Bag åløb og sumpede enge rejser Saltø sig i det åbne landskab, en malerisk gammel vinkelfløget gård med lindetræer der breder sig over gårdspladsen.

Saltø gods

Selv om de ombyggede og overpusede mure ikke straks røber deres alder, gemmer de resterne af en borg, hvis historie rækker helt tilbage til Erik Menved, da den begyndende rigsopløsning fik stormændene rundt om i landet til at befæste deres gårde.

I 1293 tog den navnkundige drost Peder Nielsen, med det ejendommelige tilnavn Hoseøl, hele Karebæk-egnens krongods i pant, og muligvis er det ham, som her byggede en borg på den velbeskyttede plads i engene ud til den slyngende Saltø å der ved en dæmning er ført uden om gårdens nu stærkt udjævnede volsted.
 
I 1393 købte Dronning Margrethe d. 1 den af de tyske grever Gleichen og overdog den til Roskilde Bispestol der opførte den østre del et to etageers stenhus, i gavlen ses endnu to oprindelige spidsbuede vinduesspejl og den hvælvede kælder.

Efter reformationen blev det kongelig len og det er antagelig Peder Reedtz eller hans enke Karen Rostrup, der i deres mangeårige lensmandstid 1581-1632 op til bispehuset opførte den korte brede østfløj.

Med 128 tilliggende gårde og skov til 4000 oldensvin mageskiftede Christian IV 1646 Saltø til sin søn med Kirsten Munk, grev valdemar Christian, men da kongesønnen snart efter overlod ejendommen til sin mere kapitalstærke svoger Corfitz Ulfeldt, kom Saltø ved hans domfældelse som landsforræder 15 år senere tilbage til kronen.

1715 styrede borgens store firkantede tårn sammen. Udeen at genopføre det satte ejeren Generalmajor Mathias Von Numsen stor istandsættelser i gang som først den næste ejer, gehejmeråd carl Adolph Plessen i 1727 bragte til afslutning.

Carl Plessen oprettede Saltø og Harrested i et Fideikommisgods som opløstes i 1921. Den indvendige ombygning står Kammerjunker Mogens Scheel Plessen for der døde på gården i 1819.

i 1899 til 1900 blev østfløjen restureret af arkitekt A. clemmensen der tilbyggede gårdens trappetårn og genrejste gavltrekanten. Da baron Wulff Plessen døde i 1925 overgik ejendommen til hans broder Magnus v. Plessen og senere overtog en sønesøn den nuværende ejer gården Carl Alexander von Plessen.

De store besiddelser har en gang strakt sig fra Tystrup- Bavelse søerne til Smålandsfarvandet og fra Fuglebjerg til Karebæksminde. I dag er kun Saltø i familens eje Ved lenafløsningen måtte 230 tdr. land afstås til udstykning.


bogen sydsjælland af gyldendahls egnsbeskrivelse

C.A.VON PLESSEN

C.A.von Plessen var født i 1678 i nordtyskland i Mecklenburg hvor slægten kunne føre deres stamtræ tilbage til år 1266.

C.A.Plessen

Plessen rejset som ung rundt i Europa sammen med Prins Carl, søn af Christian 5. De var gode venner, og Plessen styrede fra 1708 prinsens ansatte.
 
Som geheime-råd var han også en af kongens rådgivere. I 1730 blev han ridder af den fine Elefant-orden, udnævnt på Frederik 4.s dødsleje.

Den nye konge hed Christian 6. og Plessen kom også med i hans regering. De blev uenige og Plessen tog sin afsked 1733.

Von Plessen ejede i 1724, 5 herregårde Førslev, Harrested, Castrup, Fuglebjerg og Fodbygård, Året efter købte han Saltø gods og Gunderslevholm og i 1731 købte han hele 2 sogne Tystrup og Halagerlille. Von Plessen ejede omkring 430 bondegårde og et utal af huse.

Han ejede næsten hele området mellem Karrebæk fjor og Tystrup-Bavelse søerne. Det var sognene Karrebæk, Fodby, Vallensved, Hyllinge, Førslev, Gunderslev, Skelby, Fuglebjerg, Tystrup, Hallagerlille og en stor del af Marvede Sogn.

Sine mange penge havde Plessen delvis arvet, men han havde også selv højt lønnede jobs, og tjente godt på handel. Han var direktør i Vestindisk-Guinesisk-Kompani, der bl.a. handlede med slaver.

