 |
|
|
 |
|
Det daglige liv, har nok i det forløbne århundrede, formet sig stille og roligt, Dmed de uregelmæsiheder krig, pest og anden ulykker kan medfører.Bønder har fra de ældste tider beklædt embedet som herredsfoged eller birkedommer.
I landsbyen har bonden jævnlig øvet ret og skel, når der var behov for det. Det forgik således, at man om søndagen, når gudstjensten var forbi, kunne man opkræve vidnesbyrd bland de kirkesøgende om ejendom, skel og rettigheder.
Dette kaldte man et sognestævne, formanden for sognestæbnet var præsten. Han og to vidner satte stævnet, hvorpå den der ønskede at vidne trådte frem, og bad de tilstedeværende kirkefolk vidne.
Sognepræsten nedskrev det og derefter underskrev han og vidnerne det.
Foruden sognestævnet var der bystævnet, hvor bymændene mødtes og under oldermandens ledelse drøftede sager, samt undersøgte og straffede overtrædelser af byens vedtægter.
I Bistrup hørte man under et gods, der udgjorde en særlig retskreds, en såkaldt birk, her var det birkefoderne, ansat af godsejeren, og var afhængig af disse. De har nok ikke været helt uvildige dommere.
I det 17. og 18. århundrede havde sognepræsten magt og myntighed til i visse forhold at tvinge sine sognebørn til offentlig at bekende deses synder.
Det fik Maren Niels Bødkers af Bistrup i 1698 en alvorlig påmindelse om da hun i Vallensved kirke måtte skrifte, "for hendes sigens, som hun i ".sognet har øvet på adskillige kvinder. Men Lisbeth Jørgen Hans af Kyse og karen Hans Ols, måtte dele skæbne med hende, for at have ladet sig bruge til hendes sigen.
Men i de fleste tilfælde var det som regel brud på det 6. og 7. bud (du må ikke bryde et ægteskab og du må ikke stjæle) der blev straffetmed offentlig skrifte.
Indimellem har ulykkerne for alvor ramt byen, det var når en landeplage tog fat, et eksempel er kvægpesten, den slap ingen for, når kvæg eller grise døde, de var nemlig ikke altid man tog sig af de døde dyr men lod det ligge og ikke gravede det ned for når varmen kom opstod der farlig sygdom, både blandt menesker og dyr.
Når et dyr blev syg hentede man den kloge kone eller smeden der regeedes for den klogeste mand i byen.
På hjørnet af Bistrupvej og søndervej stod en gammel fredet tjørn plantet oven på en massegrav af kvæg for at vilde dyr ikke skulle rode i det den var ca. 250 år gammel, faldt i decemberstormen 1999. den blev fredet i 1960.
Det Muntre liv i Bistrup.
Høstskikkene levede langt op i det 18-århundrede, men er nu gået i glemmebogen, kun betegnelsen for det sidste neg og for de sidste koner og piger der bandt dem er bevaret, nemlig havrenakke, hvedefritte og rugkælling.
Hans Hansen Bistrup, 77 år gammel, fortæller i 1939 til dansk folkemindesamling at den person der bant dem også blev kaldt det, endvidere fortæller han at det sidste neg fik 2-3 bånd og blomster i tappen.
Så holdt man en glad aften den dag der var indhøstet med æbleskiver og punch. Det store høstgilde holdt man Mikkelsdag og novemberdag, her var der dans og musik.
Mikkelsdag falder den 29. september. Det skyldtes angiveligt at den første romerske kirke blev indviget på denne dato, desuden var det langt op i tiden skiftedag. St. mikal var ham der i det ny testamente kæmpede mod dragen og hans engle og fik dem smidt ud af himlen.
Novemberdag var når man havde slagtet og havde rigeligt med kød i huset. det var fast skik at alle der på nogen måde hørte gården til eller blot havde været med 2 eller 3 dage i høsten blev indbudt. der var mad fest og dans.
