Gode historier fra sognet

Kaj kom med et gammelt ill. Familie Journal, her var en interessant artikel om “Hundreders års krigen mellem Herlufsholm og Næstved“. Den har ikke noget med Fodby Sogn at gøre, men det er en god historie.

Se storebror lå der hvor Fønix krydset er i dag, som var stærkt befærdet, hvad den jo også er i dag. De ældste optegnelser om Store Bro stammer fra 1420, selv om der nok har ligget en bro der tidligere.

Se Næstved og Lille Næstved har i de ældste tider været opfattet som en by “byen på begge sider af åen” og det var Næstved der afholdt alle udgifter til vedligeholdelse. Den har altid været skelbro mellem Præstø og Sorø amter.

Men da Skovklosteret ved Reformationen mistede Herredømmet over Næstved By og kun beholdt hvad der lå vest for Susåen, herunder Lille Næstved, var det forbi med fællesskabet. Næstved By måtte alene afholde alle udgifter til broen.

Det betød at Næstved borgere måtte betale ekstra skat. I 1689 byggedes der en ny bro med broport for 426 Rigsdaler og 7 skilling. Den var 24 alen lang og 6 ½ alen bred, havde rækværk. Nedramningen af pælene varede 3 dage for 13 mand som hver skulle have 20 skilling om dagen.

Dette var en solid bro der stod endnu i 1733, man klarede sig med små reparationer og lidt opfyldning. Men man skulle aldrig have lavet opfyldningen, for Herlufsholm Skole der ejede Lille Næstved blev nervøs ved tanken om at fyldet kunne opstemme vandet.

Man forlangte opfyldningen synet, og 4 “uvildige mænd bekrkætede under ed, at opfyldningen havde gjort broens gennemløb 3 ½ alen smallere. Naturligvis håbede Herlufsholm på at Næstved ville bygge en ny og større bro. Men Næstved lod 8 lige så uvildige mænd komme og se på broen. De kom naturligvis til det modsatte resultat, så herom man ikke videre.

Så under et stort tøbrud i februar 1741 svulmede Susåen op, og både Næstved og Lille Næstved led under oversvømmelse, broen knustes. Man byggede en ny som dog kun holdt i 25 år og var så medtaget at den dårligt kunne bære en vogn.

I 1769 gav Næstved Borgerskab tilslutning til at opføre 2 bropiller af huggede kampesten, det var dyrere end træpæle. Der blev lagt forbud fra godsforvalteren fra Herlufsholm, om at man gravede en tomme mere ind i Lille Næstved, end den gamle bro havde stået. Afstanden mellem bropillerne blev således kortere. Broen kostede 468 Rigsdaler. Halvanden gang mere end Næstveds årlige budget. Det hjalp naturligvis at Kongen havde givet tilladelse til at opkræve bropenge.

4 Skilling for en Karet

2 Skilling for en almindelig vogn

1 Skilling for en hest , en ko, eller stud.

Det gav et par hundrede rigsdaler om året.

Men så i 1772 i marts kom der et tøbrud der blev anledning til den værste ballade mellem Næstvederne og Herlufsholm. Hovedpersonerne var Næstveds borgmester og Forvalteren på Herlufsholm. Det blev ført videre i skiftende generationer i disse embeder.

Den voldsomst stigende Suså havde allerede bortrevet flere broer, og Store bro var stærkt truet. På hver sin side stor Næstvederne og Lille Næstvederne og var bekymrede for deres dyre bro. Lille Næstvederne gruede for deres hjem og grunde.

Forvalter Carlsen kom til stedet og foreslog at grave en afløbsrende lige inden for bropillerne på Lille Næstved siden. Men Næstveds borgmester der hed Thorup, blev rasende, og i mange vidners påhør forbeholdt han sig erstatningskrav for den skade det ville forvolde. Desuden ville han hvis, forvalter Carlsen lod sine bønder grave, drive den med magt derfra.

Der var altså optræk til en rask lille borgerkrig, men i sidste øjeblik turde Carlsen ikke udsætte sig og sine bønder for overfald muligvis hug. Men han glemte ikke sit nederlag til Thorup.

