Per Edvard Svensson og Ane Kirstine Hansen

Morfars historie



Per og Ane Kirstine boede 26 år ved Saltø, hvor de i 1922 byggede et af de 8 statshuse der er omkring Saltø. Senere købte de et hus i Søndergade i Hyllinge hvor de boede da Kræfterne ikke slog til mere.

Svensson blev født som nr 4 ud af en børneflok på 7, Kirstine som nr. 4 af en søskendeflok på 6, så der har sikkert ikke været meget at slå til søren med, og de kom begge ud at tjene tidligt.

Svensson er konfirmeret i Silhøvda kirke den 13 maj 1893. Han stak af hjemme fra i 1895 og kom til Amager uden en klink på lommen. På havnen mødte han en Svensker som gav ham mad, en skilling, og mod til at rejse videre.
På Amager blev han ansat af Godsejer P.O. Bacher i st. Magleby. Efter at haveværet på Amager nogle år, Blandt andet som gartner hos O. Olsen i St. Magleby,rejser han videre til Skjoldenæsholm hvor han tjener som malkekarl og ander forfalden arbejde. Der fik han 170 kr. for at være fra den 1 maj 1896 til 1 November 1896.

Herfra går det videre til Beldringe Gods Præstø. Der er han fra 1 November 1896 til 1 maj 1897, for 60 kr. samt fri kost og logi. Men på Beldringe indtræffer der en mindre forseelse der giver han 5 dage på vand og brød.

Forløbet er således:

De er ved at køre roer ind og morfar var i stalden. Udenfor går de andre karle. Morfar kaster en roe ud gennem vinduet og er lige ved at ramme forvalteren.

Forvalteren kommer ind i stalden og retter en bebrejdelse i mod ham og da morfar svare igen og langer ud efter forvalteren, med en greb som ramte ham i hovedet, og forvalteren  får et blåt øje eg et flækket øjenbryn.

Forvalteren fik ikke men af slaget, men morfar fik 5 dage på vand og brød og skulle betale omkostningerne 20 kr. Morfar appellerede til overretten som kun stadfæstede dommen.

Efter dette blev han fodermesterlærling på Højderagergård, Slangerup, og så gik turen ellers rundt omkring i landet, bla. til en Skovfoged i Lemvig, og efter forskellige pladser kom han til Transbygården ved skælskør.

Her lærte han Ane Kirstine at kende. Hun er født i Magleby  og boede hele sin barndom på fatiggården indtil hun kom ud at tjene.

Hun havde mere stadighed oversig, da hun kun havde haft plads på 2 gårde. En på Glænø og så på Transbygården. Bryllupet blev holdt på hendes 21 års fødelsdag.
 
I en til boede paret i Skælskør, hvor morfar var med til at bygge vandbeholderen på Møllebakken, men de vendte senere tilbage til Transbygården.

På Transbygården fik han 1,34 kr. om dagen med en arbejdstid fra 5.30 til 19.00, " og der skulle bestilles noget ", ellers var der nok anden hjælp at få fortæller morfar. Mormor fortæller at hun var glad for når hun havde hjulpet til ved vask og strygning på gården, og på to dage havde tjent en daler.

Da ægteparet i anden omgang vendte tilbage til gården var det som Fodermesterpar, og der blev givet 1 kr. for hver kalv der kom til at leve, og tilige var der procenter at hente for mælken. Det lykkedes for paret at spare lidt op, og det var for disse penge at de købte stedet i Tystofte.

Men det faldt sammen med første verdenskrig og det var sløje tider. Morfar fortæller at hønsene døde at sult og de kogte suppe på et kohoved, og tilføger at: "sådan føde vil han meget nødig spise i dag"

Men tiderne ændrede sig, og fra at have de bare næver og kun lige til dagen og vejen, manglede de ikke noget på deres ældre dage. Morfar fortæller, at han gik i Vedskølle brugsforening for at handle, fik de alt hvad han kunne slæbe hjem for en femmer, og nu " få man hvad der kan ligge i en vestelomme".

Efter 4 år i Vedskylle, hvor han arbejder i haven på Basnæs søgte de statslån og byggede deres landejendom ved Saltø, og var der igennem 26 år indtil helbredet ikke kunne mere og de rejser til Hyllinge.

Man kunne ikke høre på Per Edvard Svensson at han var Svensk. Da mormor traf ham talte han Jysk. Disse to menesker har været meget for hinanden gennem mange år, i medgang og modgang, og selv om livet var slid og slæb fortrød de ikke noget og følte ingen bitterhed mod livets til skikkelser.

Per Edvard Svensson fik Dansk Statsbogerskab i 1910 og har været soldat. De ligger begge begravet på Hyllinge Kirkegård. De fik 6 børn der alle er opkaldt efter morfars familie i Sverige.

Morfar bliver Statshusmand.




