For 200 år siden var alle gårde og huse samlede i landsbyen, de lå gerne tæt sammen. Det var meget brandfarligt, da alle huse havde ståtag. Blev der ildebrand, kunne det meste af landsbyen let brænde.
De tilhørende jorde dyrkedes i fællesskab. Men på denne tid begyndte udskifningen, det var en ny fordeling af jorderne, hvor hver ejendom fik sit særskilte stykke jord at dyrke uafhængigt af alle andre i landsbyen. I tidens løb flyttede mange ejendomme ud af byen, ud på egen jord.
Når man om vinteren tærskede rugen med plejl, sørgede man for at samle alle de længste strå i særlige neg, de såkaldte kærre. Disse neg skulle bruges til nyt stråtag den følgende sommer. Hvis der hørte mose eller strand til gården, høstede man tagrørende, når isen kunne bære. Midt på sommeren kom så tækkemanden og lagde strå og rør op til nyt tag.
Et ståtag har mange egenssaber. Det sørger for, at der er lunt i huset om vinteren og svalt om sommeren, og huset er altid godt ventileret. Et stråtag kan holde i 20 år, på sydsiden af huset dog noget kortere tid.
Der hører ikke tagrender til stråtag, men til gengæl går tagskægget så langt ud at tagdryppet ikke kan skade vægeene.
De store gårde havde også vindmotore, som fortæller at her er man så moderne, at man har indført maskinkraft. Det kan være til både tærskeværker, kværn, hakkelsmaskine og vandværk. Den slags vindmotorer blev opført omkring år 1900 og i tiden derefter.
De gamle bondebygninger har få og små vinduer. Væggene er hvidkalkede. Sådan skal det være efter gammel sjællandsk sædvane, hvor alle bindingsværkets stolper diskret skjuler sig under kalklaget. Det er derfor i modstrid med gammel sjællandsk byggeskik, når folk i vore dage opmaler stolperne.
De mindre stråtægte husmandshuse ligger midt i byen mellem enkelte huse der. I gamle dage blev blev der fyret et sted, i den store skorsten, hvorfra dagligstuen varmedes op ved bilæggerovnen. Det var en jernovn, som havde åbning til skorstenen, og så lagde man gløder ind i ovnen, der afgav varme i stuen, uden man fik røg og snavs der.
I dagligstuen forgik alle former for liv, man spiste, arbejde og sov. Desuden kunne der være rugende gæs eller høns og man stillede mælkefade op ved bjælkerne på en hylle.
For enden af langboret husbondens plads. mellem vinduerne og langboret var langbænken og under den rugende gæs eller andet. På bænken sad mandfolkende, mens kvinderne der jo skulle hente manden fra køkkenet stod op og spiste.
Alkover (indbyggede senge) eller himmelsenge fandes ved væggen modsat vinduerne, paralelt med langbordet. Der var gadiner og omhæng foran sengene, og i bunden af den halm, som ikke blev skiftet for tit. I stuen kunne der også være en vugge og en stol og måske en spinderok, slagbænk og spegl. Ofte var der et standur og på vægen hang gudelige billeder. Gulvet var lerstampet og her stod en spytbakke. lysestager stod på bordet eller hang ned fra loftet. man havde en ølkande der gik fra mund til mund og skeer af horn eller træ. Mellem husbonds bænk og langbænken kunne der stå et hjørneskab, hvor husbonden opbevarede sine værdier.
Brandpumpe.