mor ville ikke have det, hun ture ikke tænde det, med montøren der satte det op sagde
"jeg bliver her indtil du har tændt det, om det så tager hele dagen" og så måtte mor jo give sig, og så må jeg lige sige at vi ikke fik gaskomfur før 1965.

En af mine brødre flækkede en finger på langs ved at hukke ris til konfuret, så var det af sted til lægen igen.
Til nytår blev der altid lavet en hel del sjov i gaden, vi gned korkpropper mod Anders vinduer, det var hævn for alle de gange han havde drillet os i løbet af året, han blev gal og rendte efter os.

Ellers hejste vi diverse ting op i flagstænger.Så som havelåger, cykler osv. Der blev også flyttet rundt på diverse ting, så folk havde de forkerte ting når de vågnede. Vi ødelagde ikke noget, vi drillede bare.
Vi sendte også tit nogle af de små unger i brugsen efter tøjrpælefrø eller andet der ikke fandtes. Brugsmor tog det pænt, og gav gerne lidt slik.

Mor og far havde urtehave i hele haven, kartofler og atter kartofler. Da de kom var der skræpper over det meste. Der var et vidunderligt æbletræ med sommeræbler, desværre blev det sygt så det blev fældet. Der var også to store kirsebærtræer som vi plyndrede. 

En af drengene var en dag nede og spise stikkelsbær nede i haven og han brugte endnu sut: Han smed sutten der nede. Sikke et mas mor havde, med at få drengen til at sove, hun visdte jo ikke hvor den sut var.Siden den dag har han ikke brugt sut mere.

Vi er ind i mellem kommet til skade når vi legede. En af drengene faldt op ad trappen, røg lige ind i dørkarmen og flækkede panden, så af sted til skadestuen, og vi måtte over til Anders.
Sommer aftnerne var lange og varme. Vi samledes gerne oppe på bakken ved Merizhøj, og snakkede med de andre børn i byen. Vi spillede boldt eller tog Land.
Ellers gik livet som hos alle andre i byen, med de sorger og glæder som det nu en gang byder sig her i tilværelsen.   
 Se det var lidt om livet her i nr. 29.  

Mere om familien Larsen



Far havde 2 forskellige motorcykler. En NSU og en DKV. Han kørte på arbejde på dem. Mor og far kørte til dørtræk i Karrebæksminde, hvor de så Morian køre ræs. Mor og far fik plads lige i et sving, så de blev snavsede og oversprøjtet af at stå der. De havde haft det dejligt, og jeg husker at jeg en gang spurgte mor, hvorfor hun dog gad det. Hun svarede, at det var rart og godt ind i mellem kun at være de to sammen.

De tog også til fodboldt. De kørte til Odense en gang på motorcyklen for at se Næstved spille. Far var glad for sin mortorcykel.
Senere skiftede han motorcyklen ud med en bil. En Morris varevogn. Det var mere praktisk at have bil, når man havde så mange børn.

En gang vi havde været oppe i Hyllinge at besøge morfar og mormor, havde vi æbler med hjem og på vejen hjem, løb der en dreng over vejen i Tåstrup. Far bremsede og æbler og unger røg rundt i vognen. Ingen kom til skade hverken bil eller nogle af børnene.
 
Vi kørte ellers på cykel til Hyllinge, for at besøge mormor og morfar. Drengene blev altid klippet i Hyllinge, mens vi var hos morfar og mormor.
Morfar havde nogle dejlige store stikkelsbær nede bag i haven. Jeg husker også morfars brændestak. Den var rund og var helt sikkert Hyllinges flotteste stak. Den stod altid snor lige. Der var ikke et stykke brænde der lå forkert. Om vinteren var vi ovre på Hyllinge gadekær og løbe på isen, sammen med de andre børn fra Hyllinge.