Nu sikrede Thorup sin dyrebare bro mod undergang, der blev lagt fyld for enden af broen ved Lille Næstved, rækværket blev tættere og der blev fyldt op med hestegødning i mellemrummene, dette gjorde broens overdel tung. Borgmesteren satte vagt ved broen dag og nat, for at ingen skulle fjerne den sødt duftende ballast.

5 dage efter, var vandet faldet, og Lille Næstvederne kunne gøre skaden op. 12 huse beskadiget og en masse bohave ødelagt, tilsammen 127 rigsdaler. Næstved nægtede at betale sagen kom for kommissionen, som Kong Kristian VII havde nedsat for at få rede på hele denne sag.

Her hævdede Thorup at det aldrig var bevist at Store Bro var skyld i oversvømmelserne. Kommissionen arbejdede i 3 1/2 år og holdt 23 møder, og afsagde dom i 1779. Thorup oplevede ikke dommen for han var død forinden, men den gik ud på at broen skulle forandres og der skulle betales erstatning.

Dommen blev appelleret fra begge parter, og her blev det fastslået at hvis ikke Næstved inden 9 måneder havde forbedret broen forsvarligt, skulle de betale 2 lod sølv i bøde for hver dag der gik ud over 9 måneder.

I sommeren 1781 forhøjedes broen, og bropillerne blev repareret, man fjernede noget fyld. Grev Thott der på dette tidspunkt var skoleherre tilså arbejdet og udtalte tilfredshed. Således var der fred i hele 4 år mellem Herlufsholm og Næstved.

I april 1785 går Susåen over sine breder igen, og den laveste del af Lille Næstved sættes under vand. Den nye Skoleherre var Statsminister Schak Rathlou kræver nu højesteretsdommen opfyldt og erstatning udbetalt. Næstveds borgmester Wallund og byrådet sukker. Schak sender forvalter Carlsens efterfølger Clausen, med Kongens Foged til Næstved for at indkræve en bøde på 1937 rigsdaler, så meget var dagbøderne løbet op til siden 1780.

Så mange penge er der ikke i Næstveds kasse så der gøres udlæg i borgmesterens og byrådets gårde. Borgmesteren beder borgerne om hjælp men får det ikke og da Stiftamtmand Brandt blev skoleherre på Herlufsholm lysner tingene lidt og der bliver et forlig mellem Næstved og Herlufsholm i 1790.

Der bliver bygget en bro med et vandslug på 19 meter, og Kongen eftergav hele bøden. I 1819 befriedes Næstved for det tyngende åg at vedligeholde broen, da det blev besluttet at Præstø og Sorø Amter i forening skulle vælige holde broen.

I kender vel alle historien om trolden der ville dække Næstved til og blev til sten, han står oppe ved rådhuset. Men kender i også den originale historie, sagnet der ligger til grund, for troldens tilblivelse.

Der var en gang en kæmpe, som var blevet meget vred på Næstved. Han udtænkte en hævn, som svarede til hans stilling i samfundet. Han gik ned til havets bred med en meget stor sæk, og fyldte den med sand. Han ville hælde den over småpuslingerne i den by som havde krænket ham. Han fik sækken på nakken og gik af sted mod Næstved.

Men nu var der en lille venlig nisse, som holdt meget af de gode Næstvedere, han fik medlidenhed med dem, da han fik nys om kæmpens hensigt. Da han ikke kunne stille sig i vejen, udtænkte han en list. Han fik nemlig skåret en flænge i sækken, uden at kæmpen mærkede det.

Sandet dryssede ud for hver skridt han tog, hvor han gik dannedes en sandryg der bugtede sig i bakke og dal. Kæmpen mærkede intet før han kom til Næstved og gjorde sig klar til at hælde indholdet ud over byen.

Da så han den lille nisse, som havde spillet ham et pus, han blev så vred at han sprak af raseri og var borte.  Resterne af sækkens  indhold dannede en vældig sandbanke lige foran byens porte.