Han blev aldrig gift så da han døde i 1758, gik godserne til andre grene af familien.


næstved arkiv

Hans Wissing forpagter på Saltø.



Hans Wissing født 14 maj 1873, er vokset op på Vonsildgaard Vejle Amt, hans fader var proprietær Poul Tolderlund Wissing født 4 august 1840. Hans moder var Marie Martine Wissing.

Hans Wissing bliver gift med Elise Christine Tingleff født på Sønderholm den 24 november 1880.
Hans Wissing havde 5 andre søskende:
Hansine Wissing, Harald Wissing, Emilie Wissing, Wiggersa Wissing.

Hans Wissing kom til Sjælland i 1903, og blev forpagter på Skjoldnæsholm hvor han var i 10 år, indtil han overtog forpagtningen på Saltø i 1913, efter forpagter Jensen.

På Skjoldnæsholm fik han de 3 første børn, den sidste er født på Saltø.
Gudrun Elisabeth Wissing født 2 december 1904
Ester Marie Wiggerta Wissing født 2 september 1905
Poul Wissing født 5 april 1908
Niels Erik Wissing født 5 januar 1915 på Saltø.

Hans Wissing var afholdt af sine medarbejdere, og derfor blev medarbejderne på gården. Desuden var han en dygtig landmand der gjorde store fremskridt med landbruget.

PÅ Saltø Hovedgård boede også følgende i 1925

Carl Johan Johansen gartner
Alma Emilie Johansen husjomfru hans kone

Sofus Jensen Husmand
Sofie Jensen Malkeske Hans kone
Inger Jensen deres barn

Jens Kristian Kristensen Landmand
Lars Kristian jensen Landmand
Frederik Sørensen Landmand
Harald Hansen Landmand
Karl Kristian Rasmussen Landmand
Niel Andersen Ravn Landmand
Niels Gustav Kark Hich Svensk ukendt beskæftielse.
Jens Peter Herman Højer Forvalter
Lav Gerhard Udsen Underforvalter.

Det var Niels Erik Wissing der overtog forpagtningen efter sin far, der døde 5 januar 1959 på Saltø han er begravet i Vonsil.
Niels Erik wissing var gift med Lilli Ingrid Margrethe Clausen født på Gissegaard.
Foruden dette var der avlsgården hvor der også boede mange og så var der polakkarsernen hvor der boede mange Polakker
Mere om dette senere.


Forpagter Wissing fortæller om Saltø drift i 1943.

“Jeg har været forpagter under 3 baroner, siden jeg søgte stillingen, i 1913.“ Siger han “Jeg havde ikke ventet at få den, da jeg stillede nogle betingelser der skulle forbedres, inden jeg modtog stillingen”

Han fortæller videre “Der skulle nemlig være indrettet tidssvarende beboelser for gårdens folk, sådan at vi kunne komme bort fra tidligere tid drikkeri og dårligdom.” “Der er jo 30-35 mænd i sving hver dag.”

“Gården var på ca. 700 tdr. land, fordelt på 6 marker og så har vi afgivet 150 tdr. Land til udstykning. Der er 400 tdr. land med korn og frø.“ Han flytter lid på sig, og siger “Besætningen er på 48 Heste, hvoraf en snes, er føl fra i år, og der er 358 kreaturer, hvoraf de 200 er malkekøer. Svinestalden er ikke udnyttet fuldt ud lige i øjeblikket der er kun 60-70 svin, under normale forhold er er 300-400.”

“Det er kun enkelte bygninger der er helt gamle det brænde jo i 1896, så der blev bygget et stort sammenhængende stalkompleks. Og for 13-14 år siden en stor hejselade.” Wissing sidder roligt og se ud som en mand der har der har tjek på tingene.

Han fortsætter” vi har en lastbil med påhængsmotor og inskriptionen Saltø. Den har vi meget nytte af året rund. Den kører dagligt med gårdens mælk, der skal til Tifeleums Filial i Dalmose. Her går den videre til København.”

Det er oktober og vi sidder i den gamle hovedbygning, i den del hvor forpagter Wissing selv bor. Han siger “Vi tager roer op i øjeblikket, og kører den til Hyllinge, hvor de bliver fragtet med tog til Gørlev. Vi har ca. 55 tdr. land med sukkeroer.” “Så mange sukkerroer skal vi ikke have næste år, for det er umuligt at få tilstrækkeligt med arbejdskraft, så længe tørvemoserne betaler så højt for arbejdskraften,“ fortsætter Wissing.

