Hvad en skovrider arbejdede med.


En Skovriders arbejde bestod ved århundredeskiftet i administration og regnskab, over lønninger og indtægter af salg og han skulle føre tilsyn med fællede træer, at det blev opmålt rigtig af skovfogderne. En del af skovridetrenes løn bestod i at dyrke jorden til den gård han boede i.
Han var alsidig uddannet og teorien fik han på landbohøjskolen. Han skulle helst være en dygtig kortspiller og vide besked med alt der forgik på egnen, samt ligge inde med en del gode historier. Så kunne han være en nyttig person for godsejeren, og selvfølgelig skulle han kunne alt med hensyn af takt og tone.
Skovrideren på Saltø var i en længere periode i 1860-70- go 80-erne en Kann af sammeslægt. Niels Jørgen Kann var skovrider i 1872 da denne historie fortælles, han var enkemand, og  det var hans datter Birgitte Sofie Kann der bestyrede huset.


                            Johan Miskow.

Johan Miskow født i 1862 i Kerteninde, han far var manufakturhandler indtil 1869, så kom han til København som kontorasistent. Johan Miskov kom på ferie på Saltø skovridergård som 10 årig, fordi hans helbred var dårligt. Det sidste år han var på ferie der var i 1886, det er ham der fortæller om skovridergården til Dansk folkeminde samling.


                 

den ny skovridergåren

Skovridergårdens udsende.


Den gamle hovedbygning var lav, den havde to skorstene og var med stråtag. fasaden vente mod syd, med en rimelig gårdsplads. I forstuen stod nogle skabe og et lille bord under et spejl. Gulvet var hvidskuret med sand, man gik derfor til daglig gennem køkkenet for at komme ind, det var for at skåne rengøringen.
I gangen var der en dør indtil dagligstuen, der havde 3 fag vinduer. For det miderste vindue stod et blomsterbord af naturtræ, grankogler og mos. På kakkelovnen stod en udstoppet kongeørn, spisebordet var rundt og på væggen over sofaen hang billeder af herskabet.
Der var den gamle skovrider og to tvillingedøtre Marie og Birgitte og Birgitte var forlovet med forstasistenten, fætter Ernst. De blev også gift, med Ernst havde tuberkulose og døde efter 7 mdr. Birgitte kom hjem på gården, med sin lille dreng og blev til faderen døde. Hvorefter søstrene åbnede en bodeributik i Næstved.
Foruden de to døtre var der en gammel faster, hun hed Erikke født i Maribo Amt, hun var ofte på besøg hos familien. Hun boede i gæsteværelset når hun var hjemme. Døtrenes værelse vente ud mod gården og blev af folkene kaldt jomfruburet, fordi folkene på gården altid benævnte de unge piger jomfruer.
Det var i gæsteværelset det spøgte, det kunne banke og knalde hårdt i møblerne, nogle gik hen over gulvet og flyttede om på møblerne, men om morgenen var alt som det plejede at være. det var ikke bare en person , der havde oplevet dette, det var en hel del.
Havestuen havde 2 fage vinduer og en dobbelt glasdør, endvidere var der skovriderens værelse og folkestuen. Det var i folkestuen pigernes seng stod, sammen med deres skabe og kister. Der var 2 piger de blev kaldt storepigen og lillepigen, og så var der en karl og en dreng, de sov i den vestlige længe der var adskilt fra stuehuset. Her var en port ud til møddingen, hvor der om sommeren vrimlede med snoge. Her var også hestestald og selekammer, og så var der et smalt foderkammer.
Fadeburet vente ud mod gården, køkkenet havde indgang fra smøgen og i baggården var den store ladebygning og brændeskuret, her var også bryggerest der også rummede kontor til asistenten som også sov her, med sine prodokolder. Dette hus blev også benyttet som gæstehus om sommeren, og som mælkestue om vinteren. Adskilt fra bryggerest med en væg var hughuset med høvlebænk, sav, økse også videre.
I baggården var der et lille hus til 4 svin de gik 2 og 2 sammen og havde en indhegning udendørs. Sydligst havde de kostalden med plads til 11 kreaturer der vente hovederne mod hinanden med en smald fodergang i midten.
Mod øst var der en lade og loen, på den anden side af loen var vognporten hvor charabacen og fjedervognen stod, arbejdsvognen stod i laden.
Haven var på ca. 3 tdr.land, der var bøgehæk langs skoven og langs markvejen mod nord, uden om var der et flettet risgære. I den første del af haven var der blomsterbede indrammet af vinca. Der var også en græsplæne med en spejlkule på miden, I miden var der frugtræer og frugtbuske, og så var der en tørreplads og bagerst humlehaven og urtehaven. Der var og så en dam med et risgære omkring midt i haven.

