Villy og Yrsa Andersen Fortæller.

Villy og Yrsa Andersen boede Skælskørvej 19 Karrebæk. Havde en overgang grønt og blomsterforretning på hjørnet af Slagelsevej og Karrebækvej Mimosa, senere rykkede de til Vordingborgvej 12, de drev også torvehandel. En dag da jeg besøgte Kaj Christiansen kom han med et bånd, han havde optaget på torvet hos torvehandler Villy og Yrsa Andersen og spurgte om jeg kunne få en historie ud af det.

 Det er Villy Andersen der fortæller. Far brugte en træstamme til tommel, han havde selv lavet den af gamle bjælker. Pengene var jo små, men vi var ofte til motorløb i Lungshave i Karrebæksminde, far havde en grusgrav lige ved siden af, som han havde lejet af Næstved by. I grusgraven havde vi nogle store stabler af sten som folk gik ind og stod på dem for at se motorløb.

Men Holst og Ibsen de satte ståltråd for indgangen til min fars grusgrav, så kunne min far ikke køre der ind. Far gik ind hos Holst og Ibsen og sagde det han ikke finde sig i at der var spæret af til hans grusgrav. Far forlangte 10 gratis biletter for ulejligheden, og fik det. Men vi skulle ind til Holst og bede om den hver gang. Så jeg var til mortorløb hver gang. Jeg kende jo alle kørerne, Hans Hansen, Rumrik, Morian og så var der en der hed Parker, men han var der kun nogle få gange.

Jeg var syg som 14 årig og da var Jens Peter Nielsen i Silkeborghuset levende. Men han døde og Marie boede der et årstid.  Silkeborhuset (lå på Skælskørvej ved Saltøvejen) blev revet ned i 1937-38, fordi vejen skulle rettes ud, og så fik vi jorden gratis. Men det var ikke andet en sten. Børnene hed Frederik, Peter Niels, Inger, og så var der en der var ældre, som jeg ikke husker navnet på. Jeg kan huske at skovfoged Jacobsen, Saltø skov altid sagde Niels ikke lignede de andre. Så sagde Marie altid at hvis det ikke er Jens Peter Nielsen, så er det Skovfogeden.

Skovfogeden var en sjov en, ham handlede min bedstefar brænde med, og så gik de ud til aktion. Greven Plessen var en gang på jagt, og så skulle Skovfoged Jacobsen jage vildtet frem til ham, men Jacobsen, ja han gik hjem i seng. Så han blev kaldt ned til godsejeren og fik en ordentlig overhalingen, han troede jo han skulle fyres, men det blev han ikke. Skovfogeden havde en søn Magnus som var maler, han malede hos folk, men han malede også malerier. Jeg kom meget i Silkeborhuset, der lærte jeg at save men løvsav. Silkeborghuset var godsets, og der var en stor have til. Jens Peter Nielsen var skovmand, men blev syg og fik dårligt hjerte. Men han fik lov til at bo der med alle sine børn. Marie hans kone var sådan en skrabsak, Marie og Postbud Hansen sad som reglen og læste alle kortene og afsenderen på brevene.  

Da jeg var syg som 14 årig lånte jeg bøger fra Silkenborghuset. Frederik var ungkarl og arbejdede hos mig en overgang, han rejste fra Hvidholtgården, for der måtte han ikke være mere og så spurte de om han måtte vær hos os. Så sagde vi at hvis han blev syg skulle de tage sig af ham. Men de gjorde de ikke og han kom på Karrebæk alderdoms hjem, han var jo ikke noget, så på Hvidholtgården blev han behandlet noget så utidigt. Det var Sviger faderen der ejede gården, men han blev faktisk jaget ud. Han var dranker, han kom ned på Udby kro hvor han var gårdskarl indtil han døde. Mine bedsteforældre var nede til hans begravelse. Min bedstefar kørte, når skibene kom ind med penge og toldpapirer fra Karrebæksminde til Næstved og have papirer med tilbage. De måtte jo ikke lodses skibene før han var tilbage men de retlige stempler. Han kørte med hest og vogn og det kunne være farligt, en gang i mellem var der nogen efter ham og så måtte han jo bruge pisken. Han blev postbud bag efter. Her slutte båndet så. 

Karrebæk fjords tilblivelse.



I fastlandstid for omkring 9000 år siden har de nuværende fjorde og deres omgivelser, været et svagt bølget Murenelandskab udformet af et gletscherfremstød gennem Storebælt i slutningen af istiden.

Gennem det lave landskab flød Susåen og fik selskab af saltø å, vejlø å, Kyllebæk, og Køng å. De har så forenet sig til en fælles strøm for at udmunde i Karrebæsminde bugt. de dybereliggende dele af fjorden har så været søer eller moser. Da isen smelter har de frigjort en masse vand, som førte til  en havstigning på ca. 4.8 m. på hundrede år.

I stenalderen havde fjordsystemet karakter af en stor åben bugt mod Smålandshavet med større og mindre øer og holme.
Den nuværende næsten sammenhængende yderkyst er dannet langt senere af Materialer, der fra nedbrydning af klinterne er aflejret som drag eller fed, Lungshave, Enø overdrev, og strandvoldsletterne på dybsø.

