Fotografen er Karl Kofoed, personerne ukende

 

Jul hos de fattige småkårs folk i Fodby sogn.

Fattigfolk var de laveste i samfundet, og man anså dem som en belastning i hverdagen. Samfundet var skarpt opdelt til fordel for de stærke, så der var ikke megen hjælp at hente for fattigfolk og andre udstødte. Hos daglejeren, den fattige håndværker og den jordløse bonde, man var heldig, hvis der ved juletid, var blot et par nødder, som ekstra julegodter.

Man er tilbøjelig til at tro at julen på landet, var ensbetydende med vældige ædegilder for alle. Men for folk, i små kår i sognet, var det den samme, seje surgrød juleaften, som på årets øvrige dage. Det var grove bygkorn, kogt i kærnemælk. Hvis der i det hele taget var noget at leve af. Festen var begrænset til at der lyste en tælleprås, midt på bordet, eller foran far, så han kunne stave sig igennem julebudskabet. Tællepråsen var en enkelt væge dyppet sparsomt i fårefedt. Dette var luksus, til daglig brugt man lyspinde, som var træspåner fra gammel harpiksmættede fyrrestubbe. De lyser dog tilstrækkelig, til at kunne klare hverdagensaftnernes mange sysler.

I juleugen var det helligbrøde at foretage sig noget. Det faktum intet at foretage sig, var i sig selv luksus. Selv om det var ugudeligt, har mange fattigfolk sneget sig til at foretage sig noget nyttigt, man skulle leve. Men for et øjeblik kunne man dog glemme dagligdagens håre slid. Fattigfolk gik tit og ofte tiggergang i julen for det var helligbrøde at sige nej.

Julens overdådighed har ikke tynget fattigfolk i små brug, hvor besætningen, lige netop dannede grundlag, for lidt torvehandel. I disse hjem, spiste man selv det ringeste kød og harskeste smør. Godbidderne gik til Næstveds torvehandel, hvor de velbjærgede byfolk, kunne erhverve sig herlighederne.

Hos en daglejer eller håndværker kunne man være heldig at have en julegris. Det var så den eneste gris det år. Derfor forstod der berusende festdage, når man slagtede, men man sørgede dog for, ikke at slagte, samtidig men naboen, for man hjalp jo hinanden. Hvis familiens børn tjente på gårde i nærheden, kom de som regel hjem i juledagene, på besøg, en dags tid eller to. Hvis de havde fået juleløn i form af sigtebrød eller andre madvarer, tog de dem med hjem til forældrene. I småkårshjem var julen ofte den højtid, hvor man havde lejlighed til at se de familiemedlemmer, der ellers var spredt for alle vinde.

 

Jul hos de bedrestillede folk i Fodby sogn

Gårdmandsfolkets svært fornøjelige madorgie, stod i stor kontrast til hverdagens smalkost. Man var i gamle dages bondesamfund, nødt til at spare på føden, næsten hele året.  Det var først, når man nåede til efteråret, at man opnåede resultaterne af årets arbejde i mark og stald.  Mange steder kneb det allerede i foråret med korn til mel, og man måtte så, holde hus, hele sommeren, med de knappe fødevarer. Når efteråret kom, kunne man se hen til Julen, som en kulmination, i det spartanske år - da var husdyrene fedest og lam og smågrise store nok til at slagte, og kornet var høstet, og man kunne begynde at tærske.

Så kom der mad på bordet, særlig til jul. Den overdådighed, at få serveret friskt skinke eller varm ribbensteg, var en begivenhed, man kunne glæde sig til hele året. Forberedelserne til julen, begynde tidligt. Der skulle slagtes, vaskes, brygges øl, og gøres hovedrent. En stor øl tønde skulle fyldes med godt øl, og gulve og borde skulle skures hvide, med sæbe, soda, sand og halmviske.

Juletiden var den rene ferie. Man fik blandt andet serveret kraftige supper, nylavede pølser, flæskesider, gode sigtebrød, nødder, æbler, fin risengrød og dejligt, stærkt øl. Traditionen bød, at juledagene mellem 24. december og Helligtrekongersaften d. 5. januar skulle holdes hellige. Man måtte kun lave det allermest nødvendige arbejde på gården. Juledag gik man i Fodby kirke, ind i mellem var det så koldt, i kirken, at præsten havde blåfrosne fingre. Så gik man til julegilder hos hinanden, hvor bordene bugnede af julemad. De ugifte unge afholdt julestuer med musik og vovede lege, der for det meste gik ud på at røre ved personer af det modsatte køn.

En af de populære lege var Nippe strå (fra hinanden – og kun med læberne!). Julelegen Trille julekage var lidt mere løssluppen. Man lagde ganske enkelt en karl og en pige ovenpå hinanden på et bord, hvorefter deltagerne æltede løs på de to personer. Legen var ikke uden seksuelle undertoner.

Helt slem var Huelegen. Karlene dansede i kreds rundt om pigerne, der sang et vers, hvor sidste linje lød: ’Til min hue falder af’. Når første vers var slut, sloges karlene og pigerne for sjov om huerne. Når alle huerne var blevet revet af, begyndte dansen og sangen på ny, men nu handlede den sidste linje i pigernes næste vers om et af de andre klædningsstykker. Sidste linje i et par af versene lød: ’Til mit skørt falder af’, og ’Til mine strømper falder af’. Så kan man selv fundere på, hvornår og hvordan denne Hueleg egentligt sluttede.