Senere fuldte tienegilderne, dette blev holdt i fastelavnsugen. De red fastelavn med ca. 30 ryttere i 1870, de red fastelavns mandag, fra gård til gård og samlede ind til gildet som ungdommen skulle holde om aftenen.
I optoget var der kongen, droningen, rideknægt, forriddere, en skorstensdejer og en kolvn. droningen var en pæn ung karl der linede en rigtig prinsesse, kongen var en hjemvendt amerikaner, desværre blev han om aftenen alt for tidligt fuld. gildet blev holdt på omgang i gårdene, hele sognets unddom var med og tit slog man katten af tønden også efter 1880.
Tiendegilder blev, som ovenfor nævnt holdt i fastelavsugen og fastelavn retter sig efter påsken, tidligst 1. febuar og senest 7. marts. Baggrunden for fastelavn er ikke kun at vinteren nærner sig sin afslutning men også grundet den gamle bestemmelse om fastetiden på 40 dage. det ver derfor sidste cance for at feste, spise og danse.
Når man havde en fest for gårdmænd og en for husmæmdene er det fordi de var i hvert sit lav, hvert lav hjalp hinanden inden for lavet, de var afhængige af hinanden.
Hans Hansen fortæller videre at når det passede musikken, holdt der i fastelavnsugen tiendegilde, ved dette gilde blev der indsamlet kongetiende af en vis mand der som regel var sognefogden, gårdmændende havde deres gilde og husmændene deres, Hans Hansen havde både gård og hus så han kom til begge gilder.
Kun de ældre kom til disse gilder, hvor man spiste først på aftenen, når man kom og så natten i gennem nød adskillige "knægte" og ellers morede sig med dans og kortspil til kl. 3-4 om morgenen. Gårdmændene gav 1 kr. til deres gilde og husmændene 2 mark til deres. Da kongetiende blev alløst omkring år 1900 kaldtes gildet kun omgangsgilde.
Noget ornelav kan hans hansen ikke mindes at der var i Bistrup, han har kun været til et ornegilde, det var med spisning og holdes om efterpret. Endvidere fortæller han at hvis det var vejr til det i påsken skulle ungdomen gerne i en eller anden stakkels have og spille boldt i påskedagene.
Kristihimmelfartsdags aften skulle ungdommen i skoven og pille maj, det vil suge at plukke liljekonvaller, der var også sang, spil og dans og ud på de små timervendte de hjem med bøgekvíste og grene i hænderne. Skt. hans aften var der bål hvor heksene red til Bloksbjerg, desuden majede man hørren. tiljul skulle der lægges em laks i hønseædet, hvorfor melder historien ikke noget om.
Skt. hans er mellel den 23. og 24 juni, så var bondens værste travlhed overstået. Man brændte bål, danse om bålet, drengene løb tæt til bålet eller sprang igenem det. At man majede høren vil sige at man stak udsprunget løv i hvert hjørne af marken fordi lige så høj grenene var lige så høj blev hørren.
At pille maj vil sige at man gik i skoven og plukkede blomster og bøgegrene, dansede og sang, og når man kom hjem stak man grenene ind i stråtaget over porten eller døren. på denne måde håbede man på et frugtbart år.
Ungdommens største fornøgelse var at komme til marked i næstved, det var ikke værtshusene der trak, men visesælgeren, der solget viser som "fra Bergen ud i Norge " og ligende viser der blev brugt under malkningen.
En træ -harve
Lidt om kvindens liv i Almindelighed.
Da skudsmålsbogen blev indført ved lov i 1854, kom en kvart million menneskers bevægelser under opsyn. Sognepræsten skulle påtegne ankomst til og fra sognet, og husbonden skulle anføre i hvilken periode tynedet gjorde tjenste hos ham.