Oprindelig var Enø delt i en større ø mellem Mindegab og draget, samt de mindre Dragsbjerg og Krageholmen.
på Dybsø var morænebakkerne Humlebakke og sønderhoved som små øer og øst for humlebakkerne lå en Holm. Svinø nakke har været adskilt fra svinø, i Dybsø var den store og lille røn beboelige holme.

Gavnø var adskilt med et sund gennem modelunds eng, og de to mindre øer Lønned og en mindre ø øst for hovedøen. vest for Gavnø lå som nu Lindholm og nord for de små holme hattemageren og Gødensholm.
Ydernæs var to næs adskilt af den lange smalle fjordarm Even.

I Susådalen er der fundet marine aflejringer langt op mod Næstved, så også den nedre Suså har været en smal fjordarm. Nylandsmose var indtil 1680- erne et nor der strakte sig fra dybsø fjord op mod vejlø. Omkring mundingen af Susåen har der været de bedste mugligheder for et rigt fiskeri. Dette er i historisk tid dokomuenteret gennem en række retssager om fiskeretten mellem Næstveds borgere oh godserne saltø og Gavnø med deres fiskere. Her i  overgangen mellem salt og brakvand er der både salt og ferskvandsfisk, samt fisk på gyde træk.

De gamle fiskere fortalte at i Sønderfjorden levede en meget stor gedde kaldet Dragsbjerg- gedden, den havde engang slugt en mand. Engang var der to fiskere ude at røgte ålekroge ved dragsbjerg. Den ene roede, den anden røgtede. Pludselig strammedes linen og der blev en vældig uro i vandet. Han der røgtede trak resolut sin kniv og kapped linen. Hvorfor lod du dog den gå råbte den anden. Er du rigtig klog mand, råbte ham der kappede linen, det var jo Dragsbjerg-gedden.

Der er fundet ca. 69 bopladser rundt i hele fjorden, bopladsernes beliggenhed ved strønløb eller på kystens fremspring mod dybere vand, røber at de er anlagt under hensyn til fiskeri. Boplaserne er fra Ertebøllekultureen 5400-3900 f.kr. Opkaldt efter en køkkenmødding nær Ertebøl ved Limfjorden.
I 1925 ernærede 47 familier sig af fiskeri i fjorden, og hertil kommer bierhvervsfiskerne ca. 200.
næstved museum

Karrebæk fjord med Ertebølboplaser det grøne er hvor der har været vand.

Peter Mikkelsen 100 år

Peter Mikkelsen sidder mageligt i en højtrykket klapstol, ansigtet er rynket og furet, munden noget indfalden. Han sidder med en lille hue på, for håret er blevet tyndt, synet og hørelsen er ikke hvad den har været. Fæstet på frakkeopslaget har han Dannebrogsmændenes hæderstegn, for han har været med i krigen 1848 alle 3 år og er kommet levende igennem. Om nogle dage bliver han 100 år, om alt går vel som han siger.

Han er en gammel mand men mange års flittig arbejde, som han sat sine tydelige spor på ham. Han ser ud på det stormpiskede Smålandshav og fortæller om sit liv.

“Jeg er født i Klinteby den 15 maj 1827 og tilbragte hele min barndom der. Min fader hed Mikkel Christensen og mor hed Johanne Andersdatter, jeg er vokset op med hel og halv søskende, da min fader døde. Men jeg husker den som en god tid, jeg husker især kandissen og æbleskiverne vi fik ind imellem. Jeg kommer ud at tjene og snart efter kommer krigen og jeg tog plads i hæren uden at kny.”

Han sidder stille et øjeblik og tænker og siger så, “ I ugevis kom vi ikke af tøjet, mad var en sjælenhed. Ofte gik vi et par døgn uden andet et stykke tørt brød og lidt spegeflæsk. Så fik vi en pæl brændevin udleveret hver 5 dag. Jeg solgte den som regel min og købte kaffe i stedet for. Når man havde marcheret 3-4 mil ud og hjem til forposterne og medens fjendens kugler fløj gennem luften, ja så kunne man trænge til en hjertestyrkning. Kaffe var bedre for mig end brændevin, selv om kaffen var ofte var lavet af tørrede brødskorper.”

 

Han tilføjer lidt sagte“ Selvfølgelig man nervøs ved de første kugler, men ellers levede man med det. Man glemte alt og alle og havde kun sejren for øje. “ Han fortæller videre “ geværet kunne nemt blive varmt og så brændte man fingrene når man skulle lade geværet. Det betød ikke noget, det værste var når fjenden blev for stærke og vi måtte trække os tilbage, så mistede vi lysten og modet til at være der.”

Han fortæller videre, “En gang vi måtte trække os tilbage, var vi trængt ud i en mose, og med geværet i den ene hånd og dynd i den anden, så jeg at kaptajn Høst med sin hest sad uhjælpelig fast i den sumpede jord. Jeg rakte ham min hånd og fik ham befriet af seletøjet, medens kuglerne peb os om ørene, fik jeg ham op, og vi kom i sikkerhed. Få dage efter ramte en kugle kaptajn Høst og han døde dernede.Jeg er en gang blevet såret, jeg fik en kugle i en hæl, det medførte et lazaretophold på 10 dage.