Han holder en lille pause og siger så” Vi har en god jagt, Baronen kommer her ned på jagt, men det er ikke sådan at det går forud for alt andet. Han er en elskværdig mand, der er til at forhandle sig til rette med. Der hører jo også andet til godset end jorden. Der er 8-10 bøndergårde som er forpagtet ud, foruden en del huse. Så er der Saltø skov der er på 700 tdr. land, den drives sammen med Harrested skov der er på 400-500 tdr. land.”

Han rejser sig og vi går ud i borggården hvor der står 2 kæmpe lindetræer. Her tages der afsked. Wissing var blevet 70 i maj det år, men han var stadig høj rank og spændstig. Han var en god støtte, for sin søn Niels Erik Wissing, der drev jorden i 1943. Sønnen med familie boede i forvalterboligen, der ligger i umiddelbar nærhed af Gården.

næstved tidende arkivet i næstved folketællinger kirkebøger

Magnus vor Plessen


Han var født på Sierhagen, slægtens Tyske gods, den 3 August 1890. Han kom i 1920 til Lindholm, der ejedes af han fader, greve Scheel von Plessen og overtog stillingen som godsforvalter. I 1925 arver han Saltø af sin farbroder, og i 1932 arver han så Selsø - Lindholm godser efter sin fader.

Baronen var dansk statsborger, og ledede selv sine godser, og hans viden om faglige foreninger, savværker og lignende er her kommet ham til gode. Han gifter sig med Ulla Lewenhaupt i begyndelsen af 1940 - erne. Det er et barnløst ægteskab. Alle ansatte tilhørende godset var inviteret i Fodby forsamlingshus til middag, og der blev kørt i slæde der over.

Han havde ofte ophold på Saltø, hvor han boede i den ene del og forpagter Wissing i den anden del. Hans interesse for jagt var stor, så stor at Skovfoged Fris også måtte gå meget op i jagt, for at tilfredsstille baronen. Således havde han altid den vane at når der blev holdt klapjagt skulle alle geværer ligge på sengen inde i soveværelset.

I slutningen af juli 1948 rejser han til Nordtyskland for at overvære sin ældste broders begravelse i Sierhagen, og bliver der et stykke tid. Den 11 august kører han hjemad, og han fører selv bilen, med ham er nogle familiemedlemmer. Bilen kører ind i et træ, og er fuldkommen knust. Baronen fik trykket rattet ind i brystet, og blev hårdt kvæstet.

De andre familiemedlemmer er kun lettere kvæstet, Baronen bliver indlagt på det nærmeste sygehus men død af sine kvæstelser den 11-8 1948.

Nogle medarbejdere ved godset, derimellem Skovfoged Fris var i Korsør for at hentede kisten, og var med til begravelse i Gevninge.

næstved tidende 1948

Niels preben Bøving

Godsforvalter Niels Preben Bøving Saltø.

Niels Preben Bøving er født 1809 i Fåborg søn af Apoteker Johan George Vilhelm Bøving og Mette Marie Jacobsen. Bøving vokser op med 8 andre søskende:

Frans Johan Gerhardt Bøving 16 jamuarfødt 1793.

Magdalene Orten Bøving født 14 juli 1795.

Jens Orten Bøving født 23 december 1796.

Poul Jacob Bøving født 30 November 1800.

Mette Marie Bøving født 5 juli 1803.

Jacob Antoni Bøving født 16 juni 1805.

Niels Preben Bøving født ) Juli 1809.

Marie Magdalene Bøving født 1 August 1819.

Her vokser Bøving op med mange søskende og bliver Exam. Jur. Det vil sige at han har bestået den juridiske eksamen for ustuderede. Altså han har ikke Studentereksamen. Han bliver godsforvalter på Saltø omkring 1840 og er der indtil han dør i 1864, i en alder af 55 år. Han dør af et vågeskud, da han kravler over et stengære, og hans gævær (Bøsse) går af. 25 januar og begraves 30 januar kl. 11. Han blev aldrig gift var ungkarl hele sit liv.
 

Godsforvalter Bøving

Lavet af John Larsen.

År 1864 den 30te januar blev Østre Flakkebjerg Herreds skifteret sat på herredskontoret i Førslev og administreret af den ordinære skifteforvalter og skifteskriver i overværelse af vidnerne examin. Juris. Quortrup og arrestforvarer Michelsen hvor de blev holdt.