Mormor var ofte syg, hun var slidt op. Jeg husker at i køkkenet havde hun nogle hvide broderede stykker stof, syet med blå korssting og de hang ved komfuret og på væggen. De var altid sne hvide, strøgne og stivede.
Jeg husker de havde nogle stole med rødt plys på. På væggen over en divan hang der et vægtæppe. De havde også en gyngestol, som jeg altid syntes var den bedste at sidde i.

Op ad morfars hus voksede der vinranker som morfar omhyggeligt passede, og klippede ned hver år. Han blev altid kaldt Peter Svendsen i Hyllinge, hvad han også bliver kaldt i folketællingerne. Han havde et velplejet overskæk. Da han en dag havde bareret det af, kunne ingen i byen kende ham igen.

Drengestreger.



Jeg har 5 brødre, og i deres opvækst har der naturligvis været en del drengestreger, jeg vil her fortælde nogle af dem.

En vinter hvor det var meget koldt og frost løb drengene nede på engen hvor vandhuldet var frosset til. De gled på bagdelen hen af isen og syntes det var vældig sjovt. Uheldigvis var isen meget tynd et sted så der var en der faldt i og blev våd.

Heldigvis var der ikke så dybt, han kunne bunde, så han gik hjem til mor, inden han var nået hjem var alt hans tøj stift. Da han kom hjem kom hjem sagde mor " hvad har du dog lavet, du må hellere gå i seng" og så var det uddebatteret, naturligvis syntes drengen at det var meget rart at komme i seng, for der var vamt og rart.

Mor og far slog aldrig, det vil sige at far har givet en endefuld en gang, da syntes han at hans drenge gik over gevind.

Det forgik således, at han fandt sine drenge i gang med at drukne naboens høns. Nede bag vores have er der en vandrende, der gik naboens høns og pirkede, drengene syntes at det  var meget sjovt at se når hønsene druknede, de baskede så dejligt når de fik hovedet under vand. far blev meget vred den dag, og gav den første og sidste endefuld i sit liv. Desuden måtte han gå den tunge gang over til naboen og sige at hans drenge havde druknet nogle af hans høns.

En anden gang, var der et par stykker af dem der var ovre hos naboen, sammen med hans søn legede de i giftrummet. De brugte pudderblæseren, som de syntes var sjovt og hele rummet var en stor støvsky af gift. De gik senere til en anden nabo og puddere hans roser, der til skal siges at hans roser var meget flotte, alle roserne gik ud og der kunne ikke gro noget der et sykke tid, og far og mor måtte erstatte hans roser.
 
Naboens søn blev syg, og naboen kom over og spurgte om hans drenge var syge, men de fejlede ikke noget, det var sådan de fandt ud af hvad de havde lavet.
Nede ved gadekæret var der en vandrende fra gadekæret til brønden oppe ved vejen, der var der en dag en der faldt i.
 
Mor var alene hjemme og i 8 måned, så hun for ud af døren og ned for at få drengen op, men hun faldt på vejen der ned, lige på maven og det gjorde så ond at hun ikke kunne komme op igen. hun kom dog op og fik drengen fisket op, og fik ham ind, og mor græd dels af smerter og dels af forskrækkelse, så siger drengen " hvad tuder du for mor der skete jo ikke noget" Den dag blev en af mine brødre født.

En dag var de ude at kælke det forgik oppe ved Bistrupgade 8 og ned ad vejen og ud på gaaden, det var med nød og næppe at en bilist fik stoppet inden han kørte en dreng over de blev sklædt ud af bilisten, for han havde fået en slem forskrækkelse.

Dengene har også prøvet at ryge, de røg bøgeblade blandet med grannåle i en pibe. Der var mere ild end røg. De tog også de største tagrør de er jo hule og stoppede dem ud med diverse blade, og røg dem. De havde jo ikke råd til at købe cigaretter hos brugs -Gerda, da de kostede 1 kr. for fem styk. De ville jo ikke stå tilbage for de andre drenge, men være lige så seje som dem.