Hvis skudsmålsbogen blev væk kostede det en bøde på mellem 10 og 40 kr. Det var et anselig beløb, da en årsløn lå mellem 80 og 150 kr. foruden kost og logi.
Bogen var et symbol på at man var tyende og måtte underkaste sig husbondens luner. Paragraf 22 og 27 i tyendeloven gav husbonden ret til at pryle sit kvindelige tyende indtil deres 16 år og sit mandlige til han var 18 år.
Man var underlagt husbondens og madmoderens luner, og nogle betragtede det som en ret at forlyste sig med de unge piger.
Uægte børn var ikke anset for at være i familie med faderen selv om han skulle betale til deres opvækst. Barnet havde hverken arveretigheder eller ret til at bruge hans navn. Moderen havde forældremyndigheden og barnet arvede hende og hendes familie.
Uægte børn kunne dog forvandles til ægte, enten ved at forældrene giftede sig eller ved at faderen officelt fik noteret, at barnet hørte til hans kuld.
Horebørnene var helt familieløse, lovgivningen anså dem for ikke at være i familie med hverken faderen eller moderen. Derfor var der kun ganske få horebørn, mødrene føder dem i hemmelighed og efterlader dem hos plejefamilier.
Mange kvinder valgte en udvej, nemlig arbort, men hvis det blev afsløret kunne man få op til 8 års straffearbejde i forbedringshuse. Fra 1879 risikerede man at få livsvarig fængsel.
Hvis en ugift gravid kvinde ikke kunne få hjælp af sine forældre eller få lov til at føde barnet hvor hun tjente, var der kun fattighuset tilbage. Her blev hun underkastet et grundigt forhør om hvem faderen var og hvor det var foregået. Hvis man ikke fandt faderen, måtte sognet betale og hun måtte ikke gifte sig når hun var på fatighjælp.
Hvis man fandt faderen og han ikke kunne betale, lod man ham arbejde beløbet af i et fængsel eller på en tvangsarbejdsanstalt.
Mange kvinder fik plads i huset, men det var købers marked fordi der var mange om budet, Til gengæld var det et job med visse fremtidsperspektiver, fordi kvindehænder var så nødvendige på landet, blev de ofte gift med husbonden.
Axeltorv.
Torvedagene.
Når Bistrups bønder tog til Næstved på Torvedagene Onsdag og Lørdag, var de sammen med bønder fra fodby, Vallensved og Karrebæk sogne.
På en ganske almindelig Torvedag var der fra tidlig formiddag til sen aften fuldt på alle beværtninger rundt om i byen.
Det kunne være hos Søllegaard der lå i Vinhusgade, og Jens Bar (Bagger) her samledes bønerne om Tevandsknægtene, eller det kunne være på de lidt finere steder så som Skandinavien (Akselhus).
En Tevandsknægt er en kop te med rom i, man betalte 60 øre for en potte te, romflasken stod hele tiden på boret til fri afbenyttelse. Det betød ikke noget at man kun fyldte koppen halvt med te.
Bønderne fra disse sogne, var efter nutidens begreb slemme til drik, det hørte til deres normale tilværelse, det var der ikke noget forkert i.
Foruden tevandsknægtene røg der også en snaps eller to ned til en portion smørebrød, der altid solgtes i portioner.
Hen på efetrmiddagen kunne de herrer godt blive lidt røde i hovederne og meget højrøstet.
På Skandinavien blev der spillet om penge, det var i kort eller kegler. I kort var det Hasard (Lanse), men spillerne rørte ikke selv kortene en udenforstående "lagde op" og alt som kortene faldt, skiftede sedlerne fra hånd til hånd.
I keglespillet var det også en udeforstående der brugte kuglen, altid en ekspert, der kunne vælte alle kegler. Man sad ved små borde, for enden af hver bane. Så vædede man om han kunne vælte de otte kegler eller ej. Man talte ikke sammen, kun kuglens rullen kunne man hører.