S*******

I boet efter afgangne godsforvalter Bøving på Saltø.

For skifteretten fremstod godsforvalter Kjølner, der producerede en af samme herre og baron Scheel Plessen besidder af fidiokommis godserne Saltø og Harrested udstedt den 27de januar dateret og natural*** attesteret fuldmagt, hvilket tages til indlemmelse følgende.

På grund af den bemeldte fuldmagt indeholdte bemyndigelse for hr. godsforvalter Kjølner, udbetalte skifteforvalteren til ham de i boet forefundne kontante penge med 4190rd. Skriver fire tusinde et hundrede og halvfemsindstyve rigsdaler *** udleverede ham de ligeledes i boet forefundne obligationer fra Østifternes kreditforening 9S2f lydende i alt på 8000rd. ***** således ham tidligere ***** 7S2f lydende på hver 1000rd. Og 2S2f lydende hver på 500rd.

Dermed var samme hr. Kjølner som skifteforvalteren angav at de i boet forefundne som den afdøde godsforvalter Bøving tilhørende foran ***** obligationer såvel som et kontant beløb af 515rd. Af hvilken nemlig ligeledes forefandtes i boet i et forlagt omslag 500rd. Med håndskrift tilhørende forvalter Bøving, og 13rd. Der fandtes på hans person, forbleven hos skifteforvalteren.

Skifteforvalteren bemærkede at han da hr. Kjølner alt den 28de dennes for skifteforvalteren havde forevist og til ham afleveret et telegram ***** ******** der hvor dennes foreløbige for anmodet hr. Kjølner om at være syns interesse under behandlingen af afdøde forvalter Bøvings bo og navnligen at overtage forvaltningen af Saltø og Harresteds godser, havde skifteforvalteren ad fundets bo, ****** ved at bemyndige hr. Kjølner til i overværelse af fuldmægtig Hjort / den afdødes fuldmægtig samt forpagter Leleku ? Handlen på Saltø at aftage seglene ? På de gennem svord laturinenterne, godsforvaltningen vedrørende varer opbevarede.

Og erklærede hr. Kjølner at han på grund af den således ham uddelte bemyndigelse i går i overværelse af de 2nævnte herrer ham den afdødes hovedarving avlsforvalter Poul Bøving samt en af de øvrige arvinger isenkræmmer Bøving fra København, han åbnede de nævnte gy**** samt udlagde hvad der fantes og i forening med de nævnte tilstedeværende herrer optaget en fortegnelse .

Modtagelse af de fornævnte 4190rd. Kontant og 8000rd. Obligationer

Meddelte hermed Ficta a *** underskrift ulæselig

Sessionen sluttet . Skifteretten hævet.

Th. Grove Jens Michael Michelsen

 

 Ficta a *** betyder :           fremstillet af ***

 

 Akavalier online  skiftepapier næstved avis 1864

Hvad for meget brændevin kan føre til.

Saltøs lade og stallænger brændt 1896.

Det var søndag formiddag klokken 11.30 folkene havde fri og sad i borgerstuen og drak brændevin. Hans Peter Frandsen sad der også og havde drukket en del. Men det varede ikke længe før man anede uråd og det store bygningskompleks, der var af bindingsværk og strå, stod i flammer.

Gårdens folk var modige og fik samme med tililende folk, de fik 300 køer ud. Dette var ekstra besværlig, ved at de stod bundet. Men inden de sidste var kommet ud, var det et farefuldt hverv, fordi røgen var kvælende og ilden brænde over hovederne på den. Dyrlæge Johansen fra Hyllinge var tilfældig på gården, han hjalp også til. Køerne kom ud i en indhegning ved gården.

De ca. 30 heste kom også ud, de blev bare sluppet løs, men da stalddøren gik op på grund af branden, løbe de atter ind i stalden. Heldigvis fik de alle ud, selv om stalden allerede brændte og en del af loftet var faldet ned. Nogle var senere på dagen fundet, helt ude ved landevejen ved Fodby. Ellers blev de opstaldet hos forpagter Jensen Tåstrup på Harrestedgård.

Branden var meget voldsom, og den første brandsprøjte der var på stedet var Fodbys. Men snart efter kom der sprøjter fra Næstved, Herlufsholm og Karrebæk. Men da gården, var bindingsværk og tækket med strå, var opgaven umulig og den nedbrændte. Heldigvis skete der ikke noget med selve slottet, da vinden bar fra, og der var et stykke vej fra avlsbygningerne til Slottet.