Historien om faldskærmene

En nat for nogle år siden havde mor lungebetændelse og næsten 41 i februar jeg sov hos hende den nat på hendes værelse.  ”Sover du” spurgte mor, ”nej” svarede jeg, mor sagde jeg kom i tanke om en historie fra krigen i 1945. ”Vi kan sover nok ikke så meget så fortæl” sagde jeg her er så historien:

Jeg ved at mor hadede disse nedkastninger, mor og far var på dette tidspunkt gift og boede hos morfar og mormor. Morfar havde en mindre gård nede ved Saltø, så de boede lige i nærheden af hvor der blev kastet ned.

Vi havde hørt flyverne og sov ikke, far stod ved vinduet og prøvede at se om han kunne se noget, de kunne han ikke så han gik i seng igen. De snakkede om hvad der skete. I løbet af natten, der blev der buldret på døren, Morfar lukkede op og en mand trængte ind og lukkede hurtigt døren. Vi skal tale med Otto, Morfar havde ikke noget valg og var lidt skrækslagen. Man spurgte om far kunne komme og hjælpe til med at fælde et par træer. Nogle af faldskærmene var landet i træerne. Far arbejdede på dette tidspunkt i skoven, og der skulle to til at save og trække i saven, de havde selv prøvet men havde ikke den rigtige teknik.

Mor var bange, havde skete der nu, blev far taget, kom tyskerne en anden dag usikkerhede var stor. Men far kom hjem i et stykke, Man fik hurtigt savet træerne omkuld, som faldskærmene var landet i. Mor var rædselsslagen, for hvad nu hvis far blev taget og i værste fald skudt. Hvornår kom der en tysk patrulje og bankede på døren og slæbte far med. Far havde jo se nogle af de der var med og kendte nu til en hel del omkring nedkastningerne.

Når der var nedkastninger kunne far og mor ikke sove, de kom 2 gange for at få far til at fælde træer. Hvad morfar sagde til tingene, ved jeg ikke.

Når far talte om det, var der et særligt lys i hans øjne, men mor lukkede af og sagde det var forfærdeligt. Far viste os hvor træerne var fældet og i hvilken mergelgrav de tomme containere var smidt i. På Saltø mark var der en mergelgrav til de tomme containere. Da man havde fyldt den op sejlede man dem ud på havet og druknede dem.

Senere blev de fisket op og genbrugt blandt andet til lukomstønder og drikketrug, faldskærmene blev i første omgang gemt på overdrevsgården og senere druknet på dybt vand.   

Modstandsfolkene forsikrede far at hvis det blev værst kom han til Sverige. Men at de troede at krigen snart var slut.


erintninger fra barndomen og resten af  familien

Velkommen til vores hjemmeside

Marianne min lillesøster

Da vi spiste middag, sagde min broder John, noget der fik mig til at tænke. Han sagde. Hvor harmor og far dog kæmpet, med Marianne, og hvor var de dog bekymrede for fremtiden. Så her er fortællingen om min lillesøster.

Når kræfterne ikke længere kan stå mål med kærligheden, som min far og mor nærede til handicappede Marianne. Hun var krævende, og de er alene havde ansvaret -- men de vil under ingen omstændigheder opgive hende, de elskede hende, vi elskede hende.

Ingen af os kan finde ord, som kan beskrive sorgen helt, Sorgen der altid vil være der. Sammen med sorgen er der, også en bunke arbejde, og sammen med dette, er der også tab af fremtidsdrømme og en dyb bekymring for fremtiden." Dette var hvad mine forældre stod over for, da de fik Marianne.

Jeg var 4 år, da Marianne blev født den 29 december 1959, hjemme på sofaen, i Bistrup. Faster Thora var der for at hjælpe. Vi andre blev lagt i seng i mors og fars soveværelse, og fik besked på at blive der, uanset hvad vi hørte. Senere kom far glad ind og sagde at det var en pige. Hun så normal ud, da hun blev født. Men mor syntes ikke hun bevægede så nok, og efter utalige besøg hos læge, var resultatet muskelsvind. De sagde at hun ikke ville blive gammel. De var begge knuste, det var deres barn nummer to, som havde muskelsvind. Min broder Ove døde tidligt af det.