Desværre røg der altid en del penge på disse torvedage, og mange havde ikke ret meget i forvejen, De havde kun lige til dagen og vejen.
En gang om året var der Mikkels Marked i September, så stod hele bondelandet og byen på den anden ende. Fra en mil uden for Næstved og ind til bygrænsen kørte vognene i en tæt række og i hovedgaderne ind mod Akseltov blev man klemt frem af de mange menesker.
På torvet var der Gøgl og der var mange telte fra de handlene, som solgte alt fra sukkerstænger til levende gæs.
Landsbydrengene opholdt sig på torvet så længe de havde noget at købe for.De spiste basser eller suttede på sukkerstænger. Næstveddrengene grinede af dem, puffede til dem og kalde dem Bondefjols, Grødvom eller Flæskeprins.
Slagsmål kunne man ikke komme af sted med på torvet, så blev man stoppet. Når pengene var brugt op, gik man ud hvor trænglen var mindre til Østergade, Ringstedgade, og op omkring ST. Mortens Kirke. Det var her man for alvor sloges med Næstveddrengene.
Til hverdag lå Bistrupdrengene og Karrebækdrengene i evig krig med hinanden, men i Næstved holdt de altid sammen og sloges mod drengene fra Næstved. Landsbydrengene fik altid tæsk da drengene fra Næstved havde mere mod.
Det ende altid med at landsbydrengene flygtede i vild flugt ned til de store Kømandsgårde, hvor køretøjerne holdt til hjemtuern. Gårdskarlen holdt også med Landsbydrengene, han lod ikke nogen af bydrengene slippe ind.
Den person der fortæller om torvedagene er Lars Peder Poulsen. Han er født 2 juni 1866. Han forældre var Lars Poulsen og Ane Marie Larsen. Han boede på Theaslyst matrikel 10d Møllevænget.
Men alt dette er før det hed Theaslyst, gården er nemlig opkaldt efter den næste ejers kone. Denne var Peter V. Hansen og Ane Kirstine Dorthea Hansen.
Lars Peder Poulsen.
Oversognet og nedensognet i 1880.
Følgende linjer er skrevet af Marie Christiansen, 3 november 1938 i Fodby, hun har genfortalt nogle historier, fortalt af Lars Peter Poulsen fra Bistrup. (naturligvis har jeg lavet dem mere nutidige i sproget.)
Sognet var skilt i to dele, der var oversognet der var Fodby, og nedensognet som var Bistrup, Skraverup og Stenbæksholm. Grunden til at man brugte denne betegnelse i 1870 og 1880-erne, var at man betragtede Fodby som den fine ende. Det var bøndergårde og gode mindre hjem, samt her lå kirken.
I nedensognet havde gårdmændene det vanskeligt, og det hændte at nogle måtte gå fra hus og hjem. Der gik også rygter, i nedensognet om at Fodby var Danmarks rigeste landsby.
De to dele af sognet havde heller ikke meget omgang men hinanden. Skete det at en Fodbyer have forvildet sig ind i et Bistrupselskab , ja så stod der en respektfuld stilhed og andagt omkring ham, og ham brød som regel tidligere op end de andre.
De var heller ikke så flittige kirkegængere i nedensognet, i hvert slet ikke når det var dårligt vejr. De var ikke kirkelig interesseret, ofte måtte de kirkelige handlinger aflyses, på grund af manglene tilslutning. Naturligvis var man ærbødig og retskaffen, det lå i opdragelsen, men det optog ikke sindene. De religiøse bevægelser var på Karrebæk egnen og hen af Skælskør til.
Man talte kun om kirken når det gjaldt offer, kirke - og præstetiende, man talte tit om hvordan man ved disse ydelser havde taget den gamle Pastor Mackespang og tidligere Schmidt ved næsen. Præsten viste man Ærbødighed, når han var tilstede, men ellers var han genstand for grin og nedrakning.