Den 7 april 1922 stod der i Næstved Tidende, at "Saltø gods går over til frit eje". Morfar var en af dem der købte et stykke jord nede ved Saltø , 11½ td.ld. købte han, samtidig købte Niels Chr. Henriksen et stykke på den anden side af vejen også 11½ td. ld. De kom begge på dette tidspunkt fra Vedskølle.
De lån de brugte at bygge for var statslån, som var givet til landarbejdere der mindst havde arbejdet 5 år med landbrug. Statslånene er udleveret i flere omgange siden 1899. Det lån min morfar tog var udsted i 1920, lånene udgjorde 9/10 af ejendommen låneværdi, med tillæg til udgifter til opførelse af de fornødne bygninger og anskaffelsen af den fornødne besætning.
Det var sagfører H.P.Schack Fuglebjerg der ordnede papirarbejdet for morfar.
Det jord morfar købte lå fra markvejen ned til Saltø og mod Tåstrup, og det var håndværkere der byggede gården op. Morfar hentede selv alle materialer til gården, sammen med naboen Henriksen. Det  blev gjort med morfars 2 store arbejdsheste. De hentede materialer fra Bistrup savværk og Karrebækstorp teglværk. Morfar sagde altid at Henriksen tog alle de bedste materialer. Det tog det meste af 1922 at bygge gården, jorden var fuld af tidsler, og var ikke nemt at dyrke den, men det lykkedes dog alligevel for morfar.
Alt dette er noget min moster Grethe husker, omsat i mit sprog. Moster husker de boede på Polakkarsernen mens de byggede. Der var 2 lejligheder, morfar i den ene og en røgter der passede hestene på Saltø i den anden. Moster husker at både manden og konen altid gik rundt med en hvid hat på, og fortæller at Polakkasernen er det sidste hus nede ved åen i den husrække over for Saltø.
Grethe fortæller at de tit gik op ad markvejen, nede fra Saltø, med min mor i barnevognen og Holger og hende selv ved siden af, for at hjælpe til der oppe.
Hun husker også at på det stykke jord fra Møllegården og hen til morfar gik der køer, de blev malket 2 gange om dagen. Der kom altid en vogn med vand til køerne, og bag i vognen sad der nogle tykke madammer, der skulle malke køerne. Grethe husker især de tykke madammer, for hun syntes de var så store.
Senere da hun og mor var blevet større gik de ned til Saltø ad markvejen og der mødte de altid fodermesterens unger, og så fik de tæv af dem, men Grethe slog igen og mor hun tog bare imod tævene. 
Grethe fortæller af hun lige kan huske sin mormor i Magleby, som en lille krumbøjet dame altid klædt i sort og med et sort sjal. Mor og Grethe var altid lidt bange for hende." Den lille krumbøjede dame" syntes at mor og  Grete blev forkælet af sine forældre.
Oppe ved morfars gård var der et vandhul. Det var strengt forbudt at gå derop, det var bundløst, hvem gik der op, mor og Grethe.    
  

Per Edvard Svensson liv som herregårdsbørste.

Hvordan var det så at arbejde dengang, her er lidt tanker om det.

En “børste” denne nedsættende betegnelse blev brugt om hele herregårdsfolket, men sandheden om børsterne var at de var frie fugle der ikke lod sig binde af lange fæstemål. De var ikke arbejdssky, de turde tale hvor andre tav, de turde sige fra over for urimeligheder og går deres vej. De har aldrig snyltet på samfundet og var ikke salgsbrødre og voldsmænd.

Per Edvard Svensson var arbejdskarl, malkekarl fodermester lærling og har laver alt forefalden arbejde der fandtes. Han har for det meste arbejdet på de store gårde, fordi han sandsynligvis fandt ud af at forholdende var lidt bedre på de store gårde.

Selvfølgelig kunne forpagteren være en utilnærmelig person, som kun talte til folk når der skulle påtales noget. Forvalteren kunne i værste fald være kyniske, ufølsomme og hidsige mennesker, som nød at plage andre mennesker. Der var også steder hvor forvalteren var en stille og rolig mand, hvor alt gik som det skulle.

Arbejdstiden var fra klokken 4-5 stykker om morgenen, til klokken 18-19 stykker om aftenen, lange opslidende dage med tungt arbejde også for en knægt på 16-17 år. Der skulle bestilles noget dengang, ellers var der nok andre at få til at gøre jobbet.

Maden var som regel grød, byggrød, grønkål, flæsk, kartofler, klipfisk, og kogte spegesild. Selvfølgelig kunne maden være dårlig, for nogle steder slagtede de tyrekalvene med det samme og flåede huden af og saltede kødet. Jo længere de lå jo mere modbydeligt smagte det.

Frokostpakken kunne være uspiselig med det meget salte kød, og kunne til tider være helt råddent. De drak hvidtøl til og man drak måske også noget brændevin for at klare dagen og vejen dengang.

Kirkebøger folketællinger Næstved tidende næstved arkiv og familien