Peter Mikkelsen er ved at blive træt, men vil gerne blive ved med at tale,” I unge har så travlt nu om dage så meget støj og spetakkel, men en ting er jeg glad for at vi nu er blevet mere lige nu end før. Fra jeg fik stemmeret og til nu har jeg afgivet min stemme på det parti som friede os fra den opfattelse at kun nogle få kunne styrer. Jeg var altid en fri mand men føler alligevel glæde ved at se at der ikke er så store forskelle på folk mere.

Peter Mikkelsen stirrer ud af vinduet og bliver tavs en snebyge pisker de nyudsprungne træer, blikket bliver fjernt og hans tanker har bragt ham ind på en vej vi ikke vil kende, stille forlader vi stuen.


                  Fødselsdagen.

100 års dagen

satte sit præg på hele Karrebæk sogn, overalt vejede flag fra gårde og huse til ære for Mikkelsen. Udenfor hjemmet var der rejst en æresport frankeret af en i træ udskåret kopi af Landsoldaten, af postassistent Møller og kunstmaler Hansen - Rejstrup havde lagt farver på og givet den festlig udstyr. Figuren blev overgivet til ejendom.

Der indløb mange telegrammer på dagen, krisministereiet ledsaget af 100 kr. sendte sine hjertelige lykønskninger og fra Kongen afsendt fra sogenfri slot et hjerteligt tillykke med dagen.

Det var en stor begivenhed i sognet og alle ønskede at sige tillykke på den store dag. Naturligvis var sognefoged H.P. Nielsen og formand Chr Olsen der også. Det strømmede ind med gæster som fik en snak med dem hundredårig.

Ved 11 tiden kom Næstveds våbenbrødre med et musikkorps og faner i spidsen marcherende op foran huset, hvor Peter Mikkelsen boede. Der fandt en højtidelighed sted som rørte den gamle kriger, som fik overbragt kranse med danebrogsfarvede signerede bånd som tak for troskab mod fædrelandet. Han blev også æresmedlem af forsvarsbrødrene.

Der var ikke grænser for alle de fornemme mennesker der indfandt sig på denne dag, politimester Schmidt, landstingmedllem Fru Gautier Schmidt.

Ved 4-tiden havde der været 100 gratulanter, hvor enke fru Petersen, hans datter som han boede hos tog i mod. Mikkelsen selv sad i sin stue og tog imod de mange gratulanter, dybt rørt over alt den hæder og opmærksomhed der blev ham til del.

De mange besøg havde dog ikke taget så mere på kræfterne end at han kunne spøge med gæsterne. Det blev noget efter sin sædvanlige sengetid inden Mikkelsen kunne komme til ro.

Peter Mikkelsen dør 13 juli 1927 kort tid efter sin hundreders dag efter et kort sygeleje. Men var glad for at have oplevet sin 100 års dag. Begravelsen blev også et stort tilløbsstykke, med mange mennesker der ville hylde den gamle kriger i sin sidste stund.

næstved tidende

 

Peter Mikkelsen Klinteby

Smålandshavet!

 

Inspireret af Sigvart Werner.

 

Næsen Vejrende mod søndenvinden, man indsnuser den ferske søgus. Det lugter godt, lige efter høst når gusen fra Smålandshavet driver ind over landet. Det er æbleduft! Sådan lugter Smålandstågen når kornet er i hus frugten plukkes i haverne.

Morgenen efter kan man finde resterne af tågen hængende som små kviksølvperler på snor i spindelvævene hos edderkopperne. Hvor er der stille nu, der ude ved kysten. En fordybet hvilende stilhed, som ikke optages gennem øret men gennem øjet.

Stille pløjemarker, stille dryppende skove, en fin støvregn drysser over landskabet, hvor smukt, hvor dansk, ren ro.

Smålandshavet luner, deraf kommer alle de gode ting, regn, søndenvind og tøvejr. Men herfra kommer også de lumre stillestående midsommerdage, hvor atmosfæren er tung og trykkende og er mættet af fugtige dampe. Det er dage hvor al bevægelse er ophørt. Det tager tid inden Smålandshavet får samlet til torden.

Men når først tordenvejret udlader sin rasende voldsomhed, udviser den også udholdenhed. I flere timer bliver det stående på samme plet, udfolder sit natlige bombardement, fjerner sig så og vender så usvækket tilbage. Smålandshavet vil ikke slippe sit tordenvejr igen.

En nat flyver søndenvinden over Smålandshavet, isen er brudt op og er gået i drift. Et par uger senere lander foråret på kysten. Violernes og liljekonvallers duft, ses i et bredt tæppe, snart springer frugttræerne ud i hvide skyer, mod den blå himmel. Nattergalen begynder, på sin natlige sang, Den syner, elskede, elskede, elskede, kys mig, kys mig, kys mig.

Håber det snart er forår!!!!!!!!!!!