Således er det rigtige sagn, om den højderyg der strækker sig fra Næstved og mod Mogenstrup

Fortalt til Evald Tang Kristensen folkemindesamler.

På en mark i Saltø by er et Krat der strækker sig over flere gårdes marker, og igennem den løber en rende, med et overgangsbræt. Her opholder Hæsle-vædderen sig, den kan omskabe sig til hvad det skal være.

En aften gik en mand over marken, og skulle over renden på overgangsbrættet. På det sted hvor overgangsbrættet lå så han tydelig at det var Hæsle-vædderen der lå der som overgangsbræt. Det fortaltes at den gjorde således på et vist klokkeslæt, og at hvis man lod være med at sige nogle lyde eller tale, kunne man ikke mærke andet end en bro.

Dette viste personen godt, og han gik dristig ud på broen men da han kom lidt ud på broen, kom han til at hoste og straks rejste vædderen sig, så han kom til at sidde på dens ryg, og han blev til sidst kastet hovedkulds ud i vandet.

Da han kom på benene igen så han ikke andet end den sædvanlige bro på dette sted.

Å-manden er ungkarl og har ingen familie, han lever i Saltø å, efter at han blev bedraget af beboerne i Bistrup. Han hævner sig hver år, ved at trække et menneske ned i åen.

Det startede således, Bistrup manglede vand, alle havde prøvet at skaffe vand. De havde gravet brønde, gravet grøfter. Sågar haft besøg af en mand med pilekvist. Men intet hjalp, der var intet vand.

Så en dag kom en gammel mand gående. Han havde gået meget langt og var tørstig, han gik fra gård til gård og bad om vand. Men han kunne ikke få noget, han kunne få mælk.

Han spurgte “Hvorfor giver du mig det dyre mælk jeg vil gerne nøjes med vand” “Vi har ikke noget, vi har søgt alle vegne” svarede konen.

Manden tænkte sig lidt om og bad så konen om at samle mændene i byen. Konen sende straks bud til alle i byen, og snart efter var alle i byen samlet, på gården hvor den gamle mand stod.

Den gamle mand forklarede at han kunne skaffe dem vand, hvis betalingen var rigtig. Mændene var ikke venlige over for den gamle mand og spurgte “Hvordan kan du skaffe vand når vi ikke kan” spurgte de. Den gamle mand svarede “ Der er ikke det jeg ikke kan når bare betalingen er rigtig” svarede han. “Hvis i giver mig et knippe brænde, en skæppe af jeres bedste korn, en skinke og en god varm frakke, så skal jeg nok skaffe alt det vand i behøver.”

Det var en høj pris, syntes mændene og de diskuterede længe inden de blev enige. “ Det er en aftale” sagde mændene “men hvis det ikke lykkedes får du så mange klø på din ryk, at den vil hænge i laser.”

Manden bad om at låne en god lang kæp, den blev fundet til ham, og han tog den og gik ud på engen. Her satte han den ned i græsset, menes han trak den gennem jorden. Hvor han gik, sprang der vand frem, og efterhånden voksede der en stor og bred å ud af den lille rille der kom i jorden.

Nogle steder slynger og bugter åen sig for manden var jo gammel og rystede på hænderne. Hele eftermiddagen gik han, og åen rakte nu så langt øjet kunne se både den ene vej og den anden vej.

Da byens mænd så at der kom masser af vand, langt mere end de nogen sinde ville kunne bruge, blev de lidt ærgerlige over, at de var gået ind på at betale en så høj pris for mandens arbejde. De sagde til ham “Det kunne vi da også have gjort, det er jo ingen sag, at trække en kæp gennem jorden. Du er jo ikke en gang svedig. Vi betaler ikke.”

Den gamle mand troede først han havde hørt forkert, men han hørelse fejlede ikke noget. De ville ikke betale ham for hans arbejde. Han sagde “Jeg troede at jeg havde med ordentlige folk at gøre, “ han blev meget vred “i er nogle snydepelse og bedragere, men jeg skal nok få min betaling. Fra nu af vil åen hvert år kræve et menneskeliv, og i vil nok opdage at det havde været bedre at holde vores aftale.”