Gangene var snor-lige og græsplænen firkantet.
Til gården hørte 14 tønder land agerjord og 9tønder land eng på den anden side af skoven.

Birgitte Sofie Kann

Dagligdagen i køkkenet.

Den gamle skovrider stod altid tidlig op og vækkede folkene, i sommertiden var de oppe ved 4-5 tiden. Når der var malket fik folkene davren i folkestuen, altid anrettet i et lerfad, det bestod af kogt mælk med rugbrødsterninger, vi andre fik the, rugbrød og sigtebrød.
I sommertiden fik man smørebrød med øl og dram, og til aftensmad var det det sædvanlige landlige kost, stegeflæsk med kartofler eller grønsager, klipfiks med vandsenep. Folkene fik samme kost som herskabet, men de måtte spise af et fad og med træskeer  Karlen og drengen slikkede deres skeer rene og satte dem tilbage i en fals i vinduskarmen. jerngafler blev derimod puset på et knivsbræt med sand.
Efter frokost sov folkene til middag, men det var ikke altid pigerne havde tid til at sove, der skulle først vaskes op og andre småting. Kl. 13.30 var der kaffe med brunt sukker og så gik man i gang med arbejdet igen.
Efter kaffetid havde pigerne tid til at nette sig, de havde et lille lerfad, grøn sæbe og duftpromenade. Så flettede de håret bag på hovedet og tog en fløgelshue på og flade sko. For nu var de færdige med det groveste arbejde også at skylle rendestenen, der ellers kom til at stinke.
Kl. 16 fik man en mellemmad og et krus øl i folkestuen. Hvorefter der blev samlet æg og fodret grise, man skulle også træffe forberedelse til aftensmaden kl. 18. Man hentede også vand, der stod altid 2 spande fyldte på en bænk ved komfueret og der hang en metaløse til  at bruge.
Kl. 20 spiste folkene deres nadver det var enten mælkebrød eller mælkegrød.
Undertiden måtte pigerne dog også luge haven eller skuffe gangene, men for det meste gjorde skovrideren det selv.
Kælderen under rullestuen var fyldt med mælke bøtter malede røde indvendig og grønne unvendig. Man skummede mælken morgen og aften med en flad træske og kom det i flødespanden som stod midt i kælderen. Man kværnede smør 2 gange om ugen, dette foregik i bryggereset i baggården, med håndkraft, Af skummemælken lavede man ost, der blev hældt kalveløbe i så blev mælken varmet op så den begynte at korgolerer. Så hælde man vallen fra og osten kom i træforme med huller i. Der blev så lagt en vægt oven på, hvorefter man opbevarede det på hylder i et kammer ve3d siden af bryggerset, af vallen lavede man myseost.
Dette var lidt om pigernes dagligdag.
Storepigen var ofte med i høhøsten i engen ved Saltø å.