Det hele var meget dramatisk, og køernes brølen og løben omkring, forstærkede den dramatiske stemning. Mange mennesker var kommet bare for at se på, dette gjaldt også adskillige damer, der gjorde en udflugt ud af det. En ung mand fra Næstved kom til at stifte nærmere bekendtskab med landbruget, idet han kom til at træde ud, på en ajlebeholder, så stod han pludselig i ajle til opunder armene.

På gården stod der adskillige lokomobiler ( Trukket af damp), foruden vogne redskaber. Der brænde 1500 tønder sæd .

Forpagter Jensen var ikke hjemme da han var på besøg hos sin broder ved Ringsted, men da han fik telegram om branden, tog han straks hjem.

Det var søndag og hviledag for folkene på gården og sådan en dag blev brændevindflasken flittigt brugt. En af karlene Hans Peter Frandsen gik ud og flere så ham gå ind i den nyeste lade. Her satte han ild til noget foder som lå der. Han indrømmede da også, da herredsfogeden arresterede ham. Han blev sat i Førslev arrest.

Hans Peter Frandsen var en arbejdsom mand, med havde tidligere gjort bekendtskab med politiet. I en tidligere tjeneste, havde han tilegnet sig 400 kr. der ikke hans. Da han blev anholdt for dette, prøvede han at skyde sig, med en revolver for tindingen. Han havde derved beskadiget hjernen, og ved fuldskab kom det særligt til udtryk.

Den stakkels mand var meget angerfuld efterfølgende, og på vej til et nervesammenbrud.

næstved tidende 1864

Overskrift 1

Jagternen på Saltø fra 1920 - 1967.

 

Jagterne i Skoven og på markerne var vigtige for Baronerne, alle marker der kunne lejes i omegnen blev lejet. Senere kom også Københavnerne ind i billedet, som så lejede en del af jagten. Således var der en tanlæge som havde lejet jagten, og kom næsten hver weekend og boede på Saltø. Man fandt han død, på toilettet en morgen, menes han sad på Wc. Baronen Magnus Plessen kunne godt lide at gå på bukkejagt, han skulle helst rundt i skovene i hest og vogn sammen med skovfogeden så han kunne vise ham hvor bukkene stod. Skovfogeden have også, bare at stå nede i gården, på Saltø, når han kom hjem fra jagt, for at tage imod riflen for at rense og pudse den.  Når høsten var i hus, og der kun stod roerne tilbage på markerne, var det tid til klapjagt. Skovfogeden indkalde alle raske drenge, i alderen 12 til 14 år, i sognet. Drengene deltog med glæde, for så fik de en fridag fra skolen. Det blev til ca. 30 i alt.

Skytterne, ja det var alle Grever og Baroner fra indland og udland, især Tyskland. De kom, som regel i deres store biler. Tjansen som klapper, kunne være en kold våd og hård tjans. Frokosten som blev indtaget på skovridergården, de høje herre inde og drengene i stalden. Eller i Rappenborg, der foregik det hos skovfogeden. Klapperne fik en halv Winersstang og en sodavand, kaffe og når bølgerne gik højt, en rød pølse. Der kom mad til skytterne, fra Saltø, f.eks. gule ærter og smørrebrød. I Rappenborg spiste skytterne, i den pæne stue og skovfogederne i soveværelset. Klapperne i karlekammeret. Efter frokost, kunne det være en blandet fornøjelse, at være med, da der blev drukket, lidt rigeligt til frokosten. Klapperne fik 2 eller 5 kronet for ulejligheden.

I 1950-erne blev der opdrættet, en hel del fasankyllinger. Det begynde i det små, ved at man fangede fasaner, til æglægning, som så blev lagt, under en skrukhøne. Det første år, satte man 382 kyllinger ud, og det sidste år, man opdrættede fasaner i stor stil var i 1967, da satte man 1000 ud. Man solgte også, de 6 uger gamle fasaner, for 8 kr. stykket. Men det var og blev et stort stykke arbejde. Så da stormen den 17 oktober 1967, væltede store dele af skoven, sluttede fasanopdrættet. Og Baronen besluttede at leje jagten ud. I Disse årtiger blev der i Saltø skov nedlagt i alt 7170 stk. vildt. I disse årtier var jagterne meget vigtige, og en stor begivenhed på godset og i omegnen. Da man jo var en del af skoven og godset.