Mackespang var en gammel skikkelig mand, der var stillet noget i skyggen af nabosognets præster, Vallensved, Karrebæk og Marvede.
Det kunne ske at præsten ved festlige lejligheder blev indbudt til gilde i de finere hjem. Så manglede der ikke ærbødighed, men der stod en mystik omkring ham.
Når han talte lyttede man, og der var stilhed i stuen når han tav. Hvis der var nogen der ville tale uden om præsten, blev vedkommende hurtigt bragt til tavshed.
Ligeledes hvis præsten et øjeblik kikkede ind i øverstestuen, hvor dansen gik, så forsatte man nok dansen men man undlod trampe takten, som ellers var sædvane.
Det skete også at Pastor Mackespang kom på visit, og folkene på stedet de viste ikke hvilke ben de skulle stå på. Børnene flygtede ud i køkkenet, og turde knap nok trække vejret, indtil han var gået igen.
Respekten for overklassen var solidt indgroet. Det var med rædsel at man gik ned til Saltø Godskontor med arveafgiften, eller på Fodbygård med kirketiende. Man stod på strømpesokker og bankede på døren , svagt og forknyt, med lange mellemrum. Når man endelig kom ind og slap af med pengene, og vel ud igen, så følte man sig lykkelig og befriet. Man var sluppet for at blive til grin og eller at have fået skældt huden fuld.
Lidt om Sognerådet.
Det var kun gårdmændene der kom i sognerådet og det var genstand for stor omtale at den belæste Væver Hans Larsen ude på Møllevænget kom ind i sognerådet. Han var meget betænkelig ved sådan at komme ind i gårdmændenes lag. Ved det første møde var han meget nervøs og ulykkelig, skønt han var mere kvalificeret end de andre.
Sognefogeden boede naturligvis i Fodby, og han var den rigeste af dem alle, Jens Pæ’esen hed han. Han var en lille rundrygget mand , med et glat ,rødt ansigt, sammenknebet mund og små livlige øjne. Hele han væsen var præget af mild jævnhed og urokkelig fasthed. Han havde stor respekt hos alle.
Sognerådsformanden var også en fra Fodby, men senere blev det en fra nedensognet. Det var gårdmand Chr. Hansen fra Stenbæksholm, han kunne kun skrive sit navn. Men han havde en søn, Hans Chr. Hansen som lige var kommet hjem fra Hindholm Højskole. Han var en dygtig bonde, god til at tale og forholdsvis belæst, og så havde han en god håndskrift, der gik ry om i hele sognet.
På hans kvalifikationer blev faderen sognerådsformand. Senere blev det jo Peder Jensen i samme by. Han blev i en årrække en af sognets mest fremtrædende. Han var kendt i vide kredse og flere gange opstillet til folketinget.
Sognerådsmøderne blev holdt på omgang hos medlemmerne. Der var altid en vis spænding hos alle på gården, mens de syv vise holdt råd, om sognets ve og vel. Møderne blev altid holdt i Sovekammeret, det var dengang de fleste hjems stadsstue. Sengen var dækket af et blåternet lærredstæppe og i den øvrige del af stuen stod sofaen et bord og en enkelt stol.
Fik man gæster hed det værsgo at gå op i sovekammeret. I øverstestuen havde ingen siddepladser kun skabe og kister langs væggene, den blev kun brugt til sammenkomster og dans.
Hans Chr. Hansen førte protokols, og der blev drukket mange Thevandsknækte ved disse sognerådsmøder. Forhandlingerne blev af den grund noget højrøstet, og man kunne ikke undgå at hører hvad der foregik bag den lukkede dør. De fik ikke noget at spise kun en gang om året når ligningen fandt sted blev der sammenskudsgilde på mødestedet.
Jul i Sydsjælland.
Den 70-årlige Chr. Madsen fra Skraverup fortæller i 1937 om sin barndoms jul.
