En beskrivelse af hvordan der så ud i husene.



For 200 år siden var alle gårde og huse samlede i landsbyen, de lå gerne tæt sammen. Det var meget brandfarligt, da alle huse havde ståtag. Blev der ildebrand, kunne det meste af landsbyen let brænde.
De tilhørende jorde dyrkedes i fællesskab. Men på denne tid begyndte udskifningen, det var en ny fordeling af jorderne, hvor hver ejendom fik sit særskilte stykke jord at dyrke uafhængigt af alle andre i landsbyen. I tidens løb flyttede mange ejendomme ud af byen, ud på egen jord.
Når man om vinteren tærskede rugen med plejl, sørgede man for at samle alle de længste strå i særlige neg, de såkaldte kærre. Disse neg skulle bruges til nyt stråtag den følgende sommer. Hvis der hørte mose eller strand til gården, høstede man tagrørende, når isen kunne bære. Midt på sommeren kom så tækkemanden og lagde strå og rør op til nyt tag.
Et ståtag har mange egenssaber. Det sørger for, at der er lunt i huset om vinteren og svalt om sommeren, og huset er altid godt ventileret. Et stråtag kan holde i 20 år, på sydsiden af huset dog noget kortere tid.
Der hører ikke tagrender til stråtag, men til gengæl går tagskægget så langt ud at tagdryppet ikke kan skade vægeene.
De store gårde havde også vindmotore, som fortæller at her er man så moderne, at man har indført maskinkraft. Det kan være til både tærskeværker, kværn, hakkelsmaskine og vandværk. Den slags vindmotorer blev opført omkring år 1900 og i tiden derefter.
De gamle bondebygninger har få og små vinduer. Væggene er hvidkalkede. Sådan skal det være efter gammel sjællandsk sædvane, hvor alle bindingsværkets stolper diskret skjuler sig under kalklaget. Det er derfor i modstrid med gammel sjællandsk byggeskik, når folk i vore dage opmaler stolperne.
De mindre stråtægte husmandshuse ligger midt i byen mellem enkelte huse der. I gamle dage blev blev der fyret et sted, i den store skorsten, hvorfra dagligstuen varmedes op ved bilæggerovnen. Det var en jernovn, som havde åbning til skorstenen, og så lagde man gløder ind i ovnen, der afgav varme i stuen, uden man fik røg og snavs der.
I dagligstuen forgik alle former for liv, man spiste, arbejde og sov. Desuden kunne der være rugende gæs eller høns og man stillede mælkefade op ved bjælkerne på en hylle.
For enden af langboret husbondens plads. mellem vinduerne og langboret var langbænken og under den rugende gæs eller andet. På bænken sad mandfolkende, mens kvinderne der jo skulle hente manden fra køkkenet stod op og spiste.
Alkover (indbyggede senge) eller himmelsenge fandes ved væggen modsat vinduerne, paralelt med langbordet. Der var gadiner og omhæng foran sengene, og i bunden af den halm, som ikke blev skiftet for tit. I stuen kunne der også være en vugge og en stol og måske en spinderok, slagbænk og spegl. Ofte var der et standur og på vægen hang gudelige billeder. Gulvet var lerstampet og her stod en spytbakke. lysestager stod på bordet eller hang ned fra loftet. man havde en ølkande der gik fra mund til mund og skeer af horn eller træ. Mellem husbonds bænk og langbænken kunne der stå et hjørneskab, hvor husbonden opbevarede sine værdier.

Brandpumpe.

BØNDERNE

Godset var en stor jordbesidder, herremanden lejede jorden ud til bønderne (de fik jorden i fæste) og de betalte en lejeafgift. Denne afgift bestod i landgilde og hoveri, landlildet blev betalt i form af korn, og hoveriet bestod i at bønderne skulle arbejde gratis for herremanden. Derudover var bønderne stavnsbundne de kunne ikke flytte fra området uden herremandens tilladelse.
Bønderne har levet under meget fattige kår, og det blev ikke lettere af at den jord de selv skulle dyrke lå spredt ud over et stort område, for alle skulle have lige del i den gode og dårlige jord. Den gode jord lå tæt på byen og den dårlige jord lå langt fra byen, og så var der overdrevet det lå ude ved skoven,det var fælles græsningsareal, nu er det meste tilplantet med skov.
Efter 1788 gennemførte man landboreformerne og jorden blev fordelt i en vifte rundt om byen, det var en praktisk måde at fordele jorden på for så kunne de fleste blive boende på deres gårde og behøvede ikke at flytte udenfor byen. Hoveriet blev også ophævet, men man betalte stadig landgilde, dette hjalp på bøndernes økonomi. Så meget at nogle kunne købe deres gårde af herremanden.De var dog ikke alle gårdejere,  nogle var husmænd de lejede jorden og havde meget lidt jord og tilmed langt væk fra deres hus, de fik den dårligste jord ved udskiftningen.
De måtte tage arbejde rund omkring på gårdene for at overleve, de var også vævere, smed, træskomager eller hjulmager osv. Meget ofte havde husmændene indsiddere til at bo i en stue i deres boglig, en del indsiddere fik fatighjælp og ofte boede de på skift på de forskellige gårde.
Der var også stor forskel på hvordan børnene havde det, hos husmændene blev børnene send ud at tjene i sommerhalvåret i 7-10 års alderen, lønnen var mad og tøj. når de var 12-15 år gamle flyttede de helt hjemmefra. gårdmandens børn boede hjemme til de skulle giftes og det var normalt at de først blev gift ved 30 års alderen.



Af  lærer Erling Petersen