Manden forsvandt, nogle siger ned i åen. Sådan har åen hver år hentet et menneske ned til sig. Skulle han ikke nå det et år tager han bare to næste år. Beboerne i Bistrup fortryder stadig den dag i dag at de snød den gamle mand. De forsøger at gøre det godt igen ved at i det mindste at give ham hans pindebrænde. For hver gang de går over åen smider de en pind i åen til å-manden.

Da vi havde så meget familie over ved Skælskør har jeg samlet lidt Sagn og overtro fra egnen der ovre.

Kilderne er Dansk Folkemindesamling, Evald Tang Kristensen, Vilhelm Hansen, Svend Grundtvig, A. Rønnekilde, Chr. Jespersen.

På Forntoftevej havde vi familie her boede Hans Hansen og Karen Christensen, vores tip tip oldeforældre på et sted Forentoftevej mat.19.

Herfra er der en lille sagn:

En kone fra Fortofte, Holten, havde et barn, der var Vanskabt og hverken kunne tale eller gå, men hun mente også bestemt, at det var folkene i troldhøjen tæt ved der havde forjrort barnet.

Nissen holdt til i 1939 hos Hans Thomsen Skov i Forentoftevej 30 stedet hedder Vangsgård. En aften, der var fremmede på gården, klaprede rysteren til tærskemaskinen nede i loen. Hvordan den kunne det, ved ingen. Men Hans Thomsen ville ikke gå ned for at se, og ville heller ikke lade andre gå derned for at se. Hans indstilling var at det var nissen der rumsterede.

I Magleby boede vores oldemor og oldefar herfra er der også nogle sagn.

En mand havde engang brygget 3-4 tønder øl, og uden for byen lå en gravhøj, hvor der boede nogle nisser. De var i gang med en bryllups højtidelighed og de manglede øl. De gik derfor til bonden og ville snuppe noget af øllet, men der var slået kors på karrene. Så de kunne ikke tage noget. Da det nu var godt øl og nisserne var i forlegenhed, var der ikke andet at gøre end at spørge om lov til at låne noget. De lovede at komme tilbage med lige så godt øl. De fik lov til at tage hvad de skulle bruge, få dage efter kom nisserne tilbage med øllet og guld og sølv i store mængder.

Det er kun en gang man i Magleby kan se heksene nemlig skærtorsdag. Når man da går til kirke, skal man have et nylig lagt kyllingeæg i lommen. Så ser man dem alle sidde med en spand over hovedet, hvilke dog ikke ses af andre.

På en gård i Magleby var der for mange år siden et gammelt ægtepar. Manden var en gammel nissefar, og folk var bage for ham. Der tjente to piger på gården, og engang skulle den ene af dem på loftet, for at hente nogle æbler til sig selv og den anden pige. Men nissefar var på loftet og pigen kunne ikke komme ned for ham, førend hun havde lagt æblerne tilbage, hvor hun havde tage dem. Der var bare et problem, for nissefar gik nede ved kornstakkene, sammen med folkene. Kunne han nu være to steder på samme gang.

Bror Viggo, hans kone Inge og konens veninde, Kirsten, var på ferie på øen Jersey i Den Engelske Kanal. En dag tog de med rejseselskabet i bus for at køre til hydrofoilbåden. Med den skulle de ud på en sejltur.

Da de skulle stige af bussen, bad Viggo de damer om at løbe i forvejen og finde nogle gode pladser på båden.

Inge og Kirsten benede af sted, fandt pladser og gav sig til at vente på Viggo. Men til deres undren kom hverken han eller nogen af de andre fra selskabet.

Endelig dukkede Viggo forpustet op. Viggo hører ikke til de smalleste. Da han som den første ville forlade bussen, gjorde han en forkert bevægelse med armen og sad uhjælpelig fast i døråbningen. Passagererne bagved masede på og kom med tilråb.

Til sidst måtte chaufføren genne de øvrige passagererne til bage i bussen, og endelig slap Viggo ud af klemmen. Han trængte til at sidde ned, da han nåede båden.

Skrevet af Heidi.

Dette er en sand historie.