Man havde få fornøjelser på landet dengang og juletiden stod for mange som årets store begivenhed. Det første varsel om den forjættede tid, der stod for døren var julegrisens slagtning. Tidligt om morgenen kom landslagter Clausen ind på gårdspladsen, og så snart man hørte hans træsko på stenbroen var børnene udenfor.
Det var på en gang uhyggeligt og spændende, når slagterens kniv snittede i den hylende gris, og det tykke blod vældede ud i spanden. Pigerne og konerne tog så fat på at lave slagtemad, blodpølse, spegepølser, salteflæsk, finker, stege og de store sylter. Der var en overflod af mad som, man ikke sendte til på andre tider af året.
Børnene fik lov til at snitte pølsepinde, dem brugte man i stedet for at sy pølserne sammen. Der blev også bagt franskbrød, søsterkage og store klejner som blev stegt i fedt. Man bryggede som regel et kar øl, en gang om måneden, til jul bryggede man 2 kar.
Ved juletid var der også julemarked i Næstved. Denne ene Søndag om året var vores by omskabt til et eventyrrige. Regimentsmusik spillede på torvet, og der var stuvende fuldt af mennesker alle vegne. Der var lys i butikkerne og udsmykning med nisser og gran.
I en stadig strøm kørte kanerne ind i Næstved fra landet. Gårdmændene hilste højrøstet på hinanden, medens konerne fortvivlet forsøgte at holde sammen på deres mange børn.
De fleste staldede op i Købmandsgårdene, udenfor stod nogle af mændene og snakkede andre var samlet inde i butikken hvor de fik sig en dram. Konerne fik julegaver af købmanden, den gang fik hver kunde 1 pund chokolade, en almanak, et spil kort, og en flaske cognac. Købmanden stod velvillig bag disken og ekspederede de store ordre på appelsiner, dadler, figner konfekt og nødder.
Når indkøbene var overstået gik familierne på konditori, hvor børnene fik for 5 øre lagkage, og det var et stort stykke som dårligt kunne være i en barnemave.
I dagene før jul kørte man alt sneen ud af gårdspladsen, og der blev tærsket og malet korn, så man var sikker på at have korn nok til dyrene julen over. For man skulle holde fred og ingen hjul måtte dreje rundt i højtiden.
Inde blev der fejet og gjort rent og stuerne pyntet op med papirsblomster og levende lys. Husbonden huskede altid at få alle redskaber i hus, for ellers kom nissen julenat og hængte dem op på rygningen.
Om eftermiddagen juleaftens dag kørte man i kirke for at høre præsten. Man hold i hans avlsgård og gik over i kirken, hvor der var lys og mang kendt ansigter. Så sang man det kimer nu til julefest og andre jule sange.
Derefter gik det rast hjem til julemiddagen der bestod af risengrød og klipfiks. I risengrøden var der en mandel og den lykkelige finder fik en marcipangris med rød silkesløjfe.
Juletræ var der meget få der havde folk havde ikke plads, og tiderne var strenge i 90-erne og pengene var små. Folk var ikke så fordringsfulde.
Senere spillede de voksne kort og børnene fik julegodter og hjemmebagte pebernødder, og det bedste man fik lov at være oppe til kl. 12.
4 jule dag var alle børn inviteret til juletræ i skolestuen eller forsamlingshuset.. Der var højtlæsning og der blev danset polka, konta otte, klapvals, og lille fem. Der blev del ud af hjemmebag og kl. 10 overtog piger og karle gulvet til kl. 12.
Nytårs aften var en underlig aften, og der var brag og skud og andre løjer, så som at skille folk arbejdsvogne og redskaber, og sætte den op på tagene.
Den 6 januar var Helligtrekongers aften man tænde lys på boret og når de var brændt ud var julen ude og arbejdet begyndt igen. For den 7 januar kom hertu Knud og han var vred på julen.
|
|
 |
|
|
|