Ernst Frederik kann

Høhøsten ved Saltø å



Høhøsten indtraf i den varmste tid af året. Man kørte gennem skoven ned til engen. Høstfolkene var de samme hvert år, karlen Peder og pigerne og assistenten der denne gang hedder Hans Lund, Per Jensen som var i 60-erne og skråede volsomt og havde betændte gummer, han var fader til til 7-8 børn. Så var der Chr. Dragon det blev han kaldt, fordi han en gang havde tjent som dragon, han var i 30-erne og ungkarl. Han ejede et hus tæt ved skovfogdens med jord til og han havde en hest og 2 køer. Han var en senet og stærk bygget og havde lidt trætte bevægelser. Der var noget forslidt over ham og i hans sort hår var der enkelte grå stænk i tindingerne. Både børn og kvinder elskede ham, da han altid havde et varsomt tag på disse. 
Under arbejdet gik karlen forrest, så Per Jensen dernæst Chr. Dragon og til sidst Hans Lund, der altid sakkede bagud og hvis skår var mindst. der var også kvindfolk med, gamle Sidse nystrøget i tøjet, hun var omkring de 70 og hun og børnene tog de letteste tag med riven, så var der, Kirsten Marie en kone på omkring de 50, som også hjalp til ved vask og hovedrengøring, endvidere var storpigen Marie med.
Undertiden mødte en af jomfruerne op ved mellemmads tiderne og havde æbleskiver med. Pigerne var gerne lidt pyntede med fint forklæde og et let hovedtøj der kunne skærme for solen og de havde også løst bundne ærmer på for at skærme solen.
Husmændens dragt var enkel et par blå lærreds bukser og en skjorte og blå bluse bundet sammen i halsen, de havde tykke bomulssokker på og træsko. 
Når der var arbejdet et par timer spiste man skårne mellemmadder, ved en af stakkene og fik øl og brændevin og snakken og sladren gik lystig i engen under frokosten og det var karlen der gav signal til at arbejdet skulle gå i gang igen.
Åen vrimlede med liv dengang, skaller med røde finder, stimer af småfisk som løjter og grundlinger og så bundfisken smerling der havde en torn på gællelåget, der var også muslinger.
Græsset var blevet slået nogle dage forinden og så revet sammen i lange rækker. Derefter blev det slæbt sammen til bunker med læssetræet. Til hammeltøjet blev læssetræet fastgjort med en løkke i hver ende. Desuden havde karlen foruden tømmerne også et langt reb fra hammeltøjet op i hånden og ned under læssetræet og så op til hånden igen. 
Hestene begyndte fra en ende af en række og så sprang karlen op på læssetræet og høet bunkede sig op foran ham. Staken blev lavet af kvinderne og det krævede god øvelse, en stak var lidt over mandshøjde, og for at stakken ikke skulle flyve for meget i vind og vejr snoede man noget hø sammen og lagde det over toppen af stakken.
Arbejdet forsatte lige til duggen begyndte at falde og hjortedrengene på den anden side af åen begyndte at lulle til hinanden, det var sådan man kaldte de skiftene toner, mellem høje og dybe, de fremkaldte, når de gik hjemad. Når man kom hjem fik man mælkegrød eller mælkebrød og det var mørkt inden man kom i seng.
Efter nogle dage skulle høet køres hjem man lejede skovfogeden og hans køretøj til hjælp. Der blev altså benyttet 2 spands heste og 3 vogne. 
Tidligt om morgnen kørte man hjemefra endnu menes duggen lå der endnu. De var karlen, assistenen, storpigen og fortælleren. På engen stark karlen hø op til pigen på vognen menes assistenten samlede det hø der var fløjet bort sammen igen, det krævede stor øvelse at lægge et læs rigtig, blev det skævt kunne det vælte på vej hjem. Det blev bundet sammen med hjælp fra læssetræet der blev lagt på toppen og stukket ned fortil.
Der var mandskab to steder, på engen og hjemme. Den ene vogn afløste den anden og det blev til 13-14 stykker om dagen i et par dage.
det var så lidt om høhøsten.
  

Fortællinger omkring et humlekar.