Lillesøster kunne ikke side op selv, hun var total lam i hele underkroppen, arme og hænder var brugelige, men svage. Før dåben var de til en klog kone som skulle hjælpe. Men mor troede ikke på det, men alt skulle prøves. Hun sad eller nærmest lå i Barnevognen det meste af dagen. Kom så ind i mors seng til middagsluren.

Marianne var et indtagende barn, lattermild, og glad, undtagen når hun var syg, hvilket hun ofte var af lungebetændelse, eller kedede sig. Hun skulle hjælpes med at spise, skiftes, skulle vendes flere gange, hver nat, for det kunne hun ikke selv. Man viste ikke så meget om Muskelsvind dengang. Der kom to læger fra København for at udspørge mor og far om deres slægt, det var usædvanlig at de havde fået 2 børn med muskelsvind. Men de opgav, fordi mor har en del slægt i Sverige.

Far gik på arbejde på papirfabrikken, mor var hjemme, en skulle jo passe Marianne. Vi andre var i skole, så mor kæmpede hele alene, med at bære og løfte hende. Indtil far eller mine brødre kom hjem. Hjælpemidler var der ingen af dengang, Fodby kommune gav ikke noget, tilskud til et handikappet barn. Hvis hun skulle have kørestol skulle de selv betale. Hun kunne heller ikke side selv, i en almindelig kørestol. Den skulle specialbygges netop til hende. Resultatet blev at hun sad for længe i barnevognen.

Mor og far tale og spekulerede, hvad de skulle gøre, der kom først skred i sagen da Fru Ibsen min lærer i specialundervisning udspurgte min om min søster. Fru Ibsen kom på besøg, og talt med mor og far. Hvad fru Ibsen gjorde, ved jeg ikke, med der kom to fra København og tog mål af min søster. Hun fik en specialbygget køreskol, med støtte omkring mave, så hun ikke faldt ned. Der var også et bord til så hun kunne tegne eller lege der. De sagde, den var til låns og skulle tilbage igen når den ikke skulle bruges mere. Der skete også noget andet, Marianne kom på aflastning på Vintersbølle, der var et børnehospital, Marianne var glad for at være der. Det var en stor hjælp, men der skulle snart tagen en permanent beslutning, hun blev jo ældre, og skulle også i skole. En svær beslutning, hun kunne jo ikke komme i almindelig skole, hun kunne jo ikke klare sig selv. Sendes på et hjem, nej det var jo, deres barn, deres ansvar.

 

Der blev taget en beslutning om at hu i eftersommeren 1967 skulle på Vintersbølle, hospital for der var Marianne glad for at være. Men hun når det aldrig januar 1967 den 8 bliver hun syg. Hun ligger i mors seng taler i vielse husker jeg siger hele tiden ”gå væk, gå væk”. Lægen kommer hun skal på sygehus med det samme ambulancen kommer. Mor og far er væk lang tid, men kommer hjem, og siger at hun nok dør.

Rasmine naboen banker, på ved midnat det er lige op over. De når aldrig derop inden hun dør. Mor går rundt i en døs, det hele er overstået. Tomhed, far prøver at trøste, være stærk. Men det er svært. John fortæller: det første jeg tænker på når talen falder på lillesøster er et påtrængende minde der dukker op hver gang 

 

det var natten da hun døde, jeg vågnede ved at far kom ind til mor der havde været telefonbesked hos Fredrik og Rasmine 

 

at søster var død, hvad hans sagde husker jeg ikke kun at mor sagde " åh neej " og begyndte at græde.  

 

Begravelsen, husker hulet i jorden kisten, blomsterne. Rosen der bliver smidt ned på kisten, gråden ved kisten, mor der klamre min hånd. Hele min skoleklasse er der. Kaffe hos farmor bagefter.