I oktober blev der samlet humle og man sad i køkkenet nogle aftner omkring et bryggerskar og plukkede de lange ranker.
Det var sådane aftner der blev sunget og fortalt historier.
Store pigen Marie fortæller:
"Jeg havde forleden været på besøg hos skovfogdens Sofie og hun og broderen fulgte mig et stykke på vej. Ligesom de havde sagt godnat, bemærkede jeg pludselig en skikkelse på den anden side af vejen. Jeg blev så underlig til mode og tænkte et øjeblik på at løbe tilbage til Sofie og Erik, men jeg syntes det var flovt. Det kunne måske finde på at tro, det var et påskud til at få følgeskab. Nu havde jeg altså følgeskab, når jeg holdt igen sagtnede skikkelsen også sine skridt. Hvorfra den var kommet og haltede den ikke lidt, jovist haltede den, det var tydelig nok""havde den horn i panden" spurgte tjenstedrengen. "Det ved jeg ikke, for jeg ture ikke dreje hovedet. Skikkelsen var der og jeg var volsomt angst. Kunne der dog bare komme en vogn. Det var temmelig mørkt og himmelen var overtrukket, men jeg kunne dog tydelig se buskene på den anden side af vejen. Bestandig hørte jeg de haltene skridt, og hjertet sad oppe i halsen på mig.
da jeg var kommet forbi bommen ser jeg et lyn slå ned foran mine føder og fare hen over vejen. Herren min skreg jeg og løb alt hvad jeg kunne, så det susede og hamrede i mig. Heldigvis var der kun et lille stykke tilbage, så var jeg ude af skoven, og jeg så ikke skikelsen mere." "hvor var den blevet af" spurget drengen. "Det kan du da nok forstå" sagde karlen Peder" den var fulgt med til det varmeste sted og hvor skidne knægte kommer hen.
Så er det assistenten Ernst der fortæller:
En måneskindsaften kommer jeg fra Skraverup gennem skoven og da jeg når stien, vil jeg slå ind på den, da der står et hvidt dyr, en hind lige foran mig på stien. Jeg slår med stokken for at få den til at løbe, men den rører sig ikke ud af pletten, kun hørte jeg et dybt suk fra busken og en raslen.
"Hvad er dog dette" tænker jeg og blev både kold og varm i det jeg standsede. Skulle jeg virkelig gå tilbage, nej, nej frem måtte jeg. Et øjeblik og hinden blev til en jomfru, i det samme for et opskræmt dyr fra busken lige gennem jomfruen og nu så jeg klart. Det var måneskind og et birketræ, der havde spillet mig et pus.
Så var der historien om den Svenske karl der var blevet en varulv og havde tjent under den forige skovrider, men den historie kender jeg ikke.
Så er der en rigtig jægerhistorie:
En jæger gik i skoven en dag og så en gammel kone samle brænde, pludselig forsvandt konen og i stedet var der en hare, jægeren fulgte efter og haren førte jægeren vild i skoven. Hvorefter den igen blev til en gammel kone, der møjsomeligt slæbte sig af sted mod Stenbæksholm.
Det var også her, historien om skytten Lange blev fortalt men desværer kender jeg den ikke.
Derimod kender jeg historien om Slattenpatten:
Slattenpatten var en trolkvinde som boede i skoven, hvor hun traskede rundt efter urter og andet trolstads. Unge mænd skulle passe på med at sove i skoven om natten. Hun kunne nemlig godt lide unge mænd, og tit vågnede de unge mænd fortumlet op og kunne mærke at de havde delt leje men hende. Hun kunne dog også være behjælpelig med gode råd og lægeurter mod betaling. Hun havde så lange bryster at hun kunne slå dem over skulderen og så kunne børn gå og sutte på dem.
Der kommer et par historier senere under Anders og Ingeborg.

Skovrider Niels Jørgen Kann.



Han er født 3-7 1801 og kommer fra Lune sogn på Fyn, han blev uddannet i Fyrstedømmet Waldeck i Tyskland som forstmand og jæger. I sit liv var han skovrider på Lindholm, Bognæs og Selsø, samt i Saltø.
Han blev gift i Brønshøj Kirke med Karen Henriette Berteline Seidelin.
Hun er født på Hjortholm i Førslev sogn den 19-3 1809, hun er datter af kystmilitsbefalingsmand og gårdejer exam.ytr. Claus Friderich Sedelin (1784-1835), moderen var Birgitte Sofie Petersen (1788-1830). Niels og Karen fik 6 børn alle født i Gjevninge skovridergård ved Herregården Lindholm.
Frederik Julius Kann.
Karl Sophus Kann.
Mogens Theodor Kann.
Rudolf Marqvar Kann.
Tvilingerne Marie Kann og Birgitte Kann.
Niels Jørgen Kann blev bev sit 50 års Jubilæum som skovrider udnævnt til bestyrer af de Plesenske fidecommis godser saltø og Harrested, og i 1886 bliver han udnævnt til forstråd, rang 6, klasse 2 af kongen.
Tvillingesøsterne Marie og Birgitte boede en overgang på Saltø skovridergård hvor Birgitte førte hus efter sin moders død i 1871.
Hun blev ellers gift med sin fætter Ernst Frederik Kann født 14-5 1849 på Fusingø skovridergård. Han blev forstuddannet hos Niels jørgen Kann på Saltø. De blev gift i Karrebær kirke 25-2 1886. De boede efter deres giftermål på Hacheberga i Skåne, hvor han var skovrider. Ernst døde af turberkulose den 29-9 1876 og Birgitte flyttede hjem og der føde hun deres søn ernst Frederik Kann født 22-12 1886.
Marie Kann boede 1880 hos sin broder Rudolph i Linholm skovridergård, hun var ugift. Søsterne åbnede senere en broderiforretning i Næstved. Bigitte Sofie Kann boede i Witters stiftelse Næstved og hos sig boede hendes faster Erike Mentz født kann.
Niels Jørgen Kann dør den 6-1 1887.
Marie Kann dør den 13-1 1924 i Næstved.
Birgitte Kann dør 13-1 1910 i Næstved.

kirkebøger og dansk folkemindesamling